Puigdemont tilbageholdes i Tyskland til efter påske

Tidligere catalanske præsident må vente lidt, før det afgøres, om han skal udleveres til Spanien.

Den catalanske selvstyrepræsident blev anholdt i Tyskland i går nær den danske grænse. (Foto: Salvatore Di Nolfi © Scanpix)

Det bliver højst sandsynligt ikke før påske, at en tysk domstol tager stilling til, om den tidligere catalanske selvstyrepræsident, Carles Puigdemont skal udleveres til Spanien.

Det siger en talskvinde ved den regionale domstol i Slesvig-Holsten ifølge Reuters.

Carles Puigdemonts advokat, Jaume Alonso-Cuevillas, fortalte tidligere i dag til en catalansk radiokanal, at hans klient ikke har nogen intentioner om at søge politisk asyl i Tyskland.

Han sagde videre, at han planlægger at tage til Hamborg for at tale med Puigdemonts tyske advokater.

Ifølge advokaten var man forberedt på, at Carles Puigdemont skal sidde fængslet i mellem to og tre måneder, før det bliver besluttet, om han skal udleveres.

Tilbageholdt på vej til Belgien

Carles Puigdemont blev tilbageholdt af tysk politi i går umiddelbart efter at have krydset grænsen mellem Danmark og Tyskland.

Den tidligere catalanske præsident var ifølge hans advokat på vej fra Finland, hvor han mødtes med forskellige politikere, og havde kurs mod Belgien. Her har han siden oktober levet i frivilligt eksil.

Anholdelsen kommer, efter at en spansk domstol fredag udstedte en europæisk arrestordre på Carles Puigdemont og de fire tidligere ministre, som siden efteråret har opholdt sig i Belgien.

Han er blandt andet anklaget for at tilskynde til oprør i hjemlandet, og bliver han kendt skyldig, kan det give fængselsstraf på op til 30 år.