En smal sti snor sig mellem murbrokker og udbombede huse. Den leder 12-årige Maher over to jordbunker, IS’ tidligere forsvarsværker, og forbi en kvinde i færd med at hænge vasketøj op foran sit sammenstyrtede hus.

Stil spørgsmål til Puk Damsgård

EFTER 21 SØNDAG SVARER PUK DAMSGÅRD PÅ DINE SPØRGSMÅL. STIL DET HER.

Derfra kan han se bordfodboldspillet midt i gaden, hvor han spiller med sin ven. Fødderne placerer han kun på jorden, hvor han kan se, andre har gået.

Han smiler ikke, når de spiller bordfodbold. Ansigtet er sammenbidt, øjnene følger uimponeret bolden. Så sætter vi os på kantstenen. Jeg spørger til hans familie, der er blandt pionererne, som er flyttet tilbage til Raqqa. Efter krigen mod Islamisk Stat, hvor de fleste civile flygtede, vendte familien hurtigt hjem til lejligheden for at restaurere væggene - og skabe en ny begyndelse.

- Når jeg vågner…

Maher holder en pause og sender et fast blik gennem tårerne. Stemmen er grødet.

Der er ingen andre, siden min bror blev dræbt af minen. Da han ville flytte køleskabet, eksploderede den.

Maher, 12 år

- Jeg hjælper min mor. Der er ingen andre, siden min bror blev dræbt af minen. Da han ville flytte køleskabet, eksploderede den.

Resten af samtalen er fyldt med lange pauser, hvor Maher tørrer øjnene i ærmet og med håndfladerne. Den handler om en dreng, der vendte tilbage til verdens farligste legeplads - og hvor der var en luremine i hans køkken.

Farvel til flygtningelejren

I flygtningelejren i byen Ein Issa lidt nord for Raqqa ligger to måneder gamle Sama i en interimistisk vugge. Hun skal flytte for første gang i sit korte liv. Hendes mor Hawassa har viklet hende godt ind og placeret hende i siden af teltet. Vinterens ørkenkulde sniger sig gennem teltdugen. Familien har ikke råd til at hælde petroleum på ovnen døgnet rundt. Sama skriger, mens Hawassa pakker tøj, fade og madrasser og giver nogle madrester til naboteltet.

Hendes tre-årige datter Amina står med bare tæer i et par blå plastiksandaler og stirrer på sin far Hussein, der læsser hendes liv gennem de seneste otte måneder op på ladet. Håret er stift af snavs.

- Lejren er rædselsfuld, bedyrer Hawassa, der har dækket sit eget snavsede hår med et lysende turkis tørklæde.

Når hun skal i bad, står hun i kø til et baderum, der ikke kan låses, så Hussein eller andre kvinder, skal holde vagt uden for døren. Indenfor er der iskoldt vand, som hun hælder i en spand, hvorfra hun med en skål øser det over kroppen.

- Vi har intet privatliv haft. Der er jo mennesker over det hele. Jeg har taget bad en gang om ugen, men minuttet efter man har været i bad, er man jo beskidt igen. Det er ikke værdigt, og børnene er konstant syge. Nu flytter vi tilbage til byen og så håber jeg at kunne finde et arbejde, så vi kan tjene nogle penge og opretholde livet, fortæller hun.

Bryllup godkendt af IS

Parret flygtede fra Raqqa lige efter fastemåneden i juni sidste år. Luftangrebene tog til, og militæroffensiven mod Islamisk Stat var på vej. Ligesom de fleste andre i Raqqa var det tid til at flygte. Indtil da havde de undgået at bo i en flygtningelejr. Til gengæld måtte de affinde sig med at leve under IS.

Da de blev gift, holdt de ingen fest. Det var forbudt, og deres ægteskabskontrakt blev stemplet af en IS-myndighed.

- Dokumentet efterlod vi, da vi flygtede, så folk ikke skulle tro, vi er IS, siger Hawassa.

Da hun siger farvel til naboerne, kan hun ikke skjule sin begejstring over at skulle væk. Selvom Raqqa er sønderbombet og fyldt med miner, er hendes hjemby at foretrække for en teltlejr.

- Der er ingen gode valg. Men jeg vil hellere bo mellem fire vægge fremfor under en teltdug.

Huse skal cleares for miner

Pick-up’en med familien sætter ud på en times kørsel til Raqqa. Hawassa har sin baby på skødet, og Amina sidder ret op og ned og falder i søvn med et 11-tal af snot under næsen.

Familien når en bygrænse af ruiner, der tårner sig op. Etagebyggerier er skvattet sammen under bombeangreb. Tage skråner mod jorden og kun den ene vejbane er ryddet. Et skilt fra før krigen raserede Raqqa advarer om, at bilisternes fart er overvåget af en radar.

Vasketøj hænger til tørre i ruinerne og vidner om en stædig tro på fremtiden - eller blot ren og skær desperation og overlevelse. Nogle er flyttet ind på anden sal i den ene side af en bygning, hvis anden halvdel er styrtet sammen. Mænd er i færd med at mure en væg i stueetagen, mens etagerne oven over truer med at falde sammen når som helst.

- Jeg troede ikke, det var SÅ slemt, udbryder Hawassa.

Bilen stopper ud for et bombekrater i en smal gade. Overfor ligger Hawassa og Husseins simple hus i mere end én forstand. Huset kunne ikke holde til bombens tryk. Stuen er omformet til et bjerg af murbrokker. Hawassa stirrer på sit hjem. Ved siden af hende står Amina helt stille.

Vi kan ikke flytte ind nu. Det skal først cleares for miner, før vi kan rydde op og genopbygge det, siger Hussein, der har arrangeret, at de kan bo hos hans brors familie i nabogaden, indtil han får gjort deres hus beboeligt.

- Der er ikke meget plads, og de er mange i forvejen, men hvad kan vi gøre, spørger han.

Blot en ruin

Det er ikke blot et hjørne, en lomme, et enkelt kvarter i Raqqa, der er totalsmadret.

Størstedelen af byen, der er på størrelse med Aarhus og hvor der plejede at bo 300.000 indbyggere, er forvandlet til et kaotisk og ubeboeligt sted. Den internationale koalition har bombet så massivt, at mange bygninger må rives helt ned og bygges på ny. Kun udkanten af Raqqa er gået fri af de værste ar fra krigen.

Det er også her, at Læger Uden Grænser har oprettet byens eneste skadestue og klinik. Men fra klokken 18 er der udgangsforbud. I mørket forvandler Raqqa sig til en spøgelsesruin uden elektricitet, varme og vand, og det er farligt for byens borgere at bevæge sig ud, når mørket falder på - også i tilfælde af akut brug for lægehjælp.

Joud på 2 år er flyttet tilbage til Raqqa med sin familie for en måned siden. Deres hus er brændt og ødelagt, men hendes forældre har gjort det tåleligt at bo i. (Foto: Mads Køngerskov © dr)

- Der er stadig IS-celler, og derfor skal folk holde sig inden døre, siger soldaten Abdo Salih fra Syriske Demokratiske Styrker (SDF), som har kontrollen i Raqqa.

Rygraden i SDF, som kæmper mod IS med støtte fra den internationale koalition som Danmark også er en del af, udgøres af den kurdiske milits YPG. For to uger siden indledte Tyrkiet en offensiv mod YPG længere mod vest i det nordlige Syrien og åbnede dermed endnu en front i krigen i Syrien.

Vi fraråder på det kraftigste flygtninge at vende tilbage til de fleste af kvartererne i Raqqa.

Mohammad Khalil el-Shebly, Raqqa Civil Council, RCC

De sporadisk patruljerende soldater i Raqqa er mestendels arabere, og Raqqa Civil Council (RCC), der i øjeblikket bestyrer byen, består af arabere, kurdere og byens forskellige minoriteter. Raqqa plejede, som resten af Syrien, at høre under den syriske regerings kontrol, men er i øjeblikket under kontrol af den kurdiske autonome administration i det nordlige Syrien. Lige syd for byen hersker regimet i form af sine allierede Hizbollah-krigere fra Libanon.

Miner i sko og ketchupflasker

IS har efterladt et utal af miner. Ifølge RCC er 70 procent af byen stadig fyldt med miner, og rundt om i gaderne er opsat plakater med tegninger, der advarer om de usynlige bomber.

- Vi fraråder på det kraftigste flygtninge at vende tilbage til de fleste af kvartererne i Raqqa, fordi de ikke er renset for miner, siger en af lederne i RCC, Mohammad Khalil el-Shebly.

- Men de lytter ikke og kommer alligevel. Derfor ser vi hver eneste dag sårede og dræbte. De kommer ikke her forbi, inden de går ind i deres hjem, og derfor sker der konstant ulykker. Bare spørg derovre, siger han og peger i retning af Læger Uden Grænsers klinik.

Ifølge Læger Uden Grænser modtager klinikken i gennemsnit over tre patienter om dagen med skader efter sprængstoffer og miner, og i årets første uge behandlede Læger uden Grænser 33 patienter med alvorlige skader. 13 af dem var under 18 år.

Maher på 12 år mistede sin bror, da han ville flytte køleskabet. IS havde placeret en luremine bag det. (Foto: Mads Køngerskov © dr)

Statistik om situationen i Raqqa er sparsom, men en gruppe journalister, der er samlet under betegnelsen Raqqa is being Slaugtered Silently, som hemmeligt rapporterede under IS, indsamler informationer om dræbte, og ifølge deres oplysninger blev over 80 mennesker dræbt af miner i Raqqa i både november og december måned.

Mineryderen Ibrahim fra det amerikanske firma Tetra Tech fortæller, at minerne i Raqqa er særligt farlige, fordi Islamisk Stat har haft en livlig fantasi.

Vi har fundet miner og lureminer de mest ufattelige steder. I ketchup-flasker, i bøger og bogreoler, i sko og tøj i klædeskabe.

Ibrahim, mineryder

- Vi har fundet miner og lureminer de mest ufattelige steder. I ketchup-flasker, i bøger og bogreoler, i sko og tøj i klædeskabe. Flere steder hos folk der bor i stueetagen, har de gravet ind under gulvet og placeret en mine og dækket den, så den er umulig at opdage, siger Ibrahim, der ikke ønsker sit efternavn frem.

De færreste flygtninge ønsker at være de første pionerer, der vender tilbage til IS' forhenværende hovedstad i deres selvbestaltede kalifat. Men mange har kun valget mellem at være i deres ruinerede hjem eller i et telt i lejre blandt tusindvis af andre.

Én mursten ad gangen

Genopbygningen af Raqqa kommer til at tage årevis og er endnu ikke gået i gang for alvor. Det er umuligt at genopbygge, når der er miner. Alligevel bygger og reparerer de tilbagevendte familier, så godt de nu kan - og så langt som pengepungen rækker. Mange har været uden arbejde i årevis.

En mand støber byggesten ved håndkraft. Én ad gangen producerer han dem ved hjælpe af en maskine. Han står med udsigt til en flere etager høj bygning, det ikke kan lade sig gøre blot at lappe på.

Det er tydeligt, at genopbygningen vil koste millioner af dollars. SDF har ikke de finanser, men hverken USA, EU eller FN har indtil nu allokeret penge til genopbygning af Raqqa. Genopbygningsindsatsen i Syrien er generelt martret af dilemmaer i ødelagte områder, der igen er på regimets hænder. Støtte til genopbygningen er en politisk magtkamp mellem Syriens allierede Rusland og EU og USA.

For nyligt kom chefen for den amerikanske udviklingsorganisation USAID, Mark Green, på besøg i Raqqa med beskeden om, at USA's mission er stabilisering og ikke genopbygning.

Danmark har indtil videre givet 15 millioner kroner til minerydning i byen.

32-årige Moafaqs stue på førstesalen er styrtet sammen og ligger åben mod gaden. På betonen i det fri, hvor hans stue plejede at være, står en lænestol, hvor han nyder en kop te med udsigt over ruinerne i sine pauser i arbejdet med at få stabiliseret førstesalen.

Dette er et af de kvarterer, der ser mindst beskadigede ud i downtown Raqqa. (Foto: Mads Køngerskov © dr)

Kun månen lyser over Raqqa om natten. Denne tidlige aften er det næsten fuldmåne i skumringen.

- Når det bliver mørkt låser vi døren og går ingen steder. Det er næsten som under Islamisk Stat. Vi er bange for, hvad der kan ske om natten, fortæller han.

Forsvarsløse brikker

Her hersker en mistænksom og usikker stemning. De fleste, der er vendt tilbage, boede her også under IS, og siden 2011 har de levet under kontrol af forskellige magthavere. Det syriske regime, oppositionshæren den Frie Syriske Hær, al-Qaeda-relaterede Al-Nusra, Islamisk Stat og nu SDF-hæren.

Moafaq er ligesom mange andre bekymret for, hvem der kommer til at styre Raqqa i fremtiden, og den nye front i den kurdiske Afrin-region, hvor Tyrkiet angriber den kurdiske YPG-milits har ikke gjort bekymringen mindre.

- Men hvad kan jeg gøre? Jeg har ikke tid til at tænke over det. Nu handler det om at opbygge et anstændigt liv. Jeg savner regime-dagene, hvor her var sikkert, siger Moafaq.

- Men der er stadig krig i Syrien og så mange interesser, som vi bare er forsvarsløse brikker i. Uanset hvem, der hersker her, er jeg tvunget til at indordne mig, siger han.

Familier insisterer på at vende tilbage og med dem følger mange børn, der leger på verdens farligste legeplads. (Foto: Mads Køngerskov © dr)

IS' forhenværende tilstedeværelse i det, der var deres hovedstad, fornægter sig ikke. Biografstole er opstillet ved Najm-pladsen, der har har fået tilnavnet “chop-chop”, efter at IS skar hovedet af en gruppe mænd og hængte dem på hegnet i rundkørslen. Stolene var en del af IS' mediecenter, og der hænger stadig bannere, der reklamerer for deres radiostation al-Bayan.

På en offentlig opslagstavle hænger også sedler, der informerer om kurser og salg af lastbiler og en påmindelse om, at betaling skal ske i IS-møntfoden dirhams.

En del af deres tidligere tilhængere er også vendt tilbage til byen. En ældre mand henvender sig på engelsk og spørger også lige på fransk, om jeg taler fransk.

Jeg løber hele tiden efter de små og tager dem væk fra de områder, der er miner.

Ahmad, 11 år

- Hvorfor har de ikke fjernet minerne? siger han bebrejdende og er mere vred på de lokale myndigheder end på IS, der har placeret minerne for at ramme flest mulige civile, når de vender tilbage.

Når ruiner er eneste lys i mørket

I gaderne leger børnene hele dagen, for ingen skoler er åbnet i det centrale Raqqa endnu. De mindste kan ikke læse den røde skrift på murene, hvor der står, at der er miner.

- Så jeg løber hele tiden efter de små og tager dem væk fra de områder, der er miner, fortæller Ahmad på 11 år.

Han spiller fodbold med en gruppe drenge på vejen, og da bolden forsvinder mellem murbrokkerne løber de efter den. Andre børn hjælper deres fædre med arbejdet eller cykler rundt mellem de tomme bygninger.

Det var engang stuen, men nu står lænestolene i det fri på førstesalen med udsigt over ruinerne. (Foto: Mads Køngerskov © dr)

Ahmad hader, at han skal tænke på minerne hele tiden, når han spiller fodbold, og det ser da umiddelbart også ud som om, han glemmer det af og til.

- Jeg har lært, at hvis jeg ser en mine, så skal jeg markere, hvor den er. For eksempel lave en ring omkring den for at advare andre, siger han.

- Men ideen med miner er jo, at man ikke kan se dem, siger jeg.

- Ja, det er jo så det, der er problemet, erkender han.

Maher på 12 år, der allerede har mistet sin bror, da han ville ordne køkkenet og en luremine var placeret bag køleskabet, spiller ikke fodbold.

- Jeg sidder mest hjemme hos min mor. Og så går jeg herover og spiller bordfodbold. Her er uhyggeligt. Her er uhyggeligt, siger han.

Sådan er livet for de flygtninge, hvis eneste lys i mørket er at flytte ind i en mineret ruin og håbe på det bedste.