Puk Damsgård gør status efter 9 års krig: På flugt med far, mor og yndlingsbamsen Mimi

Borgerkrigen i Syrien virker som én uendelig katastrofe. Idlib er den seneste.

I det åbne skovområde varmer drengen sine hænder over et bål sammen med andre små kammerater.

Han har stukket sine bare fødder i et par sandaler, så fladtrådte, at den højre storetå rører skovbunden, hvor børnene finder grene og pinde for at holde varmen.

De tilhører krigens generation. Født under bombardementer og opvokset midt i en flugt fra frontlinjer i den syriske konflikt, der til marts har varet i ni år.

  • Det er koldt i Idlib på denne tid af året. Om natten har temperaturen været under nul. (Foto: KHALIL ASHAWI)
  • En halv million børn er lige nu på flugt i Idlib-provinsen, oplyser FN. (Foto: KHALIL ASHAWI)
  • Mange børn har været på flugt flere gange i løbet af den ni år lange borgerkrig i Syrien. (Foto: KHALIL ASHAWI)
  • Mere end 900.000 syrere er blevet fordrevet i Idlib, anslår FN. (Foto: KHALIL ASHAWI)
1 / 4

Børn og deres mødre, søstre og tanter udgør de fleste i den største flygtningestrøm på kortest tid, der har været i løbet af hele krigen.

Ifølge

FN
er en halv million børn lige nu på flugt i Idlib-provinsen, efter at det syriske regime sammen med Rusland og med hjælp fra iranske militser har indledt en militær offensiv for at rømme oprørernes sidste tilholdssted i Syrien. Et oprør, der er domineret af jihadisterne i det al-Qaeda-tilknyttede Hayat Tahrir Al-Sham (HTS) og tyrkisk støttede syriske oprørere.

Men som så ofte i den syriske krig farer præsident Assads styrker og Rusland frem uden hensyn til civile liv, mens det internationale samfund ser handlingslammet til. Siden december er over 900.000 syrere blevet fordrevet fra deres tilholdssted i det nordvestlige Syrien. De flygter mod grænsen til Tyrkiet, som ikke længere lukker dem ind. Landet huser allerede over 3,5 million syrere.

Mange i denne nye flygtningestrøm var i forvejen internt fordrevne og flygter nu for tredje, fjerde eller femte gang.

På flugt - igen

13-årige Jinnah Dakashli boede i årevis under belejring og bombardement i sin hjemstavn Ghouta ved

Damaskus
. Så flygtede hun med sin familie til Idlib-provinsen. Og nu er den unge pige på flugt igen sammen med sine forældre og yndlingsbamsen, bjørnen Mimi.

- Jeg ville ønske, jeg kan gå i skole her, siger hun.

  • Jinnah Dakashli, 13 år. Fra øst-Ghouta ved Damaskus: "Vi er lige flygtet fra Maarat al Numan, fordi regimet bombede massivt og overtog byen. Der døde mange, og der var mange sårede. Jeg tog min yndlingsbamse med. Det er bjørnen Mimi. Vi var tidligere flygtet til byen fra Ghouta, hvor vi levede under belejring i flere år. Bombardementerne i Ghouta var helt ufattelige. Folk tror ofte ikke på os, når vi fortæller, hvordan der var i Ghouta. Det var en tragedie." (Foto: KHALIL ASHAWI)
  • Aziza Muhammad Hadajah, 70 år, fra Masaran i udkanten af Idlib: "Jeg har seks børn. Et af dem blev dræbt i kampe, og de andre er med mig her. Jeg bor i et telt med min søn, der er gift og har to børn. Desuden bor konen til min dræbte søn og deres fire børn her også. Før krigen var vi landmænd. Vi blev fordrevet for kun 11 dage siden, og vejen hertil var utrolig svær. Vi lejede nogle biler, og tog nærmest ingenting med os bortset fra nogle tæpper og madrasser, som vi sover på i dag. Det var en underlig følelse at forlade vores hjem. Jeg låste døren og forlod alt. Det mest dyrebare for mig er billedet af min dræbte søn. Men det fik jeg heller ikke med. Nu har jeg kun hans billede på min mobil." (Foto: KHALIL ASHAWI)
  • Abdel Rasak, 15 år: "Jeg plejede at gå i ottende klasse, men stoppede for noget tid siden på grund af bombardementerne. Jeg bor nu i et telt. Vejen hertil var svær. Jeg er ked af, at jeg måtte efterlade min knallert, som jeg lige har købt. Jeg græd, da jeg forlod knallerten, men jeg kunne ikke selvfølgelig køre på den hele vejen." (Foto: KHALIL ASHAWI)
1 / 3

Familien bor i et telt. Andre flygtende bor under åben himmel. De allerede

eksisterende
lejre med internt fordrevne er fyldte og de humanitære organisationer kæmper for at følge med.

Tæt ved byen Azaz langs grænsen til Tyrkiet er en teltdug slået op mellem træerne i en plantage. Udenfor ligger et enkelt solcellepanel.

FN
advarer om, at intet mindre end 'den største humanitære gyserhistorie i det 21. århundrede' kan være på vej, hvis ikke en
våbenhvile
indtræder.

I den sprogbrug ligger der måske også et forsøg på at få verden til at reagere. Ofte har syrerne været overladt til skæbnen.

Notesbøger fyldt med tragedier

Omtrent siden krigens begyndelse i 2011 har jeg dækket konsekvenserne for Syriens civile i de oprørskontrollerede områder. Mine gamle notesbøger er fyldt med desperate opråb og stille konstateringer fra en krig, der har slået omkring en halv million mennesker ihjel.

Efter giftgasangrebet ved

Damaskus
, der i 2013 tog livet af hundredvis af syrere og førte til, at regimet gik med til at afhænde sit kemiske våbenarsenal, sagde en læge på et felthospital i en kælder i Yabrud tørt, at de fleste syrere jo 'for det meste bliver slået ihjel med konventionelle våben'.

  • Hadijah, 6 år. Fra Khan al Sibl i udkanten af det sydlige Idlib: "Jeg flygtede med hele min familie for tyve dage siden. Vi blev transporteret i en bil, hvor vi sad i kø i et par dage. Vejen var meget lang, og det var virkelig koldt. Vores ting, der lå på bilens tag, blev våde på grund af regn. Jeg nåede ikke at tage ting med. Der var heller ikke plads til mit legetøj. Jeg er ikke begyndt i skole, fordi vi blev fordrevet. Nu bor vi i en plantage tæt på den tyrkiske grænse." (Foto: KHALIL ASHAWI)
  • Hassan, 6 år: "Jeg bor i et telt med min far og mor og tre brødre. Jeg flygtede med min familie på en lastbil. Jeg sad helt bagest i lastrummet. Vi flygtede fra en landsby, hvor vi havde boet i to år. Før det flygtede vi fra en landsby vest for Aleppo. Jeg plejede at have en kasse med legetøj, men jeg kunne ikke tage den med, for vi skulle skynde os ud og der var bombardementer." (Foto: KHALIL ASHAWI)
  • Mohammad, 8 år: "Vi skyndte os da vi flygtede, fordi der var bomber. Bomberne var virkelig voldsomme. Hele min familie er nu i denne lejr. Jeg gik i skole indtil tredje klasse, men her er der ingen skole. De fleste drenge i de her telte går ikke i skole. Men det er også fordi, der heller ikke er nogen lærere." (Foto: KHALIL ASHAWI)
1 / 3

I 2014, på tre-årsdagen for krigens begyndelse, inden de massive flygtningestrømme satte mod Europa i 2015, skrev jeg om 'katastrofen, som vi ikke vil se'.

- Hvornår vil blodbadet og katastrofen i det hårdt prøvede land høre op? Spurgte jeg, uden at kunne give noget kvalificeret svar.

Miraklet i Aleppo

I ny og næ dukkede et mirakel op. Som da den tidligere jurastuderende Ahmad al-Ahmads kone fødte tvillinger midt i regimets belejring af det østlige Aleppo.

- Efter have ledt i lang tid, fandt vi et felthospital under jorden. Vi kunne høre flyene og bomberne over os, skrev han til mig, efter sønnerne var født.

- Jeg kan flyve, jeg har nye følelser, jeg aldrig har vidst fandtes.

Men ikke længe efter fødslen døde den ene af tvillingerne, og noget tid efter måtte Ahmad og familien flygte til Tyrkiet.

Europa og Danmark opdagede for alvor krigen, da flygtninge i 2015 gik i land på turisternes badestrande i Sydeuropa og

vandrede
ad Sønderjyske Motorvej, uden udsigt til at krigen i deres land ville få en ende.

Tværtimod opstod en krig i krigen.

  • En gruppe flygtninge har fundet ly i denne skov i Idlib-provinsen. (Foto: KHALIL ASHAWI)
  • Nogle flygtninge bor i telte, mens andre må sove under åben himmel. Ofte i meget lave nattegrader. (Foto: KHALIL ASHAWI)
  • En af de mange syriske børn, der er på flugt. (Foto: KHALIL ASHAWI)
1 / 3

På flugt fra tøndebomber

Terrororganisationen Islamisk Stat havde indtaget enorme områder og terroriserede og halshuggede syrere, som levede under deres kontrol. IS udgjorde også en trussel mod Vesten, og derfor forsvandt de vestlige landes handlingslammelse i Syrien, da den internationale

koalition
til bekæmpelse af IS sammen med lokale styrker fik tilbageerobret terrororganisationens territorier.

I disse dage minder strømmen af flygtende syrere i Idlib os om, hvor længe krigen egentlig har varet. Eller hvor lang tid ni år føles, hvis man lever i en

undtagelsestilstand
.

I byen Darret Ezza i det nordvestlige Syrien mødte jeg i 2014 en familie, der boede i et forhenværende hønsehus. De var flygtet fra

regimets
tøndebomber i Aleppo, og sønnen Ahmed på dengang fem år kunne stadig ikke tale. Familie beskyldte krigen for at have taget hans ord.

Forleden blev den tavse drengs tilflugtsby angrebet igen. Det var ikke jihadister, bomberne ramte, men to hospitaler.

Selva griner, når bomberne falder

På tærsklen til at krigen går ind i sit tiende år, er den mest sigende detalje om livet i Syrien og den nuværende offensiv og humanitære krise i Idlib muligvis en barnelatter. En video er gået viralt, hvor Abdullah Mohammed sidder med sin fire-årige datter Selva. De er begyndt at lege en leg, der kun kan opfindes i en

krigszone
. Da en bombe slår ned udenfor, griner Selva og hendes far højt og længe.

Deres desperate overlevelsesstrategi fremstår som et symbol på syriske

civiles
ultimative handlingslammelse. De mange nye fordrevne har få steder at søge
tilflugt
- langs den tyrkiske grænse, der allerede bugner med flygtede. Noura Hamdi fra en landsby i Idlib-provinsen fortæller, hvordan hun, hendes mand og parrets 3-årige datter overnattede flere dage i familiens bil.

- Det var et bedre alternativ end i det fri. Og vi er heldige at have en bil, siger hun.

Samtidig minder videoen med fire-årige Selva os om alle de børn, der er født i løbet af ni års konflikt. Og stadig vokser op i de voksnes kaos.

Det vil være på sin plads at dedikere dette års status på krigen til netop dem.