Puk Damsgård: Kun et spørgsmål om tid før kurdernes drøm om en lomme midt i krigstragedien ville briste

Her fortæller DR's mellemøstkorrespondent om kurdernes eksperiment, der har udspillet sig midt i vor generations største krigstragedie i Syrien, for næsen af ærkefjenden Tyrkiet og med støtte fra en allieret, der har andre prioriteter.

Det var en såret ko under et tæppe langs den tyrkiske grænse, som et øjeblik fik mig til at fortryde min første rejse ind i det kurdisk dominerede nordøstlige Syrien i efteråret 2013.

På det tidspunkt var jeg ellers blevet en habil grænseløber.

I halvandet år havde jeg rapporteret fra den syriske revolution, der hurtigt udviklede sig til en borgerkrig, da præsident Bashar al-Assads regime slog brutalt ned på fredelige demonstranter.

Jeg havde krydset grænsen til Syrien illegalt med smuglere gennem Libanons bjerge, sejlende i en rund gryde over en flod, gemt på ladet af en traktor, liggende i bunden af en pickup.

Ruten fra Tyrkiet til de oprørskontrollerede og siden IS-kontrollerede dele af Syrien havde ofte været lettere. Tyrkiet støttede fra begyndelsen oprørerne og siden islamisterne… også dem i Islamisk Stat (IS).

Sammen med horder af syriske oprørere og udenlandske krigere var jeg midt på dagen vandret fra Tyrkiet ind i Syrien under en strålende sol gennem et hul i hegnet, mens grænsevagter kiggede den anden vej eller ligefrem hilste.

Eller jeg krydsede officielt ved grænseposter, hvor tyrkiske papirnusser-officerer exit-stemplede mit pas.

Anderledes var det at krydse grænsen ind til den del af Syrien, kurderne kalder Rojava, hvor de dominerer. Det var her, jeg i mørket pludselig anede koen, der lå i smerte med et tæppe over sig.

- Hvad er der sket med den, spurgte jeg smugleren, som skulle vise mig over grænsen.

- Den er gået på én af minerne herude. Dens ben er ramt… men don't worry, svarede han.

Vejen over grænsen

For at komme ind til Rojava på det tidspunkt skulle jeg forcere sammenrullet pigtrådshegn under kraftigt spotlys, hvor en tyrkisk militærpatrulje kørte forbi hver tiende minut.

Jeg skulle spæne over minerede pløjemarker med fare for at ende som koen.

Mens islamister og udenlandske krigere daskede frem og tilbage over grænsen længere mod vest, var det ved de kurdiske områder i det nordøstligste hjørne af landet forbundet med livsfare og amputation at trænge over grænsen til det kurdiske eksperiment, der udfoldede sig midt i den brutale borgerkrig.

En syrisk dreng ser på, mens tyrkiske styrker patruljerer ved grænsen, her uden for Tal Abyad, nord for Ain Issa. (Foto: Delil Souleiman © AFP or licensors)

Grænselandsarkitekturen tydeliggjorde, at Tyrkiets fjender ikke var oprørere eller Islamisk Stat, men den kurdiske milits YPG og den autonomi, kurderne var i færd med at forme langs den 900 kilometer lange grænse til Tyrkiet.

YPG er søsterorganisation til den forbudte militante organisation PKK i Tyrkiet, som er på Tyrkiets, USA og EU's terrorlister, og hvis uafhængighedskamp har kostet over 40.000 menneskeliv de seneste årtier.

Derfor var det med Tyrkiets øjne aldeles uacceptabelt, da USA og den internationale koalition til bekæmpelse af Islamisk Stat i 2015 allierede sig med og trænede de kurdiske styrker i Syrien.

Derfor er Tyrkiets seneste offensiv længe ventet, og den truer nu kurdernes projekt, som var i hastig udvikling den efterårsnat, hvor jeg kravlede gennem pigtråden ind i Rojava.

Opbygning i Syriens ruiner

Mens byer og landsbyer i Syrien blev lagt i ruiner af syriske bombefly og artilleri i en krig, hvor regimet også nervegassede sin egen befolkning, havde kurderne i det nordøstligste hjørne af landet valgt en anden strategi end den syriske opposition og oprøret.

Kurderne lod sig ikke opsluge og tilintetgøre af krigen. De udnyttede i stedet begivenhederne til deres fordel.

Som den kurdiske politiker Aldar Xhalil dengang sagde på sit kontor i kurdernes hovedby Qamishli:

- Vi bryder os ikke om, at regimet stadig er her. Men hvis vi forsøger at få dem ud, sker der det samme som i mange andre af Syriens byer. Qamishli bliver sønderbombet. Vi vil bygge op, ikke destruere, bebudede han.

Mange steder hænger der store plakater og bannere af den syriske præsident, Bashar al-Assad (tv), der her ses sammen med russiske Vladimir Putin. (Foto: George Ourfalian)

Xhalils kontor lå to blokke fra regimets officielle bygninger, hvor et banner dækkede hele facaden med Bashar al-Assad i girafstørrelse.

På billedet så hans hals ekstra lang ud, selvom hans magt nu var begrænset. Til stor irritation for den syriske opposition havde kurderne lavet en aftale med regimet, der betød, at parterne tålte hinanden.

Opbygningen af noget nyt

Kurderne øjnede nye muligheder, inklusive den åbenlyse fordel, som Xhalil refererede til: I kurdernes områder blev der ikke bombet - men opbygget.

Og det, der især blev bygget, var en ny politisk administration og en autonomi, som Syriens kurdiske befolkning havde drømt om i årevis under et undertrykkende Assad-regime, hvor den kurdiske minoritet eksempelvis ikke måtte lære kurdisk i skolerne.

Amerikanske styrker har trænet og leveret våben til den kurdiske milits, som har været allieret i kampen mod Islamisk Stat. (Foto: Delil Souleiman © AFP or licensors)

Nu havde regimet trukket sig fra de fleste byer, undtagen fra lommer i byerne Qamishli og Hasaka, som de delte med kurderne.

Mange syriske oprørere mente, at kurderne “sidder på hegnet og venter”, som en oprører meddelte mig i den oprørskontrollerede østlige del af storbyen Aleppo.

Ifølge ham burde kurderne tilslutte sig oprøret og ikke “som kujoner” vente på, at andre gjorde arbejdet og fik afsat Assad-regimet.

Men i Aleppo såvel som i andre egne og hjørner af oprøret blev rebellerne stadig mere hærdede, forråede og islamistiske i deres tilgang. De blev opslugt af grupper som Jabhat al-Nusra, det syriske al-Qaeda, hvilket skræmte kurderne.

Selv hvis nogle kurdere havde støttet opstanden mod Assad, som de på ingen måde forgudede, virkede det ikke fremtidssikret at gå i takt med den brogede skare af oprørere.

Den kurdiske drøm

I Rojava brugte kurderne i stedet tiden på at vejre morgenluft.

Det nordøstlige Syrien blev en nærmest surrealistisk fredelig lomme midt i en krigstragedie. Mens hundredetusinder blev dræbt og millioner fordrevet i andre dele af landet, udviklede kurderne politiske strukturer med fokus på ligestilling og kvinders rettigheder.

Deres stærkt venstreorienterede projekt var mere pluralistisk og inkluderende og med øje på minoriteternes rettigheder.

Skolerne introducerede endelig kurdisk-undervisning, selvom regimet stadig betalte lærernes lønninger.

Og der herskede den særlige euforiske stemning, som kun indfinder sig, når nogen udlever en drøm, mens de kniber sig i armen for at sikre sig, det faktisk er virkelighed.

Senere besøgte jeg et akademi, hvor arabere, kristne og kurdere trænede i de nye politistyrker, der skulle frigøre mænd og kvinder i YPG fra hverdagstjek i kontrolposter, så de kunne koncentrere sig om at bekæmpe de islamistiske grupperinger.

Som en rekrut, Qassem Omar, i politistyrkerne fortalte mig, mens han marcherede med knæene højt løftet i takt:

- Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at jeg ville opleve denne historiske tid.

Alliancen med YPG

Helt rosenrød var kurdernes administration dog ikke. Menneskerettighedsorganisationer kritiserede, at det politiske system ofte fungerede som en et-parti-stat med begrænset plads til kritik, og at der på trods af øget inklusion skete marginalisering af arabiske grupperinger.

På samme tidspunkt som kurderne udviklede deres semiautonome områder som en stat i staten, voksede terrororganisationen Islamisk Stat i både Syrien og Irak og indtog enorme landområder.

Og der gik ikke længe, før IS også blev en trussel i de kurdiskkontrollerede områder, såvel som for resten af verden. Da den internationale koalition skulle finde en allieret til at udkæmpe krigen mod Islamisk Stat på jorden i Syrien, fandtes kun ét valg.

Den forhenværende amerikanske præsident Barack Obama (th.) gjorde sig upopulær hos Recep Tayyip Erdogan, da USA allierede sig med YPG. (Foto: Saul LOEB © AFP or licensors)

Med præsident Barack Obama ved rorpinden udviklede og trænede koalitionen styrken, de kaldte Syriske Demokratiske Styrker (SDF), hvor YPG udgjorde rygraden.

Dermed havde USA og landene i koalitionen - herunder Danmark - allieret sig med en milits med tætte ideologiske og militære bånd til PKK i Tyrkiet.

En organisation, der også er på Danmarks terrorliste.

Fra den dag var det kun et spørgsmål om tid, før Tyrkiets præsident Erdogan ville blive nødt til at reagere. For Tyrkiet var YPG en større trussel mod landets nationale sikkerhed end Islamisk Stat.

Krigen mod Islamisk Stat

Med oprettelsen af SDF, som også bestod af arabere og andre krigere, forsøgte koalitionen at nedtone og usynliggøre YPG's tætte forhold til PKK.

Mens fokus var rettet mod at bekæmpe Islamisk Stat, var der dog, når man befandt sig i det nordøstlige Syrien, et betydeligt PKK-aftryk.

Prokurdiske protester for at få PKK-leder Abdullah Öcalan løsladt. (Foto: Vincent kessler)

Portrættet af den i Tyrkiet fængslede PKK-leder Abdullah Öcalan prydede diverse militærbaser. I frontlinjen i IS-kalifatets hovedby Raqqa fik jeg instrukser om ikke at filme visse SDF-krigere.

- Han er fra den anden side af grænsen, blev der hvisket. Ofte mødte jeg YPG-krigere, der påstod at være fra Kobane i Syrien, men som ikke talte arabisk. De var tydeligvis fra Tyrkiet.

Selvom SDF også bestod af arabere, forblev ledelsen kurdisk domineret, og amerikanske soldaters tilstedeværelse i de kurdiskkontrollerede områder og støtte til krigen mod Islamisk Stat gjorde kurderne bedre i stand til at kæmpe.

USA blev for kurderne en garanti for, at Tyrkiet undlod en storstilet offensiv mod YPG og SDF i områder, hvor NATO-partneren havde baser.

Dette afholdt dog ikke Tyrkiet fra med hjælp fra tyrkisk-støttede syriske oprørere at invadere det kurdiskdominerede område Afrin længere mod vest i begyndelsen af 2018. Ifølge FN blev over 150.000 mennesker drevet på flugt, og sidste år holdt kurderne en konference i Qamishli, der omhandlede etnisk udrensning af kurderne i Afrin.

  • Der var en nærmest euforisk stemning i Raqqa den oktoberdag i 2017, fortæller fotografen Erik De Castro, der har taget billedet af en civil kvinde, som takker SDF-styrkerne. Flere af hendes familiemedlemmer, inklusive to døtre og hendes søn overlevede ikke. (Foto: Erik De Castro)
  • Den kurdiske milits YPG har været en af USA's nærmeste allierede i kampen mod IS. Her ses soldater i Raqqa i sommeren 2017 på vej ud for at bekæmpe IS-militante i nærheden. (Foto: GORAN TOMASEVIC)
  • Syriske demokratiske styrker (SDF) efter Raqqa blev befriet i 2017. (Foto: Erik De Castro)
  • Syriske demokratiske styrker dansede i Raqqa efter befrielsen. (Foto: Erik De Castro)
  • SDF-flag blev plantet på Naim-pladsen efter befrielsen. (Foto: Rodi Said)
1 / 5

Da Raqqa, en arabisk domineret by længere mod syd, blev tilbageerobret fra Islamisk Stat i oktober 2017, overtog et lokalt råd kontrollen, mens SDF stod for sikkerheden.

Dermed var kurderne rykket ind i områder, de ellers ikke dominerede.

Men at sætte deres lid til amerikanernes beskyttelse var som at tisse i bukserne for at holde sig varm.

Koalitionen og amerikanerne havde på intet tidspunkt udstedt garantier om at stå last og brast med kurderne uden for missionen om at bekæmpe Islamisk Stat.

Da jeg i december sidste år igen mødte den kurdiske politiker Alder Xhalil, var humøret mærkbart anderledes end i 2013.

- Det er kun et spørgsmål om tid, før Tyrkiet angriber, bemærkede han og tilføjede:

- Og hvad gør amerikanerne så?

Svaret hang i luften. Den velbevandrede politiker vidste godt, at USA ikke ville ofre en NATO-partner for at beskytte det kurdiske projekt.

USA's beslutning om at trække sine styrker ud af det nordlige Syrien er blevet skarpt kritiseret, og rundt om i verden har der været store protester. Her ses en demonstrant i New York. (Foto: Albin Lohr-Jones © Albin Lohr-Jones)

Dog havde han nok ikke forestillet sig, at den amerikanske præsident uden de store forberedelser pludseligt ville trække soldater væk fra grænseposter og dermed bane vejen for en tyrkisk offensiv, der kan vise sig at være en uhensigtsmæssig beslutning - også set med USA's terrorbekæmpelses-øjne.

Kurderne holder tusindvis af IS-fanger og deres familier i fængsler og lejre. I måneder har de appelleret til verdens lande om at tage deres respektive statsborgere hjem.

Kun få dage inde i offensiven flygtede IS-familier fra en lejr i Ain Issa.

Samtidig blev kurderne presset til at indgå en aftale med det syriske regime om at komme tilbage til en del af områderne langs grænsen for at undgå det, de kalder en massakre.

USA står med beslutningen om tilbagetrækningen nu i en situation, hvor amerikanerne overgiver indflydelse til Rusland, Iran og det syriske regime. Og kurderne er efterladt alene med deres projekt omgivet af Tyrkiet, præsident Assad, Rusland og Iran.

Det dødsdømte kurdiske projekt?

Det er stadig uklart, hvad den nye situation vil betyde for det kurdiske politiske projekt i Rojava på sigt.

Det afhænger blandt andet af, hvilken magt de må overgive til det syriske regime.

Men faktum er, at Assad ønsker at generobre hele Syrien. Og han takker ikke nej, når han ligefrem bliver inviteret indenfor.

Kurdernes ideologiske og politiske projekt var ellers i fuld gang. Da jeg i juli i år besøgte den kvindelige YPJ-milits på en base i Raqqa, var de i færd med at kæmpe uden våben.

Kvindelige krigere fra YPJ under en militærparade efter at have drevet IS ud af Qamishli. (Foto: Rodi Said)

"Den virkelige kamp", som de sagde. De kørte informationskampagner og hvervede unge, arabiske kvinder fra Raqqa til deres milits. De talte om kvinderettigheder og ligestilling.

For nogle af de unge nye rekrutter var livet i uniform en personlig hævn over årene med Islamisk Stat eller et tiltrængt pusterum fra familiepres for giftermål.

Men til et kvindemøde i Raqqa, hvor arabiske kvinder var mødt op for at tale om fremtiden efter Islamisk Stat, luftede flere deres bekymring over kurdernes dominans.

Det stærkt venstreorienterede projekt havde nok fokus på en administration med demokratiske begreber som ligestilling, decentralisering, minoritetsrettigheder og inklusion - men araberne blev ikke hørt i tilstrækkelig grad, lød kritikken.

I øjeblikket er det umuligt at spå om fremtiden i det nordøstlige Syrien.

Nogle vil argumentere, at det kurdiske projekt, der voksede ud af en borgerkrig midt i et af de mest betændte hjørner af Mellemøsten med ærkefjenden som nabo og med myriader af verdenspolitiske interesser omkring sig, ikke er realiserbart på sigt.

Eller for at sige det lige ud: Rojava er stadig Syrien.

Inden offensiven kontrollerede kurderne omkring 460 kilometer langs den tyrkiske grænse.

På kortet her kan du se den sikkerhedszone, som Tyrkiet ønsker at oprette i Syrien:

Den tyrkiske offensiv markerer en ny front i den syriske krig, som nok handler om Tyrkiets nationale sikkerhedsinteresser og som har sendt tusindvis af kurdere på flugt, men som spiller ind i den større fortælling om krigen i Syrien og magtforholdene, der igen er ved at blive redefineret.

Den sårede ko, der lå under tæppet den efterårsnat i 2013, varslede på en måde, hvad der ville være på vej. Det var kun et spørgsmål om tid. En midlertidig udsættelse af det uundgåelige.

Du kan få et hurtigt overblik over den seneste uges udvikling i det nordlige Syrien her: