Puk Damsgård møder kalifatets sidste flygtninge: 'Jeg var bange for mine egne børn - de blev som IS'

Børn af yazidi-familier er flygtet ud af IS’ sidste lomme i Syrien.

En af drengene gemmer sig for omverdenen i stuen, der emmer af vrede, frustration og sorg. (Foto: Puk Damsgård)

I Syriens forårsgrønne landskab malker en kvinde sin ko.

Nogle gæs dypper fødderne i en vandpyt, og en bedstemor fodrer høns sammen med børnebørnene, mens de yngre kvinder bøjer sig over deres marker.

På landet i det nordøstlige Syrien går livet sin rolige gang.

Rundt om i de små landsbyer er imidlertid ankommet gæster. Mennesker, der netop har brug for roen, tiden og omsorgen.

Madiha putter sig under et tæppe på en madras i hjørnet af en stue.

Ligesom tusinder af yazidier blev hun kidnappet af Islamisk Stat 3. august 2014 sammen med sine tre døtre Marwa, Maria og Mina.

Datter og brødre blev dræbt

Nu har hun kun Marwa på 8 år og Maria på 7 år tilbage.

Marwa på 8 år taler bedre usbekisk og arabisk end hendes modersmål kurdisk, efter at hun boede med sin mor hos en usbekisk IS-kriger i over 4 år. (Foto: Mads Køngerskov)

Mina blev for nyligt dræbt i et luftangreb ved IS’ sidste lomme, inden det endelig lykkedes Madiha at flygte.

Først efter flugten fik hun nyheden om, at hendes brødre blev dræbt i nedslagtningen af yazidi-folket de dage i august 2014, hvor hun og hendes børn blev taget til fange.

I over fire år har hun været slave hos en IS-kriger fra Usbekistan med krigernavnet Abu Khaled al-Usbeki.

Og det usbekiske IS-hjem, hun og døtrene har været tvunget til at leve i, fornægter sig ikke. Marwa og Maria taler usbekisk til hinanden, mens de leger i stuen.

- De var tvunget til at blive undervist på usbekisk. Og Koran-undervisningen foregik på arabisk. Jeg måtte ikke tale kurdisk, og derfor er mine piger nu bedre til at tale usbekisk og arabisk end deres modersmål, fortæller Madiha.

"De forstod ikke, at vi boede hos fjenden"

Hun er spinkel. Håret er sat op i en knold, og hendes hud er bleg.

I 4,5 år levede hun som slave og i konstant angst for at hendes døtre blev taget fra hende og solgt.

- Jeg forsøgte at minde dem om deres rødder og talte kurdisk til dem, når ingen hørte det. Men de forstod ikke, at vi boede hos fjenden. Flere gange blev jeg slået, fordi pigerne havde sagt til usbekerne, at de er yazidier, fortæller hun.

- Til sidst… det gør så ondt at sige, men jeg var simpelthen bange for mine egne børn. De blev som IS. Jeg kunne ikke betro dem nogle hemmeligheder eller blot minde dem om vores rødder, siger Madiha.

Børn af det yazidiske mindretal er under IS-kontrol blevet frarøvet deres identitet, deres sprog og deres forældre.

Madiha er blandt de heldige, der fik lov at beholde sine børn hos sig i fangenskab.

Nu undrer alle kurdisktalende i stuen sig, hver gang døtrene taler sammen. Ingen forstår deres fremmede sprog.

Drenge flygtede alene fra IS

I en anden landsby tæt på byen Hasakah er ankommet 11 drenge.

De er få dage forinden flygtet ud af den sidste IS-lomme ved Bagouz ved grænsen mellem Irak og Syrien akkurat som Madiha.

Drengene, der er mellem syv og 15 år, er flygtet alene. For da IS kidnappede dem, blev de skilt fra deres forældre.

En af drengene som venter på at blive genforenet med sin familie. (Foto: Puk Damgsgård)

Jeg træder ind i stuen, hvor de i øjeblikket bor. De sidder langs væggen, hvor de også sover om natten.

Deres beskidte, lange hår er blevet klippet. De har fået nyt tøj. To af dem har valgt et rødt og grønt fritidssæt med militærmønster.

Én af drengene er sløj og ligger under et tæppe, mens en ældre dame våger over ham.

Vil ikke fortælle om fire års fangenskab

Deres udtryk er på én gang hårdt, sårbart, forvirret, skeptisk og uopnåeligt.

Rummet er fyldt med følelser i alle retninger. For hvor skal de rette deres afmagt og frustration hen?

Drengene er flygtet sammen og er helt ned til syv år gamle. (Foto: Puk Damsgård)

Én af drengene ser vred ud og ryster på hovedet, da den ældste på 15 år, Saddam, indvilger i at tale med mig.

Han har viklet et tørklæde om hovedet og foran munden. Han har et sår på venstre hånd og siger at han har hovedpine.

- IS registrerede folk, der ville ud af Bagouz. Jeg registrerede mig ikke. Jeg sneg mig udenom og hoppede ind i et køretøj, fortæller han om flugten, han foretog med de andre drenge, der sammen med flere tusinde er blevet evakueret fra IS-zonen de seneste dage.

Han har opholdt sig i mange byer i IS-kalifatet i både Irak og Syrien uden mulighed for at flygte.

- De lærte os om Koranen, siger han, men vil ellers ikke sige, hvad han lavede i de mere end 4 år hos IS.

"Jeg vil hjem"

En af drengene med rastløshed i sin spinkle krop blander sig.

- Det er kedeligt at være her. Jeg vil videre, siger han vredt.

En anden dreng spørger bebrejdende:

- Hvorfor har du ikke taget en mobil med til mig? Jeg vil have en mobil. Jeg vil ringe til min søster.

- Har du ikke talt med hende endnu?

- Jo, men jeg vil have en mobiltelefon.

Følelserne stritter i alle retninger hos drengene, som var blandt IS' sidste fanger. (Foto: Puk Damsgård)

I lommen har han en lap papir med nummeret til sin søster, der bor i Dohuk i det kurdiske Nordirak.

- Jeg vil hjem. Alle griner bare af os og bilder os ind, at vi kommer hjem i morgen. Det har de sagt flere dage nu, fortsætter han.

8-årig husker luftangreb og morterer

Drengene kender hinanden, for de har opholdt sig sammen under IS.

Da de forlod deres sidste tilholdssted i Bagouz boede de i telte i den lejr, hvor de sidste IS-folk forsøger at holde skansen.

Drengene fortæller, at de ikke har haft adgang til mobiltelefon. En af dem, der er sløj, har fået lov at låne en mobil. (Foto: Puk Damsgård)

Jeg spørger, om de fik nok at spise, da jeg har hørt flere udsagn fra nyligt flygtede om, at der til sidst ikke var mad nok.

- Det var fint nok. Der var bønner og linser på dåse. Så det passer ikke, siger Saddam, nærmest fortørnet over spørgsmålet.

En dreng piller ved snoren i sin hættetrøje, mens 8-årige Wasim fortæller.

- Der var luftangreb og morterer.

- Var du bange?

- Nej, slet ikke

- Hvorfor ikke?

- Fordi jeg er vant til det.

3000 yazidier er savnet

Drengenes familier har levet i uvished om deres skæbne, og mange af dem har mistet familiemedlemmer, der er blevet dræbt.

For eksempel 15-årige Saddam, hvis far blev slået ihjel af IS. Omkring 3000 yazidier er stadig savnet.

En af drengene sidder for sig selv lænet op ad væggen, krummet sammen og med sin hætte trukket over hovedet. På en måde opsummerer det stemningen i stuen.

Ziyad Avdal er manden, der i disse dage kører i pendulfart mellem ørkenen, hvor tilfangetagede yazidier i øjeblikket kommer ud og de forskellige landsbyer, der huser dem, indtil de kan vende tilbage til deres familier.

- En del af børnene var så små, da de blev kidnappet, at de ikke længere erindrer hvor de er fra eller hvem de er. De taler ikke deres sprog - hvis de da overhovedet taler, siger han.

- Vi fornemmer, at de er trænede i intet at sige. Det er meget få, der taler grimt om deres oplevelser eller de IS-folk, de har boet hos, fortæller Ziyad Avdal.

Lang rejse til et almindeligt liv

Islamisk Stat opfatter yazidi-folket som kættere, og propagandaen overfor børnene har franarret dem deres identitet.

- Forleden fandt vi to yazidi-børn i en lejr. De havde ikke sagt til nogen, at de er yazidi, fortæller Ziyad Avdal.

Inden længe vender de 11 drenge tilbage til dem i deres familier, der stadig er i live.

Maher, Milad, Sajad, Mazen, Rushma, Dilwar, Wasim, Fawad, Mustafa, Dilber og Ayad har en lang rejse foran sig, før de kommer tilbage til et almindeligt liv.

Måske endnu længere end den rejse, de har været på hos Islamisk Stat i over fire år.

De tre drenge til højre er netop kommet ud fra IS-kontrol. De er på vej væk fra stuen og går ud på marken. (Foto: Puk Damsgård)
Facebook
Twitter