Den syriske by Homs er centrum for protesterne mod Assads diktatur. I flere uger har byen været under konstant beskydning med mange civile dræbte.

Som den første danske journalist har DR's mellemøstenkorrespondent Puk Damsgård været i Syrien tæt på byen Homs.

Her er hendes personlige beretning:

Jeg vågner hverken ved lyset, der trænger gennem de hvide gardiner eller på grund af kulden i værelset. Jeg slår derimod øjnene op, fordi jeg hører en uhyggelig lyd. Et bæltekøretøj - på vej forbi huset.

Fotografen Peter Thorsøe sover som forstenet med hovedet begravet under et tæppe. Han må op, for hvad nu, hvis det syriske militær er ved at trænge ind i byen, ind i vores kvarter? Mange syreres daglige frygt griber nu mig.

- Peter, Peter, kalder jeg.

Han kommer på benene og kigger ud. Heldigvis fortæller vores vært helt roligt, at det er et bæltekøretøj, som oprørerne fra den frie syriske hær har overtaget, efter at køretøjets soldater deserterede. Dagens første og eneste gode nyhed.

Under angreb

Snart begynder angrebene - de korte, pludselige brag mod jorden - undtagen dem, der er rigtig tæt på - så bliver jeg advaret et par sekunder før de rammer, lærer jeg hurtigt. Jeg hører deres hylende bane over mit hoved, inden lyden af skrammel, der falder ned og ødelægger.

Himlens dødelige fugl skånede mig denne gang. Til gengæld angreb den naboen tre huse væk. Jeg kan se røgen fra terassen.

Ikke borgerkrig men brutalt regime

Jeg tænker på, at verden taler om, at der er ved at udvikle sig borgerkrig mellem de forskellige sekteriske grupperinger her i Syrien. Jeg kan ikke få øje på den, hvor jeg er.

Jeg ser i stedet et brutalt regime, der har omringet byen med 17 tjekposter og cirka 2000 soldater. Et regime, der sender mortergranater hårrejsende tilfældigt ind over en civilbefolkning. Det er ikke længere muligt for præsident Bashar al-Assad at skjule sit foretagende. Hvis man er her, er det åbenlyst, hvad der foregår.

Embedded hos oprører

Jeg er blevet ført illegalt over grænsen fra Libanon til Syrien af et organiseret netværk af aktivister og smuglere. Jeg bor hos en oprører.

På den måde er jeg "embedded". Men min vært blander sig meget lidt i, hvad jeg laver, eller hvem jeg taler med. Han hjælper mig så godt, han kan og siger "dont worry", hver gang et nyt brag høres i nærheden. Er det en trøst, at hans hus endnu ikke er blevet ramt, tænker jeg.

Skred fra den syriske hær

Den første, jeg møder over en kop te, er Ibrahim. En høj fyr på 29 år med hustru og barn men med udslukte øjne. Han er skredet fra sin militærservice. Han kunne ikke klare mere og holder sig nu oppe på det slogan, han gentager for sig selv:

- Frihed er lig med blod, frihed er lig med blod.

Ibrahim hjælper i stedet som frivillig på et hemmeligt felthospital, der er oprettet, fordi hæren har indtaget byens offentlige hospital. Det er derfra, militæret skyder mod civilbefolkningen. Som doktor Kassem på det interemistiske hospital, der optager en almindelig dagligstue med modtagelse på et stykke plastik i entreen, udbryder:

- Ja, de behandler ikke folk på det offentlige hospital, de skyder dem.

Hårdt sårede på briksen

Doktor Kassem er en buttet, lattermild mand. Men det er som om, han bliver nødt til at grine endnu højere for at kunne udholde smerten.

Dagen før tog han imod dræbte medborgere, der var sprængt til ukendelighed. Nu ligger en mand på briksen, som er blevet skudt gennem hovedet. Der bliver pumpet blod op af hans lunger, mens en evakuering til Libanon bliver forberedt. Og i lommen opbevarer doktor Kassem en liste, som han konstant opdaterer. Listen over al den medicin hospitalet mangler.

Jeg træder ind i stuen hos en familie. Overhovedet organiserer oprøret over en walkie talkie og en fastnetlinie. Moderen sidder i hjørnet af sofaen og græder.

- Det gør hun hele tiden, hvisker en søster. Moderens søn sidder fængslet i Damaskus og så er der angrebene, og alle de andre dræbte, hun mindes.

Skæbner i hvert et hus

Bare i den gade jeg bor i, kan jeg gå ind i hvert et hus og få en historie om tab og overgreb. Genboens søn blev dræbt af hæren, fordi han deserterede. Fader Abdul fik sønnen hjem som en livløs krop.

Nu sidder han tilbage med en vrede og et nusset pasbillede af sønnen i lommen.

- Assad agter at blive siddende, om han så skal skære alle vores hoveder over. For ham er vi blot en flok får. Hvis jeg fik fat i ham, ville jeg skære halsen over på ham, siger Abdul hævntørstigt.

Sønnen hos naboen til venstre for huset er kommet sig, efter at han blev skudt i benet. Og en fætter i den familie, jeg lige nu besøger, blev skudt gennem munden, da han kørte hen til én af militærets tjekposter.

Det er umuligt at møde et menneske her, der ikke har en historie.

Byen er primært befolket af sunni-muslimer og en mindre gruppe kristne. Syriens befolkning er delt op i mange forskellige etniske og religiøse grupperinger og mindretallene som f.eks. alawitterne, som Assad tilhører, og de kristne har udtrykt stor bekymring for, hvad der vil ske, når Assad er væk.

Ofte er deres bekymring så stor, at de ikke kan eller vil anerkende de blodsudgydelser, som regimet påfører sin egen befolkning under påskud af, at styret blot forfølger bevæbnede militante grupper. Mindretallene frygter, hvordan et liv vil blive under sunnimuslimsk dominans.

Salafismens strenge ansigt

En aften oplever jeg en snert af, hvad det kan være, Syriens mindretal er så bange for. Jeg befinder mig i et rum på felthospitalet, hvor læger, oprørere og forbipasserende hænger ud for en snak. Fjernsynet kører med brutale billeder fra andre byer i Syrien, walkie talkien larmer med konstante meldinger, mens sårede bliver kørt ind i hospitalets trange lokaler i rummet ved siden af.

Der sidder kun mænd omkring mig. Mange af dem med fuldskæg. De tilhører den særlige sunnimuslimske gren, salafismen, som er den mest strikse og rettroende.

Mortergranaterne falder med korte intervaller, og der er skudsalver ikke langt herfra. Jeg skulle have været hjemme hos min vært for længst, men jeg tør ikke bevæge mig nogen steder, som situationen udvikler sig nu.

Mens jeg sidder og venter med krigen buldrende udenfor døren, bliver jeg pludselig irettesat af rummets salafister. De påtaler mit tørklæde, hvor ét hår stikker ud. De belærer mig i en skarp og alvorlig tone om, at jeg ikke må give dem hånd - hvilket jeg heller ikke har gjort - og de påtaler, da min fotograf viser fodsåler, da han slår sig ned på gulvet ved siden af mig. Og alt imens kan jeg en anelse skrækslagen kun koncentrere mig om, hvornår jeg hører næste nedslag - og om det bliver her, hvor jeg sidder.

Den anklagende tone, den kompromisløse og insisterende natur som salafister er gjort af - det er formentlig den, visse af syriens andre befolkningsgrupper frygter skal blive dominerende i en stat, hvor det er en udfordring at skabe lige vilkår og accept mellem alle grupper, mellem land og by, mellem rig og fattig, hvad end man er shia, sunni, kurder, kristen.

Hvor er alle nationerne henne?

Desperationen hænger i luften. Abu Akram står foran sin families ødelagte hus og en blodtilsølet, hvid plastikstol, hvor en tiårig sad og blev dræbt, da granaten kom farende.

- Hvor er de arabiske nationer, den muslimske verden, den vestlige verden? Hvor er I, spørger han og peger mod granatens ødelæggelser.

- Det her er Assads reformer, det er det, han giver os, siger han.

Frygten for regimet er væk

Frygten for regimet er forsvundet i byen. Hvor syrere tidligere dækkede sig til, når de skulle udtale sig, vælger mange nu at stå frem med ansigt. De insisterer ligefrem på det. Det er en vigtig mental grænse, de har krydset. De er villige til at gå hele vejen - at ofre så meget blod, som friheden kræver.

Den dag jeg kom til Syrien blev to af mine udenlandske kolleger dræbt, mens de forsøgte at give verden et billede af Syrien anno 2012. De blev dræbt i Homs - angiveligt med fuldt overlæg af hæren, mens flere andre blev såret.

Stille samtale om alle drabene

Da jeg skal smugles ud af Syrien af samme vej, som jeg kom ind, bliver jeg ved grænsen gennet ind i et værelse, hvor mine kolleger også havde opholdt sig, inden de blev kørt til Homs.

Oprøreren, der ligner en blanding af Bruce Willis og en pirat, har sørget for at både mine kolleger og jeg er kommet tættere på virkeligheden, end vi har været siden revolutionen begyndte for knapt et år siden.

Han nikker stille og fortrækker ikke en mine, da vi taler om drabene: På udenlandske journalister, på syrere, kvinder, børn og mænd i alle aldre.

Døden er alle vegne.

Se Puk Damsgårds reportage fra Syrien i 21 Søndag.