Det er nu så farligt at opholde sig i Yemen, at Internationalt Røde Kors har valgt at trække 71 medarbejdere ud af det borgerkrigshærgede og ekstremt fattige land.
- Vores aktiviteter er blevet blokeret, truet og angrebet direkte i de seneste uger, lyder det i en erklæring fra Den Internationale Røde Kors Komité, ICRC.
Af landets i alt 28 millioner indbyggere er 8,4 millioner i dag afhængige af nødhjælp. Og de 71 personer udgør over halvdelen af nødhjælpsorganisationens internationalt ansatte i landet, der har været plaget af krig i mere end tre år.
Meldingen fra Internationalt Røde Kors kommer ikke bag på DR’s Mellemøstkorrespondent, Puk Damsgård, der netop er kommet hjem fra en reportagerejse i Yemen.
- Jeg talte med forskellige andre NGO’er, og de fortalte samstemmende, hvor svært det er at arbejde i landet. En af landecheferne fortalte, at der ikke er den hjælpeorganisation, som ikke dagligt oplever at have problemer i forhold til arrestationer på lokale medarbejdere, tilbageholdelser og trusler, fortæller hun.
Stor usikkerhed
Problemet for de internationale medarbejdere er ifølge Puk Damsgård, at de ikke kan få lov til at bevæge sig frit rundt.
Og de er samtidig stærkt begrænsede i de områder, som de har adgang til.
- Hjælpeorganisationerne oplever, at det er meget, meget svært for dem at få de rigtige tilladelser til at komme ud, hvor der virkelig er brug for hjælp. De kan eksempelvis ikke komme forbi kontrolposter, fordi krigens parter ikke vil have, at de pludselig skal blive vidne til, at de eksempelvis er i gang med en troppeopbygning, siger hun.
- Krigens forskellige parter opfører sig simpelthen ikke ordentligt, og det skaber en enorm stor usikkerhed og uforudsigelighed. Samtidig skaber det er en farlig situation, hvor man meget hurtigt kan blive en del af krigen, og det er en svær situation for hjælpeorganisationer at arbejde i.
Freds-udkast på tegnebrættet
Borgerkrigen mellem Yemens regering, der bliver støttet af nabolandet Saudi-Arabien, og oprørere fra houthi-stammen, som Iran støtter, begyndte i 2015.
Den menes at have kostet op mod 10.000 personer livet og såret yderligere 54.000 personer.
Yemen var i forvejen Mellemøstens fattigste land, og krigen har kun forværret situationen, som FN betegner som ”verdens værste humanitære krise”.
Der har været flere forsøg på fredsforhandlinger, men de er alle kørt fast, fortæller Puk Damsgård. Lige nu arbejder FN på et nyt udkast, som kan være med til at genstarte forhandlingerne.
- Her bliver der lagt op til, at houthi-oprørerne skal stoppe med at affyre deres længererækkende missiler, som ofte bliver sendt ind over Saudi-Arabien. Den saudi-ledede koalition skal så til gengæld stoppe bombekampagnen over houthi-kontrollerede område, hvor mange civile bliver dræbt, forklarer hun.
- Men inden man kommer dertil, skal parterne blive enige om at sætte sig ned og tale om en foreløbig våbenhvile.