Puk Damsgårds dagbog fra Yemen: En hospitalsstue i granatæblesæsonen

DAG 9: I det nordlige Yemen tager lægerne hver dag imod dødssyge børn.

I Yemens granatæbleplantager mod nord er det høsttid.

De røde, hårde frugter sælges langs vejkanten. De fleste plejede at blive eksporteret til andre lande og udgjorde en væsentlig indtægtskilde for lokalsamfundet.

Men krigen og blokaden betyder, at yemenitterne i et af landets hårdest ramte og fattigste områder er tvunget til at sælge de velsmagende frugter på hjemmemarkedet.

Det er der dog ikke megen indtjening i. De færreste her har råd til at flække granatæblets hårde ydre og mærke den røde, syrlige saft mod tungen.

I de isolerede landsbyer med lerhuse, der rejser sig i flere etager, har de end ikke længere råd til at køre deres dødssyge børn på hospitalet.

De stigende priser, inflationen og isolationen betyder, at et fattigt område blot er blevet endnu mere fattigt.

34 senge til hele provinsen

De familier, der alligevel får skrabet sammen til køreturen, ved i det mindste, i hvilken retning de skal køre.

De karakteristiske yemenitiske lerhuse i flere etager. (Foto: Puk Damsgård © dr)

I hele Yemens nordlige Saada-provins eksisterer kun én børneafdeling med 34 senge. Måske bliver de afvist ved ankomsten. Hospitalet har ofte ikke sengepladser nok.

Det vil være afdelingsleder Muhammad Hussein, der afviser dem. Han gør det med et tungt hjerte.

- Selv hvis jeg havde to afdelinger med dobbelt så mange senge, ville de være fyldt, bedyrer han med en lys og næsten uhørlig stemme, der måske er forsvundet, fordi han efter syv år på børneafdelingen, vitterligt ikke har mere at sige.

Han studerer lister over patienterne.

- Der er alle dem med mæslinger. Vi får mæslinger ind hver dag. Der er mæslinger over det hele. De er i isolation…. mæslinger…, mumler han med musestemme og bladrer videre i listerne.

- 13 af patienterne er underernærede. Der kommer to-tre nye hver dag. Vi tager kun de alvorligste tilfælde. Dem, der slet ikke kan spise selv.

Reem ankom til hospitalet dagen forinden. Hendes mor ved ikke, hvad der er galt med hende, udover at hun på det seneste er blevet for tynd. (Foto: Puk Damsgård © dr)

Jeg trasker i hælene på lægen ned ad gangen. Han banker på døren ind til en stue utroligt mange gange, så mødrene til patienterne kan nå at tildække sig i niqab. Inden han går ind, vender han hovedet mod mig.

- De kan dø, hvornår det skal være, piber han, og jeg opfatter det som en forvarsel om, hvad der venter mig bag døren.

Dødstille

Da jeg træder ind, forstår jeg, hvorfor lægen har mistet bassen i sin stemme. Min gåsehud ville blive permanent, hvis jeg som han bestyrede denne børneafdeling.

Spædbørn og unge børn ligger i de korte senge - nogle af dem har slanger ind i kroppen. Enten skriger de. Eller også er de helt stille. Dødstille. Her er ingen midt- imellem-lyde som barnepludren, klukken eller et hik. Otte måneder gamle Fawsia græder højlydt og forsvinder i en alt for stor orange sweater.

(Foto: Puk Damsgård © dr)

- Hun er stærkt underernæret, konstaterer lægen, men det behøver han ikke at sige.

Der er Reem på halvandet år. Der er Raed på 1 år. Der er Farhan på ni måneder og Mohammed på ti måneder.. Og der er Fatima på 4 måneder og Youssef på 4 år …og…

Deres mødres historier er de samme. Børnene kaster op. De har diarré. De vil ikke spise. Nogle har feber. De er her, fordi de er i livsfare.

- Vi har jo altid haft problemer med underernæring, men det er blevet meget værre efter krigen, siger lægen og uddyber:

- Familierne har ikke råd til mad. Forældrene er ofte selv fejlernærede, hvilket påvirker amningen. Du kan selv regne ud, hvordan det er, når mange ikke har råd til at køre til Saada og blive indlagt hos os.

Et lyserødt myggenet hænger over Raeds seng. Og en ballon, hvor der står "I love you".

(Foto: Puk Damsgård © dr)

Youssef sidder op i sin seng. Hans mor fodrer ham med væske gennem næsen. Ved siden af ham er bamsen, en lille, gul kylling. Det ligner, at den kan trækkes op og gå selv. Jeg tænker, at den må være hans bedste ven, siden han har taget den med på hospitalet. Youssef selv siger ikke noget. Ikke en lyd. Han sidder helt stille. Og borer sit blik ind i mit.

- Vi har været her i tre dage. Lægerne siger, der er komplikationer, fortæller hans mor.

(Foto: Puk Damsgård © dr)
0:00

Forlader behandling før tid

Ude omkring i landsbyerne uden for Saada ligger andre børn, der ville blive til komplicerede tilfælde, hvis de kom på hospitalet. I stedet dør de, inden de når så langt.

Om natten ligger mødrene krummet sammen om deres børn i de små senge på hospitalet. Flere af dem kender allerede stuen. De har været her før. Men de kommer igen - med samme barn - fordi de forlod behandlingen for tidligt. Fordi de ikke havde råd.

Yemens børn lider under krigen. Denne lille pige er med sin far på arbejde. Han holder vagt ved en sal, hvor en begravelse blev bombet i 2016 af den saudiledede koalition, og hvor over 155 blev dræbt og mindst 500 blev såret. (Foto: Puk Damsgård © dr)

Midt i granatæblesæsonen, der plejede at bringe indtjening til landsbyerne, våger mødre over deres syge børn uden at vide, om de har råd til også at leve næste dag.

Grafik: Morten Fogde. Kilde: RiskIntelligence
Grafik: Morten Fogde. Kilde: RiskIntelligence
  • I over 3 et halvt år har der været krig i Yemen mellem houthi-oprørerne og den internationalt anerkendte regering, der er ledet af præsident Abdrabbuh Mansour Hadi.

  • Houthi-oprørerne kontrollerer hovedstaden Sanaa og de folkerige provinser i den nordlige og vestlige del af landet.

  • En koalition af arabiske lande gik i 2015 ind i krigen på regeringens side. Koalitionen er ledet af Saudi-Arabien. USA, Storbritannien og Frankrig støtter denne koalition, blandt andet med våben, logistik og rådgivning.

  • Saudi-Arabien ser houthi-oprørerne som en trussel, fordi de er støttet af Iran. Saudierne har gennemført massive bombekampagner og indført blokader, der har påvirket import af varer og nødhjælp. Ofte er civile mål blevet ramt, hvad end det har været begravelser, bryllupper, hospitaler eller en busfuld skolebørn.

  • Houthierne har sendt missiler ind over Saudi-Arabien. Saudi-Arabien anklager Iran for at smugle våben til houthierne gennem havnebyen Hodeida langs Yemens vestkyst. Det afviser Iran.

  • Mindst 10.000 menes at være dræbt i krigen, men tallet kan være langt højere, da ingen har det fulde overblik.

  • Yemen har samtidig længe været centrum for terrorgrupper som Al-Qaeda og Islamisk Stat.

  • Visse steder ved fronten kæmper Al-Qaeda-relaterede grupper på koalitionens side.

FacebookTwitter