Puk Damsgårds dagbog fra Yemen: Skoledrengen Karim og indkøb af niqab

DAG 1: DR's Mellemøst-korrespondent er taget på en rejse fra syd til nord i det krigshærgede land.

Da Adens skarpe bjergtinder rejser sig fra bugten som takkede søuhyrer, og flyet falder i højde, lægger min 10-årige sidemand sin vægt på armlænet og kigger ud.

- Ohhh, we are going down. Vi går ned, udbryder Karim på engelsk med amerikansk accent.

Hans hår strutter som en mikrofonhætte om hovedet og får den smalle drengenakke til at virke skrøbelig.

Ugenert læner han sig ind over mig og stirrer mod containerskibene på det indbydende, turkisblå vand og kranerne langs havnen.

- Dét er Yemen, konkluderer han, nærmest for at teste om jeg stadig ønsker at besøge den destination.

- Ja, svarer jeg og mærker en pludselig fornemmelse af ensomhed ved synet af det uudgrundelige og isolerede land i det sydvestligste hjørne af den arabiske halvø.

Karim må også være spændt.

Han vækker mig, da flymaden bliver serveret og fortæller, at han er opvokset i USA men nu skal gå i skole i Aden i et år.

Han ligner ellers en amerikaner i basketstøvler og en løs T-shirt.

Flyet lander på en ujævn landingsbane, og Karim får øje på en kampvogn udenfor.

- Krigen, siger han og peger så mod den lave lufthavnsterminal, som han mener stadig må være lukket. Sådan ser den også ud.

Et familiemedlem hænger Karims skoletaske over hans skuldre, og den tiårige og jeg stiger ud under den bagende morgensol. En lummer dis og lugten af hav hænger i luften.

En smadret jordklode byder de rejsende velkommen til Aden. (Foto: © Puk Damsgård, dr)

Jeg ved ikke, om Karim er blevet sendt på opdragelses- eller opdagelsesrejse til sit hjemland. Han ankommer i en tid, hvor krigen har raset i over tre år, hvor landet - igen - er blevet delt i et nord og syd. Og hvis Karim har set amerikanske nyhedsudsendelser, vil han nok have hørt mere om terrororganisationen al-Qaedas omfattende netværk og rekrutteringsbaser i Yemen end om hovedstaden Sana’a og dens særegne gamle bydel.

Jeg går bag Karim med skoletasken hængende under numsen mod immigrationsskranken, og der slår det mig, at jeg de næste omtrent to uger vil forsøge at fylde min egen indre skoletaske. Jeg vil rejse gennem Yemen med et barns åbne sind.

Efter tre timer kommer min kuffert endelig til syne på bagagebåndet, og jeg spadserer ud af lufthavnen forbi en krakeleret jordklode. Monumentet, der minder Yemens nyankomne gæster om, hvor de er landet.

Puk Damsgård fortæller om sin rejse i videoen:

Udklædt som yemenit

- Ej, den er simpelthen for fancy. Jeg vil gerne have, du ikke bliver set, griner Ahmed, der er min guide og rejsemakker i Yemen.

Han er buttet og lattermild og har begravet sit hoved i rækkerne af kropsdækkende, sorte abaya’er i butikken i Aden, fordi han ikke bryder sig om modellen med guldkanter på ærmerne.

- Det er en abaya for pokker. Det er ikke muligt at blive lagt mærke til, indvender jeg.

Alligevel vælger jeg den med pufærmer. Den ligner en bluse, jeg har derhjemme. Så rumsterer Ahmed og ekspedienten med at sætte en heldækkende niqab på mit hoved.

En ekspedient klæder Puk Damgård på til rejsen mod nord. (© dr)

Det er kun på køreturen fra Aden til Sana'a, at jeg skal tildækkes og ligne en yemenitisk kvinde. Jeg har tilladelse til at arbejde som journalist i både syd og nord. Men magthaverne i syd bryder sig ikke om, at jeg vil til nord. Og i et Yemen præget af opløsning, korruption, bureaukrati og magtkampe mellem grupperingerne i syd, der ikke kan blive enige om en vej frem, kan alt ske ved kontrolposterne langs ruten. Eller som Ahmed formulerer det:

- Det er nemmest, hvis vi bare er en familie. Så skal vi ikke vente i timevis.

Mit ærinde helliger strabadserne. Sådan tænker jeg i hvert fald, mens ekspedienten indvier mig i de flere lag stof, der kan dække selv mit udsyn.

- Men jeg er her for at se, indvender jeg.

(© dr)

Også slemt før krigen

I det nordlige Yemen har FN’s hjælpeorganisationer siden krigens begyndelse i 2015 haft en form for patent på fortællingen. Statistikker om koleraudbrud, sult, underernæring og befolkningens afhængighed af nødhjælp bliver jævnligt delt med verdenssamfundet for at gøre opmærksom på en af vor tids glemte konflikter. Det er samtidig en humanitær krise, hvor internationale journalister i lange perioder har været forment adgang, og hvor de eneste permanente vidner har været humanitære organisationer og FN.

De er interesseorganisationer, hvis opgave det er at hjælpe folk i Yemen. Men jeg har ofte undret mig over, at organisationernes statistikker ikke tager højde for, at situationen i Mellemøstens fattigste land også var ganske rædselsfuld før krigen.

En gadehandler i Aden. (Foto: © Puk Damsgård, dr)

Ifølge FN’s egen database Reliefweb, der indeholder statistik fra hele verden, opgjorde koordineringsenheden OCHA per 19. juni i år, at 22,2 millioner yemenitter har brug for nødhjælp. I februar 2014, før krigen var brudt ud, var tallet 14,7 millioner.

Ifølge Unicef går over 2 millioner børn ikke i skole. Tallet før krigen var 1,5 millioner. Og når vi får et vide, at det nordlige Yemen er under en altødelæggende blokade, får vi ikke samtidig at vide, at mange varer alligevel når hovedstaden ad smuglerruter - endda fra Saudi-Arabien, der har indført blokaden.

- Alt hvad du kan få i Saudi-Arabien, kan du få i Sana’a, fortalte en ven fra hovedstaden mig.

Med mediernes velvilje får organisationerne ofte skabt et billede, hvor mediebrugerne let kan tro, at hver eneste yemenit er stængeltynd, og at krigen alene har afstedkommet, at 22 millioner mennesker har brug for hjælp.

Det troede jeg også, inden jeg i foråret rejste til Yemen. Men før afrejse fik jeg til baggrund at vide fra flere organisationer, at jeg “ikke skulle regne med at finde de tynde”. En medarbejder for en dansk organisation i Aden fortalte, at vedkommende “aldrig havde set nogen” i den et år lange udstationeringstid.

Det er ikke lig med, der ikke er nogen krise. Eller at folk ikke sulter. At mennesker ikke bliver slået ihjel. Eller at medier ikke skal rapportere om det. Men jeg har aldrig hørt FN-organisationer melde ud, at der i ti dage ikke har været luftangreb i hovedstaden. Eller at deres medarbejdere hørte høj musik fra byens bryllupper til sent om aftenen.

Og derfor tænker jeg på tiårige Karim. Jeg vil - udover krigen og krisen - undersøge det levede liv, det overraskende, det konstruktive - det, der sjældent finder vej til statistikker om en humanitær krise.

Jeg rejser til det nordlige Yemen med nysgerrigt barnesind. Min rygsæk og dagbogssider skal fyldes med så mange virkeligheder som muligt.

Grafik: Morten Fogde. Kilde: RiskIntelligence
Grafik: Morten Fogde. Kilde: RiskIntelligence
  • I over 3 et halvt år har der været krig i Yemen mellem houthi-oprørerne og den internationalt anerkendte regering, der er ledet af præsident Abdrabbuh Mansour Hadi.

  • Houthi-oprørerne kontrollerer hovedstaden Sanaa og de folkerige provinser i den nordlige og vestlige del af landet.

  • En koalition af arabiske lande gik i 2015 ind i krigen på regeringens side. Koalitionen er ledet af Saudi-Arabien. USA, Storbritannien og Frankrig støtter denne koalition, blandt andet med våben, logistik og rådgivning.

  • Saudi-Arabien ser houthi-oprørerne som en trussel, fordi de er støttet af Iran. Saudierne har gennemført massive bombekampagner og indført blokader, der har påvirket import af varer og nødhjælp. Ofte er civile mål blevet ramt, hvad end det har været begravelser, bryllupper, hospitaler eller en busfuld skolebørn.

  • Houthierne har sendt missiler ind over Saudi-Arabien. Saudi-Arabien anklager Iran for at smugle våben til houthierne gennem havnebyen Hodeida langs Yemens vestkyst. Det afviser Iran.

  • Mindst 10.000 menes at være dræbt i krigen, men tallet kan være langt højere, da ingen har det fulde overblik.

  • Yemen har samtidig længe været centrum for terrorgrupper som Al-Qaeda og Islamisk Stat.

  • Visse steder ved fronten kæmper Al-Qaeda-relaterede grupper på koalitionens side.