Puk Damsgårds dagbog fra Yemen: Skoledrengene, der overlevede et luftangreb

DAG 5: I august blev 40 drenge dræbt i et flyangreb. Jeg rejste mod nord til Dahyan for at lede efter de overlevende. Jeg fandt en landsby i sorg.

Jeg husker en krølhåret dreng fra videoen, der cirkulerede 9. august - for halvanden måned siden.

Drengen har en skoletaske på ryggen, men befinder sig på et hospital. Venstre kind og tinding er smurt ind i blod. Hans hånd, og den grå trøje er rød. Han græder ikke. Ser blot betuttet ud, da en læge hjælper tasken af hans ryg.

Den dag blev 40 af hans kammerater dræbt.

De sad i en skolebus, der havde gjort holdt ved markedet i Dahyan, da en flybombe fra den saudi-ledede koalition ramte ved siden af bussen.

Drengene gik i sommerskole, mens de ventede på, at deres almindelige skole skulle åbne efter sommerferien.

Den 9. august skulle de på udflugt til en moské i den større by Saada en halv times kørsel ad hovedvejen fra deres landsby.

De fleste af drengene nåede ganske vist til Saada som planlagt. Dog ikke til moskeen. Og de fleste var ikke længere i live, da de blev kørt ind på Saadas hospital.

Den krølhårede dreng var én af undtagelserne.

Mens jeg sidder i bilen på vej til hans landsby, husker jeg stadig hans blik fra videoen, da han satte sig op på briksen. Nu ved jeg også, at han hedder Mukhtar. Jeg har talt med hans far, Hadi Ahmed. De venter mig i familiens hjem.

Resterne af den bus, drengene sad i, da angrebet skete. Bussen er flyttet fra markedet til tæt ved gravpladsen, hvor drengene er begravet. (Foto: (C) DR Nyheder)

Tilfældigvis møder jeg syv-årige Mukhtar og hans far et andet sted. På gravpladsen.

Mukhtar står klejn og rank i en ternet bomuldsjakke med lidt ekstra fyld i skuldrene og stirrer på billedet af hans ven ved én af gravene; en dreng, der heller ikke er fyldt ti.

Mellem gravene traver fædrene. Alle fra samme landsby. Alle med det tilfælles, at de har mistet en søn. Måske to. Flere brødre ligger sammen under jorden. Luftangrebet binder deres skæbne sammen. Som nu Mukhtars far og hans nabo Abdallah Hawlawi.

  • (Foto: (C) DR Nyheder)
  • Jeg tæller 38 grave. Derudover er flere stadig tomme, da det ikke har været muligt at begrave resterne af alle børn. Tre lærere er også begravet her.
  • Abdallah beder ved sin søns grav. Waleed blev otte år. Abdallahs anden søn overlevede. (Foto: (C) DR Nyheder)
1 / 3

Abdallah sidder på hug ved sin ene søns grav og beder. Waleed blev 8 år. Han sad forrest i bussen, kan jeg se på en video, optaget af drengene inden luftangrebet ramte.

Abdallahs anden søn Hafez på syv år var også med. Han overlevede og sidder ved siden af sin far og stirrer mod broderens grav.

- Jeg var derhjemme, da jeg hørte, hvad der var sket, fortæller Abdallah.

- Min nabo ringede fra hospitalet i Saada. Han sagde, "dine børn er her. Den ene er såret. Den anden ved jeg ikke….Han ligger på intensivafdelingen". Så ræsede jeg til Saada på min motorcykel og fandt mine sønner. Waleed havde fået hovedlæsioner og holdt kun ud fire dage efter angrebet. Så døde han.

Naboen, der ringede til Abdallah, var Mukhtars far, Hadi Ahmed. Han var selv på markedsvejen for at købe khat, da bomben ramte et stykke væk. Han blev bange og skyndte sig hjem.

Mukhtar er på besøg på gravpladsen med sin far. De bor ret kort derfra. (Foto: (C) DR Nyheder)

Men rygterne nåede hurtigt huset, og Hadi Ahmed ræsede afsted på motorcyklen. Han kørte forbi, hvor bomben havde ramt. Han fik øje på skolebussen.

- Jeg husker en mand, der råbte, at alle var dræbt. Jeg kørte direkte mod hospitalet i Saada, fortæller Hadi Ahmed.

Mukhtar er tavs. Hans tommelfinger roder rundt et sted i munden.

- Jeg ankom til hospitalet. Alt var kaos. Skadestuen var proppet med mennesker. Jeg gik udenfor og fandt en person, der forsøgte at give os information. Jeg spurgte: Er nogle af børnene stadig i live? Har I set Mukhtar? De svarede - og det husker jeg så tydeligt - at "nogle få af dem er stadig i live".

Da Hadi Ahmed fandt sin søn, var han ved at få klippet sit tøj op.

Mukhtar udtrykker kun et ord, mens vi er på gravpladsen.“Her,” siger han og peger på sin dræbte ven.

0:00

Luftangreb er en del af dagligdagen

Jagerfly cirkulerer over vores hoveder. Vi kan ikke se dem, men deres susen skærer gennem luften med samme tydelighed som hvis jeg stod på en strand og kunne høre menneskestemmer langt ude på vandet.

Flyenes susen fortæller også en historie. Om usikkerhed og konstant frygt blandt de yemenitter, der bor i det nordligste Yemen tæt på den saudiske grænse, og som lever med ofte daglige luftangreb.

Senere, da vi sidder på stuegulvet hjemme hos Mukhtar, putter han sig ved sin far. Han vender hovedet for at vise mig skrammen i hovedbunden, der stadig vidner om hans oplevelse.

Og samtidig sidder han dér, så forbandet heldig. Hans far kigger på ham.

- Han vågner nogle gange om natten og kan ikke sove. Og han har haft lidt næseblod på det sidste. Men vi er i stor sorg. Hele landsbyen er i sorg. Vi har mistet vores sønner.

Kørestolen på første sal

Andre sårede drenge fra skolebusangrebet kæmper med deres kvæstelser. På førstesalen af en ældre bygning i flere etager bygget af jord ligger Younes på en madras under et lyserødt tæppe. Hans hoved er indbundet i bandager. Hans højre hofte og ben holdes sammen af skruer og metalpinde.

  • Younes har fået flere operationer i hovedet og maven og har skruer i hoften, der er brækket. Særligt hans ben gør stadig meget ondt.
  • (Foto: (C) DR Nyheder)
1 / 2

Men han er klar i hovedet og bliver ved med at pege på et fad granatæbler, jeg skal sørge for at spise.

- Vil du se et billede af mine venner, der døde, spørger han og griber efter sin mobil.

Han scroller ned over billeder af barneansigter, jeg genkender fra tidligere på dagen. Dem, jeg så ved gravene.

- Mohammad Hussein, Muhammad Yahia, Abdullah. De var også med bussen, remser han op, ligesom for at mindes dem.

- Hvad kan du huske fra den dag, spørger jeg.

- Vi var på vej til moskeen i Saada for at recitere Koranen. Jeg ved ikke, hvorfor bussen holdt ind på markedet. Chaufføren skulle måske hente noget vand til os eller snacks. Så hører jeg en høj lyd. Og derfra husker jeg intet. Når jeg hører fly nu, bliver jeg bange og holder mig for ørerne, siger Younes.

(Foto: (C) DR Nyheder)

For enden i det aflange rum står hans kørestol. Han kan ikke gå. Hver gang familien skal på hospitalet, skal de slæbe kørestolen og Younes ned af nogle skæve muddertrappetrin.

- Vi bor til leje, siger hans far, Ali al-Khatabri og undskylder boligstandarden.

Familien er oprindeligt fra en grænselandsby så tæt på Saudi-Arabien, at de ofte handlede ind i nabolandet snarere end Yemen. Men grænselandet er lagt i ruiner af talrige saudiske angreb, og Younes’ familie er flygtet.

Hans far plejede at være landmand. Nu er han daglejer, men den sidste måned har han passet sin søn. Familien har så lidt at leve for.

Og nu også en såret 12-årig, som har modtaget komplicerede operationer på et hospital i en flække i Yemen.

- Jeg kan stadig ikke rigtigt se på mit højre øje, siger Younes.

Et barns brev

Younes har svært ved at se på sit ene øje, men siger ja til at skrive et lille brev. (Foto: (C) DR Nyheder)

Han fortæller mig, at han er en dygtig elev i den nye skole, han går i, efter at familien flygtede.

- Jeg elsker skolen. Jeg får altid gode karakter og er tit på førstepladsen. Sådan var det, indtil jeg blev ramt af luftangrebet, tilføjer han.

Derfor spørger jeg ham, da han alligevel bare ligger på madrassen med smerter og keder sig, om han har lyst til at skrive et brev til mig - formulere med sine egne ord, hvad der ligger ham på sinde.

Han nikker.

Jeg river to sider ud af min notesbog, giver ham en kuglepen og formaner:

- Lad ikke de voksne blande sig.

Tre timer senere møder jeg ham på vej til eftersyn hos lægen på hospitalet i Saada, hvor han med et smil overrækker mig sine ord.

Her er et udpluk af dem:

- Jeg hedder Younes al- Katabri. Min ambition er at få en uddannelse og leve et lykkeligt liv med mange gode venner og skolekammerater, som jeg kan være sammen med og have et venskab med.

Men desværre har den saudiske koalition ødelagt alle mine ambitioner. Den har adskilt mig og mine venner.

Nogle af dem døde, andre blev sårede ligesom mig. Jeg har mistet mit håb og mine drømme.

Dén dag forlod jeg mit hjem, og jeg glædede mig til at se mine venner og være sammen med dem på en sjov tur. Men koalitionen ødelagde det hele. Jeg er nu i en virkelig dårlig situation.

Jeg kan ikke ligge normalt eller komme ud af sengen. Mit liv er blevet handicappet.

Jeg håber det internationale samfund ser vores lidelse. Jeg er ikke i nogen krig. Jeg er en skoleelev. Hvorfor angriber de yemenitiske elever?

Grafik: Morten Fogde. Kilde: RiskIntelligence
Grafik: Morten Fogde. Kilde: RiskIntelligence

  • I over tre og et halvt år har der været krig i Yemen mellem houthi-oprørerne og den internationalt anerkendte regering, der er ledet af præsident Abdrabbuh Mansour Hadi.

  • Houthi-oprørerne kontrollerer hovedstaden Sanaa og de folkerige provinser i den nordlige og vestlige del af landet.

  • En koalition af arabiske lande gik i 2015 ind i krigen på regeringens side. Koalitionen er ledet af Saudi-Arabien. USA, Storbritannien og Frankrig støtter denne koalition, blandt andet med våben, logistik og rådgivning.

  • Saudi-Arabien ser houthi-oprørerne som en trussel, fordi de er støttet af Iran. Saudierne har gennemført massive bombekampagner og indført blokader, der har påvirket import af varer og nødhjælp. Ofte er civile mål blevet ramt, hvad end det har været begravelser, bryllupper, hospitaler eller en busfuld skolebørn.

  • Houthierne har sendt missiler ind over Saudi-Arabien. Saudi-Arabien anklager Iran for at smugle våben til houthierne gennem havnebyen Hodeida langs Yemens vestkyst. Det afviser Iran.

  • Mindst 10.000 menes at være dræbt i krigen, men tallet kan være langt højere, da ingen har det fulde overblik.

  • Yemen har samtidig længe været centrum for terrorgrupper som Al-Qaeda og

  • Visse steder ved fronten kæmper Al-Qaeda-relaterede grupper på koalitionens side.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk