Puks dagbog fra Syrien: Festen

Mellemøstkorrespondent Puk Damsgård skriver dagbog fra Syrien. Denne gang er hun til fest.

Trods borgerkrig forsøger syrerne at få en hverdag til at hænge sammen. Der skal også være plads til fest. (Foto: Betina Johnbeck © Hører til Puk Damsgårds dagbog om fest)

Grillmesteren og værten skænker endnu en arak og sender en whiskyflaske rundt. Og øllene af mærket Panda.

Han pendler mellem de sydende oksespyd med løg og dagligstuen, hvor man efter flere timer er tættere end nogensinde på at dø af passiv rygning.

Alle her ryger. Mænd, kvinder, muslimer, kristne, de helt unge og de ældre. Og de er her allesammen. For der er fest på en helt almindelig mandag.

- Jeg er begyndt at ryge efter revolutionen. Du ved, når man er lidt stresset, siger husets 18-årige søn, der ligesom sin mor tænder den ene cigaret med den anden. Det har været en trist dag med flere angreb tæt på. Faktisk brager det stadig udenfor, men gardinet er trukket for. Nu skal der hygges. Og kødet smager himmelsk, latteren skærer gennem røgen.

Krigen antager stadig tydeligere sekteriske dimensioner - myrderierne foregår flere steder mellem Syriens forskellige grupper. Den seneste grusomme video viser angiveligt en oprører, der går under navnet Abu Sakkar fra brigaden Omar el-Farouq, mens han skærer hjertet ud af en regeringssoldat og tager en bid af organet. Han opfordrer på videoen til at slagte alawitterne (præsidentens shia-sekt, red) og "tage deres hjerter ud og spise dem".

(Foto: Betina Johnbeck © Hører til Puk Damsgårds dagbog om fest)

Men her i rygerbulen insisterer de på at være "brødre", som de siger. Tre lud-musikanter er inviteret til at spille arabiske folkesange, en slags syrisk svar på Kim Larsen. Et par midaldrende kristne kvinder med pailliet-bluser og højt hår ryger ekstra lange cigaretter, mens de sender kærlige blikke til deres mænd. En sunnimuslimsk mand drikker cola og babber på vandpibe. En kriger fra revolutionshæren sluger whisky som vand, og vidt forskellige holdninger til krigen og revolutionen er repræsenteret blandt de tyve festende syrere.

Teenagesønnen fniser af sin far, der drikker mere arak, synger højere, klapper i takt.

- Jeg er ikke vant til at lytte til de traditionelle sange. Jeg hører musik fra USA, siger han. Hvis det ikke var for krigen, skulle han næste år studere videre på universitetet i Damaskus. Men den ide har han droppet. Vennerne i hovedstaden har fortalt ham om den forværrede situation, så han planlægger at slutte sig til sin bror, der allerede studerer i Malaysia.

- Hvis krigen slutter, bliver jeg selvfølgelig her. Men som det er nu, vil jeg ikke studere i Damaskus, og jeg har brug for en uddannelse for at kunne klare mig i fremtiden, siger han. En kristen mand leder an med improviserede, ironiske tekster om, hvor fremragende det går i Syrien - til stor morskab. En mor putter sin datter i værelset ved siden af. En mand lægger armen om sin kone.

Festen fortsætter til fuglene vågner. En fest på tværs af køn, alder og religion midt i en krigstid. Det betaler sig at tænde op i grillen i ny og næ.

Læs Puk Damsgård tidligere dagbøger fra Syrien her.

Facebook
Twitter