Puks dagbog fra Syrien: Skriget jeg aldrig glemmer

Hendes skrig vil sidde som en mental tinitus resten af mit liv, skriver DRs korrespondent Puk Damsgård i sin dagbog fra Syrien.

Puk Damsgård og fotograf Betina Johnbeck så bomben, der smadrede det hus, de boede i. (Foto: Betina Johnbeck © DR)

Jeg glemmer aldrig hendes skrig. Det vil sidde som en mental tinnitus på det ene øre resten af mit liv.

Husets 13-årige datter med det lange brune hår bankede for et par dage siden på døren til vores lejlighed. Hendes far, en omsorgsfuld lærer, havde sendt hende op på førstesalen med en fastnettelefon til os.

- I nødstilfælde, så kan I ringe ned til os, sagde han.

Hun trippede lydløst og genert omkring i lejligheden for at finde et stik til telefonen, men der var ikke noget. Hun undskyldte uden et ord og forsvandt igen.

Næste gang jeg så hende, skreg hun, som jeg aldrig har hørt nogen skrige.

Urolige dage

De seneste par dage havde vi ikke sovet meget. Angrebene tog til omkring os fra hærens stillinger uden for byen. Jagerfly fløj over os - langt oppe.

- Det gør de altid, de holder bare øje med vejene, sagde folk, og alle beroligede hinanden, for her havde der jo ikke været luftangreb i ni måneder. Og så forleden blev gaden pludselig forvandlet til den slags mareridt, man helst vil vågne fra. Men der var ingen søvn at komme ud af. Mareridtet var virkeligt.

Vi sidder i lejligheden uden nødtelefon, da et jagerfly pludselig på sekunder er over os. Det flyver lavt - det er lig med angrebsposition. Selv små børn i de byer i Syrien, hvor regimet benytter sig af bombefly, ved hvornår de skal krybe i dækning.

Men når flyene flyver lavt, hører man dem akkurat lige før braget. Der er kun et par sekunder at reagere i.

- Så holder jeg op med at tænke

En bombe lander i nabolaget. Det hele ryster. Vi går ud for at se røgen, se hvor den slog ned, vel vidende, at der altid er en nummer to. Vi passerer familiens lejlighed under os på vej ud, hvor der er opstandelse.

Vi går hen ad gaden til hjørnet, hvorfra vi kan se sort røg stige op. Og det næste jeg registrerer, er lyden af det næste fly, der kommer bagfra.

- Det kommer nu, siger jeg til mig selv og måske også højt. Vi kan ikke helt huske det.

Men jeg kigger op mod himlen for at orientere mig. Jeg kan ikke se flyet. Til gengæld ser jeg lidt længere fremme, hvad der virker alt for tæt på, bomben dale ned i lodret linie. Så holder jeg vist op med at tænke.

Ét langt skrig

Vi vender os om, løber mod en åbning i en mur for dækning. Vi når ikke ned på jorden som man ellers skal, før braget lyder, suget fra luften der forsvinder, støv, glasskår, stykker af mur og metal hvirvler omkring os, i hvad der føles som en kortvarig orkan.

Da vi åbner øjnene kigger vi på os selv og hinanden. Vi er ok, føles det som om og løber mod huset og direkte ind i lejligheden i underetagen, hvor døren står åben.

Derinde ser jeg den 13-årige datter med de brune mandeløjne. Hun står midt på stuegulvet med sin spinkle krop i det lyserøde joggingtøj og skriger. Ét langt skrig. Hendes mor sidder på knæ på gulvet med hendes lillebror i favnen, hun rokker frem og tilbage. Datteren vandrer på bare fødder over gulvet, udstøder skrig efter skrig og råber:

- Vores hus, vores hus!

Fra normal teenager til angst pige

Vinduerne er smadret, støvet fra gaden trænger ind. Der er en vrede i hendes skrig. Og magtesløsheden. Det absolutte tab af kontrol over sin skæbne, der ligger i hænderne på piloten af jagerflyet. Havde han udløst bomben et splitsekund før, var den landet et andet sted, måske tættere på, måske længere fra.

Den generte, lydløse pige har tabt kontrollen over sig selv til angsten for, hvad der er sket - og vil ske. Fotograf Betina Johnbeck sætter sig på gulvet og hiver hende ind til sig, holder med venlig magt hendes krop mod sin.

Lillebroderen står ved siden af og stirrer - på sin mor og søster. Vi rækker ud efter ham. Han står som forstenet.

Indtil for et øjeblik siden var hun en helt almindelig teenager, der gik i skole og var til eksamen. Nu er hun bange og frygtsom og skal være glad for at være i live. Når man er 13 år, burde det ellers være en selvfølge. Men sådan har det ikke været i lang tid i Syrien.