Pundet trodser dommedagsprofetier: Når højeste niveau siden Brexit

Renteforhøjelse og klarhed om overgangsordningen med EU har skabt positiv vækst for pundet.

Det britiske pund har nået hidtil højeste niveau over for den amerikanske dollar siden Brexit-afstemningen. (Foto: © DADO RUVIC, Scanpix)

Det britiske pund har åbnet ugen på det højeste niveau over for den amerikanske dollar siden før Brexit-afstemningen i sommeren 2016.

Med en pris på 1,4354 dollar for det britiske pund er niveauet også det højeste, pundet har været siden 25. januar i år.

Og det går umiddelbart godt for den britiske økonomi, forklarer makroanalytiker fra Sydbank, Kim Blindbæk.

- Set med britiske briller er et styrket pund et tegn på, at det går bedre i den britiske økonomi, og kigger man på arbejdsmarkedet, bliver køen med arbejdsløse briter kortere måned for måned, så det går godt, siger han og fortsætter:

- Før Brexit-afstemningen var der mange dommedagsprofetier, men man skal huske på, at briterne stadig er med, og at de kan stadig handle frit med andre EU-lande. Overgangsordningen sikrer jo samtidig, at de fortsat kan handle til og med udgangen af 2020, og det er positivt for økonomien, siger Kim Blindbæk.

Forventning om renteforhøjelse

En anden årsag til styrkelsen af det britiske pund i forventningerne til den britiske centralbank.

- Kigger man på, hvilke indikationer Bank of England er kommet med den seneste tid, tyder det på, at en renteforhøjelse er nært forestående, og det har også trukket pundet op, siger Kim Blindbæk.

Men selvom pundet har været nogenlunde stabilt den seneste tid, kan usikkerheden om de igangværende Brexit-forhandlinger stadig skabe udsving, ligesom investorerne kan blive skuffede, hvis renten kun bliver hævet en gang i år og ikke to gange, som investorerne i øjeblikket forventer, påpeger makroanalytikeren.

Selvom det er anden gang i år, at pundet når forbi 1,43, er der stadig langt fra de 1,48, som niveauet var umiddelbart før Brexit-afstemningen.

I første omgang betyder det styrkede pund, at det bliver dyrere for danskere at tage på ferie i Storbritannien.

- Men når det så er sagt, er pundet altså stadigvæk relativt billigt i forhold til, hvad det var før, siger Kim Blindbæk.