Putin gengælder: Amerikanske medier skal stemples som fremmede agenter

Trækket er gengæld for, at USA gav det russiske statsmedie RT samme behandling.

Den amerikanske præsident, Donald Trump, og Ruslands præsident, Vladimir Putin, mødtes i sidste uge i Vietnam. (Foto: Jorge Silva © Scanpix)

Rusland har sat navn på ni amerikansk finansierede medier, som højst sandsynligt vil blive kategoriseret som 'fremmede agenter' fra næste uge.

Ifølge styret i Moskva får medierne stemplet, fordi USA lægger hårdt pres på Ruslands medier, skriver Reuters.

Underhuset i det russiske parlament har allerede godkendt trækket, der vil betyde, at medierne bliver tvunget til at fremlægge, hvem der finansierer dem.

Ifølge det russiske justitsministerium er det ni medier, der højst sandsynligt vil blive kaldt fremmede agenter, hvis overhuset stemmer forslaget igennem i næste uge.

Det er blandt andet 'Voice of America (VOA)' og 'Radio Free Europe', der vil blive ramt af lovgivningen. Begge er finansierede af dem amerikanske stat og var helt tilbage til den kolde krig USA's stemmer i propagandakrigen mod det daværende Sovjetunionen.

Der er også tale om syv andre medier, der blandt andet leverer nyheder om Krim, som blev annekteret af Rusland i 2014, et om forhold i Sibirien, og et, der dækker det nordkaukasiske føderale distrikt, som primært er befolket af muslimer.

Derudover er en portal, der faktatjekker udtalelser fra russiske politikere og talsmænd med på listen fra Justitsministeriet.

Kamp om stemmer

Ruslands slag i mediekrigen mellem de to magter kommer da også, bare en uge efter at USA meldte ud, at det store russiske medie RT lod sig registrere som fremmed agent i USA.

Det amerikanske efterretningsvæsen har ifølge avisen The Washington Post konkluderet, at både tv-stationen RT og dens hjemmeside aktivt har forsøgt at sprede anti-amerikansk propaganda.

Amerikanske efterretningsofficerer har tidligere beskyldt det russiske styre i Kreml for at have brugt russisk finansierede medier til at påvirke befolkningen under præsidentvalget sidste år, hvor Donald Trump blev valgt som præsident.

Kreml afviser fuldstændig at have blandet sig i eller påvirket valget, og mener, at restriktionerne på russiske medier i USA rammer ytringsfriheden, og siger, at deres egen stempling af de amerikanske medier er en gengældelse.

I sidste uge spurgte Donald Trump flere gange den russiske præsident ind til indblandingen i valget, da de mødtes i Vietnam. Ifølge Trump blev Putin formærmet over anklagerne og afviste dem igen og igen.

Russisk indblanding

Mediekrigen blusser op på et tidspunkt, hvor USA er i fuld gang med at undersøge anklagerne om, at Rusland var med til at påvirke præsidentvalget.

I slutningen af september meddelte Facebook, at russiske agenter har publiceret 80.000 indlæg på det sociale medie over en periode på to år for at påvirke amerikanske politik.

Ifølge Facebook er de opslag nået ud til op mod 126 millioner amerikanere.

Den historie fik flere senatorer til at lange hårdt ud efter mediegiganterne Facebook, Twitter og YouTube under en Ruslands-høring i Kongressen.

- I samler milliarder af data hele tiden. Google har al den viden, menneskeheden har samlet gennem tiden, og så kan I ikke en gang se, at der er noget galt, når man køber politiske annoncer med rubler, lød det blandt andet fra senator Al Franken.

Facebook har da også udleveret 3.000 annoncer til Kongressen i USA, og det sociale medies stifter, Mark Zuckerberg, lovede at gøre politisk reklame mere transparent ved at kræve, at det blive oplyst, hvem der betaler for reklamer.