Putin og Erdogan aftaler demilitariseret zone i Syrien

Rusland og Tyrkiet er blevet enige om at lave en bufferzone mellem oprører og regimets styrker i Idlib.

Ruslands præsident Vladimir Putin (th.) giver håndslag til Tyrkiets præsident Recep Tayyip Erdogan ved deres fælles pressemøde i Sochi. (Foto: Alexander Zemlianichenko © Scanpix)

Præsidenterne for Tyrkiet og Rusland er i dag blevet enige om, at der oprettes en bufferzone mellem oprørsstyrker og styrker, der støtter regimet, i området omkring den syriske by Idlib.

Det siger Ruslands præsident, Vladimir Putin, efter han har holdt et møde med den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan.

Konkret skal der oprettes en 15 til 20 kilometer bred demilitariseret zone i provinsen. Den skal angiveligt bevogtes af tyrkiske og russiske soldater for at sikre, at den respekteres.

Træder i kraft 15. oktober

Alle tunge våben skal ifølge den tyrkisk-russiske aftale trække væk fra området. Lige sådan skal "radikale" oprørsgrupper såsom al-Nusra Fronten trække sig væk fra området.

Aftalen træder i kraft 15. oktober, siger Putin til journalister efter mødet med Erdogan.

Ifølge nyhedsbureauet AP er Idlib det sidste område i Syrien, hvor de syriske oprørsgrupper har et større området under kontrol. Ifølge AP har humanitære organisationer frygtet, at en offensiv fra regimets side mod Idlib kunne lede til et blodbad.

Også Tyrkiet har frygtet en sådan offensiv.

Kort efter aftalen med Erdogan har Putins forsvarsminister, Sergej Sjojgu, udtalt, at der ikke kommer en sådan offensiv.

/ritzau/Reuters