Putin til international konference: USA har ingen venner. Kun interesser

I et flere timer langt interview gav Putin drøje hug til vesten og afviste endnu en gang fredsforhandlinger med Ukraine.

Ruslands præsident, Vladimir Putin, holder tale til Det Østlige Økonomiske Forum i Vladivostok. (Foto: © PAVEL BEDNYAKOVSPUTNIK/KREMLIN /, Ritzau Scanpix)

Rusland handler aldrig imod andre befolkningsgruppers interesser. Det gør Vesten til gengæld ved at presse Ukraine til krig med Rusland. Og det vil de ikke slippe afsted med.

Det var Putins gennemgående budskaber, da han tidligere i dag optrådte ved en konference på Ruslands økonomiske forum i den russiske by Vladivostok.

Efter at have holdt en længere tale sad han og svarede på spørgsmål i flere timer om alt mellem himmel og jord - lige fra den økonomiske situation i Rusland til krigen i Ukraine og hans holdning til den politiske situation i USA.

Her er et overblik over nogle af de mest markante udtalelser, han kom med:

1

Vesten presser Ukraine til at kæmpe mod Rusland

Putin beskyldte tidligere i dag britiske efterretningstjenester for at have trænet ukrainske sabotører til at udøve terror i russiske atomkraftværker. Storbritannien har foreløbigt ikke kommenteret beskyldningerne. (Foto: © ROMAN PILIPEY, Ritzau Scanpix)

Putin understregede, at Ukraine bliver presset af vestlige “kuratorer” til at “bide et størst muligt stykke” af Ruslands territorium.

Det er ikke førte gang, han bruger det udtryk. I sidste uge fremsatte han en udokumenteret påstand om, at “vestlige kuratorer” havde indsat en jødisk præsident i Ukraine for at dække over den nazisme, der ifølge Putin hersker i landet. Her hentydede han til præsident Zelenskyjs jødiske baggrund.

Det var dog sparsomt ved konferencen med eksempler på, hvem de kuratorer er, og hvordan de presser Ukraine.

På et tidspunkt nævnte Putin, at den russiske sikkerhedstjeneste, FSB, havde opsnappet nogle ukrainske sabotører, der skulle have planlagt en terroraktion på et af Ruslands atomkraftværker. Ifølge ham var de blevet trænet til det af den britiske efterretningstjeneste.

Han var dog uklar omkring, hvem der egentlig skulle stå bag træningen:

- Ved den britiske ledelse overhovedet, hvad deres sikkerhedsstyrker laver i Ukraine? Jeg udelukker ikke, at de igen bliver styret af amerikanerne, sagde han under interviewet.

2

Ingen fredsforhandlinger med Ukraine

I kølvandet på et møde med præsident Zelenskyj tidligere på måneden konstaterede USA's udenrigsminister, Antony Blinken, at Rusland ikke er villig til at indgå i fredsforhandlinger med Ukraine. (Foto: © Brendan SMIALOWSKI, Associated Press)

Putin blev også bedt om at forholde sig til udtalelsen fra USA’s udenrigsminister, Antony Blinken, om, at man endnu ikke kan forhandle fredsaftaler med Rusland, fordi Ruslands præsident ikke er interesseret i det.

Putin var enig i, at det ikke var muligt at snakke om fred med Ukraine nu, men lagde al skylden for det på Ukraine:

- Zelenskyj har selv vedtaget en lov, der forbyder ham og alle andre at forhandle med os. Lad ham da afskaffe den lov til at starte med, påstod han.

Senere kom Putin dog med en anden begrundelse for, hvorfor det ikke var muligt at snakke om fred nu:

- Hvordan kan vi stoppe alle kamphandlinger, nu hvor modparten fører en offensiv imod os? Hvad kan vi gøre? spurgte Putin retorisk under interviewet.

3

Rusland handler ikke længere mod andre befolkningsgruppers interesser

Rusland har lært af sine fejl og foretager sig intet imod andre befolkningsgruppers interesser, påstod Putin til konferencen. I modsætning til her, da sovjetiske tanks rullede ind i Prag for at undertrykke antisovjetisk modstand. (Foto: © Str, Ritzau Scanpix)

Senere i interviewet gjorde Ruslands præsident sig også bemærket med følgende udtalelse:

- Det er sådan med udenrigspolitik, at man aldrig må handle i direkte modstrid med andre befolkningsgruppers interesser.

Bemærkningen faldt i forbindelse med en længere samtale om Ruslands kolonialistiske rolle i verden.

Her anerkendte Putin blandt andet, at det var forkert af Sovjetunionen at sende kampvogne til Ungarn og Tjekkoslovakiet for at bekæmpe lokal modstand mod Sovjetunionens dominans i 1950’erne og 60’erne.

Han udnyttede også lejligheden til at påstå, at det nu i virkeligheden er Vesten og særligt USA, der stadig ikke har lært den lektie:

- Den fejl begår de førende vestlige lande. Særligt USA, der bliver ved med at presse deres såkaldte partnere. De har ingen venner. Kun interesser.

4

'En resultatløs modoffensiv'

Putin undlod at tale om russiske tabstal som følge af krigen i Ukraine. Her ses en begravelse af en russisk soldat på en kirkegård i Volgograd-regionen i Rusland. (Foto: © Uncredited, Associated Press)

Putin var heller ikke tilbageholdende med at fælde sin dom over den ukrainske modoffensiv, som startede i juni i år og stadig er i gang. Ifølge ham har Ukraine mistet 71.500 soldater i løbet af offensiven og er ved at løbe tør for mænd, som de kan mobilisere til krigen.

Der er dog stor usikkerhed om tallene, og DR kan ikke verificere estimatet på de 71.500 eller antallet af mobiliserede. Putin undlod desuden at tale om russiske tabstal.

Til gengæld pralede han med et stort antal russere, der ifølge ham har meldt sig frivilligt til at kæmpe mod Ukraine:

- Hver dag kommer der 1000-1500 mænd for at underskrive kontrakt med den russiske hær. Hver dag!

Igen har det ikke været muligt for DR at verificere tallene.

5

'En råddenskab i amerikansk politik'

Selvom der er lang tid til, at der bliver fældet dom i sagen mod Donald Trump, var Putin ikke tilbageholdende med sin dom: Der er ifølge ham tale om en politisk forfølgelse. Her ses de to til møde i Finland i 2018. (Foto: © Kevin Lamarque, Ritzau Scanpix)

Putin blev også spurgt ind til sit syn på et muligt magtskifte i USA efter det kommende valg i november næste år.

Også her ser han ingen tegn på en opblødning i forholdet mellem USA og Rusland, skulle republikanerne vinde valget. Dog er han anderledes positivt stemt omkring eks-præsident Donald Trumps udmelding om, at Trump ville kunne løse Ukraine-krisen på få dage:

- Det kan ikke andet end glæde os, bemærkede Putin.

I øvrigt havde han kun én positiv ting at sige om den politiske situation i USA. Det handlede netop om den retsforfølgelse af Trump, som finder sted:

- For os er det en god ting. For den udstiller hele råddenskaben i USA’s politiske system. Alt, hvad der sker med Trump, er et udtryk for en politisk motiveret forfølgelse af en politisk konkurrent, udtalte Putin under store klapsalver.

Aktuelt er Donald Trump tiltalt for en række forbrydelser - blandt andet for at have forsøgt at omstøde resultatet af præsidentvalget i 2020.