Råbene gjalder i revolutionens vugge: Fidel for altid

- Fidel Castro er død, mens hans revolution lever videre i os, lyder det i Santiago, som er sidste stop på vejen for Fidel Castros aske.

Bernardino har været med hele vejen. Han var 13 år og hjalp til på sin fars gård, da oprørslederen Fidel Castro indledte revolutionen her i Santiago.

Råbet giver genlyd i nattehimmelen over Santiago: ”Yo Soy Fidel – Yo Soy Fidel – Yo Soy Fidel”.

Tusindvis af unge stemmer messer troskabseden til manden, der har defineret deres liv og verden; deres forældres liv og verden; deres bedsteforældres liv og verden.

”Jeg er Fidel – Jeg er Fidel – Jeg er Fidel” – de har råbt i timevis, i dagevis, over hele Cuba, siden nationen fik dén besked, som alle vidste, ville komme en dag, og som ingen alligevel helt lod til at kunne begribe: At han var dødelig.

Midt i det råbende menneskehav står en mager gammel mand og stirrer med et fjernt blik på de tusindvis af unge mennesker, der har taget opstilling på Revolutionspladsen i Santiago.

Som en del af det kommunistiske regimes begravelsesforberedelser – og ikke mindst som et forsøg på at bevare grebet om befolkningen nu, hvor den karismatiske Comandante En Jefe er borte - er alle Cubas skoleelever blevet beordret til at aflægge troskabsed til Fidel Castro.

Men ingen har tvunget 77-årige Bernardino Ravelo Perez ud på gaden i aften.

- Vi havde ikke andet end revolutionen

Den pensionerede soldat har selv valgt at hænge sine seks militærmedaljer på skjortebrystet og med lidt usikre ben stavre ned på pladsen, hvor cubanerne mindes Fidel Castro en allersidste gang – det er aftenen før begavelsen.

Og Bernardino har været med hele vejen. Han var 13 år og hjalp til på sin fars gård, da oprørslederen Fidel Castro indledte revolutionen her i Santiago. Han var 19 år gammel og soldat, da Castro og hans oprørere i 1959 rejste fra Santiago mod Havana i triumf: Krigen var vundet, revolutionen var virkelighed, Cuba var kommunistisk.

- Jeg har brugt hele mit liv på at kæmpe for Fidel og for Cuba. Jeg har tjent revolutionen i tres år, siger den 77-årige pensionerede major.

- Vi havde ikke andet end revolutionen dengang. I dag er det anderledes for de unge. Takket være Castro har de uddannelser, de har mobiltelefoner, de har muligheder. Vi havde ikke andet end et hul i maven af sult. Derfor stod vi sammen om revolutionen.

Bernardino fortæller om den dag, i 1963, hvor hans deling sammen med Fidel Castro krydsede en flod med voldsom strøm. Pludselig blev revolutionslederen revet væk af vandmasserne. Han forsvandt i floden og soldaterne løb flere hundrede meter langs vandet for at redde ham.

- Pludselig stod Fidel på bredden. Han havde reddet sig selv i land, fortæller Bernardino med stolt stemme.

For ham er episoden et bevis på Castros næsten overmenneskelige styrke – og, tilføjer han, et af de største øjeblikke i sit 77 år lange liv.

Søndag er det helt slut

Skolebørnene råber videre. ”Yo Soy Fidel – Yo Soy Fidel – Yo Soy Fidel”.

Det er som om, at de i aftenmørket forsøger at forlænge natten med deres råb, for i morgen søndag er det slut. Helt slut; Castros aske skal begraves efter fire døgns rejse gennem landet fra hovedstaden Havana til revolutionsbyen Santiago i en cedertræskiste på en åben ladvogn foran millioner af cubanere, som har taget opstilling på landevejene – en symbolsk rute tilbage ad samme vej, som revolutionshelten triumferede i 1959.

Historien kender skolebørnene til bevidstløshed både de store og de små. Og de vil fortsætte historien, understreger de alle som én denne aften på Revolutionspladsen i Santiago.

- Fidel Castro er død, mens hans revolution lever videre i os, siger 17-årige Yillian Martinez – og lyder som et ekko af tusinder af andre unge cubanere.

Yillian går i gymnasiet i Santiago og drømmer om at blive læge. Her er hun i Santiago flankeret af to skolelærere. (Foto: Stéphanie Surrugue © dr)

Andre budskaber findes uden for masserne

Alle er de blevet beordret til at aflægge troskabsed, alle har de taget opstilling på landevejene de seneste dage under opsyn af deres skolelærere for at tiljuble begravelseskaravanen og alle siger de det samme: At de ikke ønsker forandring. At de ønsker revolutionen.

Yillian, for eksempel, går i gymnasiet i Santiago og drømmer om at blive læge, og forklarer sin drøm sådan her:

- Jeg vil gerne hjælpe andre mennesker, lige som Fidel hjalp andre mennesker.

For at høre andre budskaber fra unge cubanere, skal vi skal langt væk fra skolelærere, langt væk fra masserne.

Taler man med unge cubanere på tomandshånd, især i hovedstaden Havana, hvor omverdenen på mange måder er tættere på end her i Santiago, kan de godt finde på at indrømme det: At de gerne vil rejse noget mere. At de drømmer om et visum til USA, Canada eller måske Spanien. At de håber, at præsident Raul Castro nu vil løsne grebet lidt mere om deres hverdagsliv. At de en dag får frihed – frihed til at kommunikere frit, frihed til at tjene penge.

2018 er året, der går igen blandt de unge

Det er sjældent, at man i disse fortrolige og navnløse samtaler møder de store politiske visioner. Jo, disse unge kender godt den internationale skepsis mod Cuba som diktaturstat med ét-partisystem, politiske fanger, krænkelser af menneskerettigheder.

Men deres drømme handler om andre ting; om butikker med varer på hylderne, et vellønnet job, måske en lille forretning, og helt sikkert en god internetforbindelse, og hvem ved – en bil, der ikke stammer fra 1980’ernes Sovjet eller 1950’ernes USA?

Men det er drømme og hemmelige tanker; i hvert fald lidt endnu. Når man har den type forsigtige samtaler med unge cubanere, bliver årstallet 2018 nævnt igen og igen. Det er året, hvor præsident Raul Castro trækker sig tilbage, og hvor han med al sandsynlighed vil give magten videre til Cubas vicepræsident Miguel Diaz-Canel. En 55-årig kommunist, der ganske vist har erklæret, at han vil bevare ét-partisystemet, men som dog er både mere moderat og mere moderne end de to Castro-brødre.

Men her og nu, på Revolutionspladsen i Santiago, er der ingen – hverken teenagere eller pensionister - der vil tale om 2018. Det er mere sikkert at holde sig til årstal som 1959.

77-årige Bernardino Revelo Perez ser ud over de tusindvis af unge ansigter.

- Det er klart, at de ikke er lige så politisk bevidste, som vi var. Og selv om jeg har levet et langt liv, og ikke kan tillade mig at ønske mere at tilværelsen, så håber jeg for Cuba, at de unge vil leve op til deres løfter her til aften, siger han.

- At de vil bære Fidels revolution videre i deres hjerter. Det er mit håb for Cuba.