Rådden kultur i Englands "sexmisbrugshovedstad"

Der lyder højtlydte krav om fyringer, efter en rapport dokumenterer seksuelt misbrug af mindst 1.400 børn i Rotherham i Nordengland.

Rotherham kommune i Nordengland har omkring 250.000 indbyggere. (© Ben Sutherland)

Noget er råddent i Rotherham - bundråddent.

Sådan kan man sammenfatte reaktionerne, efter en uafhængig undersøgelse i går viste, at mindst 1.400 børn er blevet udsat for seksuelt misbrug fra 1997 til 2013 i den nordengelske by.

- Folk er rasende og forfærdede over, at det her kunne foregå over så lang tid og i så stort et omfang. Rapporten retter i den grad en bebrejdende finger mod de sociale myndigheder og politiet, og nu er der et ønske om, at man tager ansvaret og går af, fortæller Politikens korrespondent i Storbritannien, Lone Theils.

Politikere indblandet

Formanden for byrådet i Rotherham, Roger Stone, valgte med det samme at fratræde, da rapportens konklusioner blev offentliggjort.

Og nu lyder der et højlydt krav om, at den ansvarlige politikommissær i området, Shaun Wright, også skal gå af.

Wright er yderligere belastet af sagen, fordi han fra 2005 til 2010 var formand for børneområdet i Rotherhams byråd.

I forvejen var byens borgmester, Barry Dodson, trådt tilbage i juni måned, da han var blevet konfronteret med anklager om, at han havde begået overgreb mod en 13-årig pige i 1987.

Læg dertil, at byrådets viceformand i 2013 midlertidigt tog sin afsked efter anklager om, at han havde holdt hånden over et familiemedlem, som var under mistanke for at misbrugt en 14-årig pige.

Selv om politiet i sidstnævnte tilfælde valgte ikke at forfølge sagen, sidder mange briter alligevel tilbage med en følelse af, at Rotherhams politikere og politi har været meget direkte impliceret i skandalen.

Nådesløs kritik

En stor del af æren for, at det ufatteligt store antal ofre i Rotherham endelig kommer frem, bliver i dag tilskrevet journalisten Andrew Norfolk fra avisen The Times.

Han har gravet i problemet siden 2011 og fremlagt en lang række grusomme eksempler på svigt fra myndighedernes side.

Efter den seneste undersøgelse retter han en nådesløs kritik af Rotherhams byråd:

- Så sent som 2012 fortsatte dem, der havde magten i byrådet, den årtier lange praksis med ikke til fulde at erkende og lære af fortidens katastrofale fejl. Flere piger led, mens byrådet mudrede sagen til, siger Andrew Norfolk ifølge PressGazette.

I en lige så hård kommentar kalder avisen The Guardian Rotherham for “nationens sexmisbrugshovedstad”:

- Den lokale administration og politiet kendte til problemerne og valgte ikke at forhindre dem. Det viser tydeligt, at noget er råddent i Rottenham, skriver The Guardian.

Facebook
Twitter