Rådgiver i USA's nationale sikkerhedsråd: Trumps samtale med Ukraines præsident var upassende

Donald Trump afviser al kendskab til flere af de personer, der har lyttet til hans samtale med Ukraines præsident.

Da de første offentlige høringer i undersøgelsen af, om USA's præsident, Donald Trump, har misbrugt sit embede, begyndte i sidste uge, afskrev både Republikanerne - og præsidenten selv - flere af vidnerne.

Begrundelsen lød blandt andet, at personerne ikke selv havde overhørt telefonsamtalen mellem Trump og Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj.

I dag lyttede medlemmer af Kongressen så til forklaringer fra netop to personer, der har overhørt opkaldet, og særligt en af dem blev foruroliget over samtalen mellem de to præsidenter.

- Ærligt kunne jeg slet ikke tro mine egne ører. Der var formentlig en grad af chok, forklarede obertsløjtnant Alexander Vindman, der er rådgiver i USA's nationale sikkerhedsråd.

Her har han blandt andet ansvaret for Ukraine.

- Det var upassende for præsidenten at anmode og kræve en efterforskning af en politisk rival, sagde Vindman, der fandt opkaldet så bekymrende, at han to gange indberettede det, blandt andet til sikkerhedsrådets juridiske rådgiver.

Vindman er et af de vidner, som Demokraterne har indkaldt i den igangværende undersøgelse af Trump.

Demokraterne mener, at Trump har tilbageholdt knap 2,7 milliarder kroner i militær - og sikkerhedsbistand til Ukraine for at få ukrainerne til at efterforske tidligere vicepræsident, Joe Biden. Demokraten Biden kan blive Trumps modkandidat til præsidentvalget næste år.

Og samtalen mellem Ukraines præsident og Trump er omdrejningspunktet i Demokraternes igangværende undersøgelse af præsidenten og kan føre til en rigsretssag, der i yderste konsekvens kan fjerne Trump fra posten.

Jennifer Williams, rådgiver for vicepræsident, Mike Pence. (Foto: Michael Reynolds © Scanpix)

En anden af dagens vidner, Jennifer Williams, som er rådgiver for vicepræsident, Mike Pence, udtrykte tilsvarende forundring over opkaldet, som hun kaldte "upassende".

Hun slog samtidig fast, at ved et møde mellem præsident Volodymyr Zelenskyj og Mike Pence i begyndelsen af september, spurgte den ukrainske præsident til sikkerheds- og militærbistanden fra USA.

Ifølge rådgiveren gjorde præsident Zelenskyj det klart, at ethvert tegn på vaklende støtte fra USA, kunne udnyttes af Rusland, som Ukraine er i krig med.

- Et stort fupnummer

Forklaringerne fra de to første af dagens i alt fire vidner lod ikke til at bekymre præsident Trump.

Undervejs i høringerne gentog han, at han anser hele undersøgelsen som et "stort fupnummer" og opfordrede til at læse referaterne af de to telefonsamtaler, han har haft med Zelenskyj.

Præsidenten kommenterede flere af vidnerne i dag:

Præsidenten har tidligere betegnet Alexander Vindman som en “Never Trumper”, det vil sige del af den bevægelse, som aktivt i 2016 havde som erklæret mål at forhindre Trump i at blive valgt som præsident.

Fra flere af Republikanerne i efterretningsudvalget var der spørgsmål til, hvorvidt Vindmans vurdering af opkaldet var pålidelig.

For en af dagens andre vidner, tidligere leder for europæiske anliggende i USA's nationale sikkerhedsråd, Tim Morrison, har sået tvivl om Vindmans dømmekraft.

Og det blev fokus for flere af spørgsmålene fra de republikanske medlemmer, der udover at spørge ind til, hvorfor Vindman ikke involverede sin nærmeste overordnede - Morrison - i sine bekymringer, også lagde vægt på, at Vindman ikke selv hverken har talt eller mødt præsident Trump.

Samtidig fremhævede Republikanerne, at Vindman, der kom til USA som tre-årig, var blevet tilbudt et job som forsvarsminister i Ukraine. Et jobtilbud, som Vindman selv dog øjeblikkeligt orienterede sine overordnede om, forklarede han.

- Jeg er amerikaner. Selve ideen om at jeg bliver spurgt om en post som forsvarsminister er komisk, lød det fra Vindman.

Tim Morrison understregede i sin forklaring, at han ikke mener, at der var noget "ulovligt" i opkaldet mellem de to præsidenter, samt at referatet udgivet af Det Hvide Hus er korrekt.

Dog gav det anledning til bekymring, for det kunne få politiske konsekvenser, hvis indholdet blev lækket, forklarede han og tilføjede, at hans "frygt nu er blevet bekræftet".

Også USA's særligt udsendte i Ukraine, Kurt Volker, afgav forklaring i dag.

Volker overhørte ikke selv opkaldet, men fastslog, at han ikke var klar over, at efterforskningen, som Trump efterlyste, handlede om Joe Biden.

- Beskyldningerne mod Biden er ikke troværdige, sagde Volker blandt andet.

Afhøringer af vidner fortsætter både torsdag og fredag, heriblandt EU-ambassadør, Gordon Sondland.