Radikal gruppe truer våbenhvilen i Ukraine

Lederen af en ultranationalistisk gruppe nægter at overholde våbenhvilen, der skal træde i kraft i Ukraine ved midnat.

Dmitrij Yarosh ses her i det ukrainske parlament. Hans støtter findes helt yderst på den politiske højrefløj. (Foto: © Arkivfoto: Vladimir Shtanko, Scanpix)

Natten til søndag træder en våbenhvileaftale i kraft i Ukraine. Det betyder, at alle stridende parter i den østlige del af landet skal lægge våbnene.

Det er dog ikke alle, der ønsker en våbenhvile.

På Facebook truer lederen af den ultranationalistiske gruppe Right Sector, Dmitrij Jarosh, med fortsat at bekæmpe de prorussiske separatister, der har udråbt Lugansk og Donetsk i Østukraine til selvstændige republikker.

- Vi søger fred! Men vi mener, at den kun kan opnås på én måde: ved at vinde en militær sejr over de russiske terrorgrupper, skriver han.Forbeholder sig retten til kampDen yderligtgående gruppe har samlet flere højreradikale grupper og organisationer under sig. Koalitionen blev til et politisk parti i 2014, og den berygtede Dmitrij Jarosh er blevet valgt til det ukrainske parlament.Dmitrij Jarosh er efterlyst af Rusland via Interpol for at opfordre til terrorisme.

Se Interpols efterlysning her.

Ifølge ham vil Right Sectors paramilitære enheder i Østukraine fortsætte deres kamp og følge deres egne planer frem for at anerkende den fredsaftale, som faldt på plads torsdag i Minsk.

I sit opslag på Facebook hævder han, at fredsaftalen er i strid med Ukraines forfatning.

Derfor mener han ikke, at det er påkrævet, at borgerne - og hans gruppe - lever op til aftalen.

- Hvis Ukraines væbnede styrker får ordre til at trække tunge våben og artelleri tilbage og indgå våbenhvile, så forbeholder Right Sectors korps af frivillige sig retten til at fortsætte militære aktioner i overensstemmelse med vores egne operative planer indtil den fuldstændige befrielse af ukrainske terrirtorier, skriver Dmitrij Jarosh på Facebook.