Radioaktiv stråling rammer livsformer

Strålingen efter reaktorkatastrofen i Tjernobyl i 1986 har en ødelæggende virkning på biodiversiteten i den lukkede zone omkring atomkraft-værket, viser en optælling.

Strålingen efter reaktorkatastrofen i Tjernobyl i 1986 har en ødelæggende virkning på biodiversiteten i den lukkede zone omkring atomkraft-værket, viser en optælling, der har stået på i næsten fire år.

Færre arter

Franske og amerikanske forskere har studeret pattedyr, insekter, fugle, krybdyr og padder i området, og konstaterer, at antallet af pattedyr og krybdyr er reduceret i forhold til sammenlignelige områder, der ikke er ramt af den radioaktive forurening.

Forskergruppen har tidligere offentliggjort materiale, der påviser strålingens negative effekter på insekter og fugle i området.

- Sandheden er at virkningerne af strålingsforureningen er overvældende store, siger den amerikanske professor Timothy Mousseau fra universitetet i South Carolina, til BBC News.

Resultaterne går direkte mod en ukrainsk forskers konklusioner. Sergii Gashchak fra Tjernobyl-centeret i Ukraine mener, at naturen i zonen har regenereret og trives, fordi der er minimal påvirkning fra mennesker.

FacebookTwitter