RAF-medlem dømt for 35 år gammelt mord

Medlem af Rote Armee Fraktion får fire års fængsel for medskyld i mord på statsadvokaten Siegfried Buback.

Verena Becker fra Rote Armee Fraktion får fire års fængsel for medskyld i mord på statsadvokaten Siegfried Buback. (Foto: Michaela Rehle © Scanpix)

Et tidligere medlem af den militante Rote Armee Fraktion (RAF) i Tyskland er fredag dømt skyldig i at have medvirket til mordet på den offentlige anklager Siegfried Buback i 1977.

Der er formentlig tale om den sidste retssag mod tidligere medlemmer af den rabiate undergrundsorganisation.

Verena Becker har fået fire års fængsel for at have deltaget i et møde i Holland, hvor RAF besluttede sig for at slå Buback ihjel.

Becker, der som venstreradikal altid bar solbriller, havde "på afgørende vis været i ledtog" med de øvrige gerningsmænd, konstaterer dommeren i Karlsruhe.

Dræbt med automatvåben

Buback var i 1977 på vej fra sit hjem til sit kontor i Karlsruhe, da en passager på en motorcykel affyrede et automatvåben mod hans Mercedes.

Buback døde øjeblikkeligt, og det samme gjorde to passagerer i bilen.

Tre medlemmer af Rote Armee Fraktion blev senere dømt for drabet på Buback, men ingen af dem ville fortælle, hvem der affyrede de dræbende skud fra motorcyklen.

Verena Becker er tidligere idømt livsvarigt fængsel for væbnet røveri og mordforsøg. Det var samme år, som Buback blev myrdet.

Hun blev benådet i 1989.

/ritzau/Reuters

Facebook
Twitter