Rapport: Bryants pilot brød regler fem år før helikopterstyrt

Ifølge en rapport fra de amerikanske luftfartsmyndigheder havde piloten tidligere fået en reprimande.

Den tidligere basketballspiller Kobe Bryant mistede livet 26. januar i en helikopterulykke. (Arkivfoto). (Foto: Jerome Miron © Ritzau Scanpix)

Basketball-legenden Kobe Bryants pilot, der styrede en helikopter i døden sidste måned i Calabasas' bjergside i Californien, havde tidligere fået en reprimande for sin flyvning.

Det viser en rapport fra de amerikanske

luftfartsmyndigheder
, FAA, som Los Angeles Times er i besiddelse af.

Ifølge rapporten trodsede piloten Ara Zobayan ordrer om ikke at flyve igennem et travlt luftrum nær Los Angeles' internationale lufthavn i maj 2015.

Ordren om at blive på jorden var givet, da vejrforholdene havde

reduceret
sigtbarheden kritisabelt, lyder det i rapporten.

- Havde Zobayan ordentligt planlagt og gennemgået det aktuelle vejr, ville han have været i stand til at forudse den nødvendige handling, skriver FAA blandt andet i rapporten.

Den samme pilot

forulykkede
26. januar 2020, blot 40 minutter efter at helikopteren var lettet.

Alle ni om bord blev dræbt, inklusive Kobe Bryant, hans 13-årige datter, Gianna, og piloten.

Det er endnu ikke klart, hvorvidt Zobayan overholdt luftfartsreglerne forud for styrtet 26. januar.

Eksperter uenige

Los Angeles Times har forholdt flere eksperter FAA's rapport, og de er uenige om, hvorvidt Zobayans tidligere regelbrud er af alvorlig karakter.

En ekspert peger for eksempel på, at piloter gennem hele karrieren kan komme i mange situationer, hvor det er nødvendigt at bryde reglerne.

Politiet er fortsat i gang med at efterforske ulykken, hvor ni personer mistede livet. Det forventes, at

efterforskningen
vil tage flere måneder.

Det er tidligere blevet slået fast, at tekniske motorfejl ikke var årsag til helikopterstyrtet.

Helikopteren af typen Sikorsky S-76B brød i brand, da den ramte bjergsiden.

Kobe Bryant var i sin aktive karriere hos Los Angeles Lakers en af de største sportsstjerner i USA, og han regnes for en af de bedste spillere i

NBA
gennem tiderne.

Han var sammen med de øvrige passagerer i helikopteren på vej til en ungdomsturnering i basketball, da ulykken skete.

/ritzau/

Opdateret med oplysningen om at regelbruddet fandt sted tilbage i 2015.