Rapport: Her er de fem værste konfliktplagede lande for børn at vokse op i

Et ud af seks børn i verden befandt sig i 2021 i en konfliktzone, lyder det fra Red Barnet.

Ni-årige Zaid fra Yemen mistede sit ben, da en granat eksploderede. Zaid, der bor i en lejr nær byen Taiz, er et af de børn, Red Barnet har hjulpet. Zaid er ikke hans rigtige navn. Red Barnet har valgt at beskytte hans identitet. (Foto: © Al-Baraa Mansoor, Red Barnet)

Omkring 449 millioner børn levede i 2021 i en konfliktzone.

I de mest intensive konfliktområder befinder der sig 230 millioner børn, hvilket er en stigning på ni procent i forhold til 2020.

Det viser en optælling, som Red Barnet har foretaget på baggrund af tal fra blandt andet FN.

- Sammenlignet med 2020 er antallet af børn, der vokser op i områder med lavintensive konflikter faldet lidt. Men antallet af børn, der vokser op i områder med mere intensive konflikter, er steget, siger Alvhild Strømme, der er seniorrådgiver i Red Barnet i Norge, hvor hun særligt beskæftiger sig med verdens konfliktområder.

Som nævnt er rapporten baseret på tal indsamlet i 2021 og indeholder ikke tal fra konflikten i Ukraine. Derfor forventer Red Barnet, at Ukraine næste år angiveligt vil bevæge sig ind på listen over konfliktlande, hvor børns situation er værst.

Den nuværende liste indeholder primært lande fra Afrika. Men flere steder i Mellemøsten er der også alvorlige problemer, siger hun.

- Yemen og Afghanistan er de værste områder for børn lige nu. Et ud af tre børn i Mellemøsten bor i en konfliktzone. Det tal er lavere i Afrika, men der er også en større andel af børn på dét kontinent end i Mellemøsten, siger hun.

En ting er der dog at glæde sig over i tallene fra 2021, siger Alvhild Strømme. Hun peger blandt andet på Sydsudan og Sudan, som ikke var på listen sidste år.

- Når der bliver fundet løsninger på konflikter, er det ikke kun godt på papiret. Det er livsændrende for børn, siger hun.

Hun fortæller her om de fem konfliktramte lande i verden, hvor Red Barnet vurderer, det er værst at vokse op.

1

Yemen

Børn i Yemen bliver undervist i en ødelagt skole i byen Taez. Billedet er fra august 2021. (Foto: © AHMAD AL-BASHA, Ritzau Scapix)

Problemerne er mange i Yemen, der har været ramt af borgerkrig siden 2015.

Sådan beskriver Alvhild Strømme situationen i for landet syd for Saudi-Arabien.

FN har kategoriseret seks forbrydelser, som er særligt alvorlige for børn. Det er drab og lemlæstelse, rekruttering af børn til krigsformål, kidnapning, angreb på skoler eller hospitaler, blokering af nødhjælp og voldtægt eller anden seksuel vold mod børn.

Alle seks slags forbrydelser foregår i Yemen, lyder det fra Red Barnet.

- 93 procent af børnene i Yemen risikerer på en eller anden måde at blive offer for den væbnede konflikt. Væbnede styrker forhindrer børn i at få den hjælp, de har brug for, og børn dør, bliver lemlæstede eller bliver rekrutteret til krigsformål, siger Alvhild Strømme.

Hun fortæller, at skoler og hospitaler bliver angrebet, og at børn bliver nægtet adgang til undervisning, fordi skolerne bliver brugt til militære formål.

I borgerkrigen bekæmpes en gruppe oprørere, der er støttet af Iran, af en koalition, der er støtte af blandt andet Saudi-Arabien.

2

Afghanistan

En burkaklædt kvinde med et barn går forbi Taliban-soldater i byen Jalalabad. Billedet er fra december 2021. (Foto: © Wakil Kohsar, Ritzau Scanpix)

Sidste år var Afghanistan på førstepladsen, men i år blev det en andenplads for landet, der, efter vestlige styrker forlod området, nu styres af Taliban. Faldet på listen skyldes ifølge Alvhild Strømme en kombination af, at situationen på nogle områder i Afghanistan har forbedret sig en smule, men også at situationen i Yemen er blevet værre.

Dog er der særligt ét område, hvor Afghanistan trækker i den forkerte retning og selv overgår Yemen. Det er i antallet af personer, der dør.

- Når vi ser på konflikter, er der ikke noget andet land i verden, hvor så mange børn bliver direkte ramt af konflikter. 2.346 børn blev dræbt eller lemlæstet i Afghanistan i 2021. Det er næsten tre gange højere end i Yemen, siger Alvhild Strømme.

3

DR Congo

To unge drenge fra DR Congo går mellem militære køretøjer på en vej i Kinshasa. Billedet er fra 2018. (Foto: © John Wessels, Ritzau Scanpix)

På tredjepladsen er DR Congo. Konflikten mellem regeringsstyrker og oprørsmillitser har her varet i flere årtier, og krænkelser af menneskerettigheder er omfattende, lyder det fra Red Barnet.

Samtidig bliver seksuel vold mod børn også brugt som en del af krigshandlingerne.

- Der er et meget højt antal af børn, der bliver rekrutteret til de væbnede styrker. Det er både til at indgå direkte i krigen og til at rekruttere andre.

- Derudover er der også mange tilfælde, hvor børn bliver kidnappet af væbnede grupper, og mange børn bliver voldtaget af medlemmer af de grupper, siger Alvhild Strømme.

Dog går DR Congo en enkelt plads ned på Red Barnets liste, da landet sidste år lå nummer to.

4

Somalia

Tæt på Mogadishus lufthavn nyder soldater en fridag ved vandet. Billedet er fra 2019. (Foto: © LUIS TATO, Ritzau Scanpix)

Somalia i det østlige Afrika har også gennem længere tid været ramt af interne konflikter og angreb fra islamistiske grupper - blandt andet terrorbevægelsen al-Shabaab.

- Situationen her ligner på flere måde det, vi ser i DR Congo. Mange børn bliver bortført, rekrutteret og udsat for seksuelle overgreb, siger Alvhild Strømme.

Somalia befinder sig på en femteplads over lande, hvor mennesker bliver dræbt af konflikter.

- Procentdelen af børn, der vokser op med risiko for vold, er høj. Dog er den lavere end i Afghanistan og Yemen, fordi der også er steder i Somalia, hvor der er mere fredeligt, siger hun.

5

Syrien

Et syrisk barn traver forbi en tyrkisk kampvogn i byen Binnish nær grænsen til Tyrkiet. Billedet er fra 2020. (Foto: © OMAR HAJ KADOUR, Ritzau Scanpix)

Selvom borgerkrigen i Syrien ikke fylder så meget i medierne længere, så rammer den stadig børn. Krigen begyndte som et oprør mod landets præsident, men udviklede sig, hvor flere parter - blandt andet jihadister - indtog en rolle i krigen.

- Der er mange børn i landet, der bliver rekrutteret af de væbnede styrker. Der er også mange børn, der bliver lemlæstet og dræbt, fortæller Alvhild Strømmen.

Selvom 99 procent af de syriske børn ifølge Red Barnet på en eller anden måde bliver ramt af konflikt, så er der forbedringer i forhold til sidste år, hvor landet fik en tredjeplads.

- Vi har ikke så mange verificerede sager om seksuel vold mod børn, og der er heller ikke så mange sager om bortførsler af børn, siger hun.

For at forbedre forholdene for børn i samtlige lande mener Alvhild Strømme, at det politiske og diplomatiske pres bør øges.

- Grupperne i de forskellige lande skal vide, at der er regler i krig, og at de skal overholdes. Og når det kan bevises, at der er sket overgreb på børn, skal de ansvarlige stilles til ansvar. Vi har et ansvar i at hjælpe børn, uanset hvor de befinder sig, så de kan få et normalt liv med skolegang, så de kan opbygge deres eget liv, siger hun.