Rapport vil anbefale USA's tilbagetrækning fra Irak

USA bør begynde gradvist at trække soldater ud af Irak. Sådan lyder anbefalingen fra den tværpolitiske Baker-Hamilton-gruppe. New York Times har talt med kilder, der kender kommissionens netop færdiggjorte rapport.

Irakstudiegruppen, under ledelse af USA's tidligere udenrigsminister James Baker (tv), vil anbefale tilbagetrækning af amerikanske soldater fra Irak. (Foto: Mandel Ngan © Scanpix)

USA's tværpolitiske Baker-Hamilton-gruppe vil anbefale, at USA gradvist begynder at trække soldater ud af Irak.

Det skriver avisen The New York Times, som har kendskab til gruppens rapport. Rapporten er færdig, men skal først afleveres til præsident George W. Bush i næste uge.

Rapporten sætter ikke sætte dato på, hvornår tilbagetrækningen skal begynde. Dog skulle det ligge mellem linierne i rapporten, at tilbagetrækningen skal ske fra næste år.

Baker-Hamilton-gruppen har arbejdet ad flere spor siden den blev nedsat af USA's kongres. Den er nu nået frem til et kompromis.

Pres på den irakiske regering

Hensigten med at begynde tilbagetrækningen skal være at lægge pres på den irakiske regering, der ifølge gruppen ikke har gjort tilstrækkeligt for at afvæbne de shia-muslimske militser.

Baker-Hamilton-gruppen er et af de mest centrale omdrejningspunkter for USAs Irak-strategi.

Der vil blive lagt et hårdt pres på præsident Bush, for at omsætte anbefalingerne til amerikansk udenrigspolitik.

Men præsidenten er ikke tvunget til at følge gruppens anbefalinger.

Facebook
Twitter