Rasmus nåede toppen af Mount Everest: 'Solopgangen er fuldstændig fantastisk'

DR har interviewet Rasmus Kragh, der nåede sit livs mål for få dage siden.

- Det er kæmpestort for mig, og jeg er sindssygt glad, men også helt vildt træt, fordi det har krævet så meget af mig, både mentalt og fysisk.

Den 30-årige danske bjergbestiger Rasmus Kragh nåede natten til torsdag toppen af verdens højeste bjerg, Mount Everest.

Han er den første dansker og en af kun omkring 200 personer på verdensplan, der har taget turen hele vejen til toppen af det 8.848 meter høje bjerg uden af gøre brug af iltmasker. Langt de fleste, der når toppen af Mount Everest, gør brug af ekstra ilt på vejen mod toppen.

Alt er godt, lyder meldingen fra Rasmus Kragh, da han i dette øjeblik når toppen af verdens højeste bjerg, Mount Everest. (Foto: Rasmus Kragh)

Her få dage efter befinder han sig i den såkaldte basecamp for foden af bjerget - i 5.300 meters højde. Det er herfra, DR Nyheder har fået mulighed for at interviewe ham gennem en Skype-forbindelse.

- Det er en stor følelse af lykke lige nu. Men samtidig er det jo også slut. Det er jo det mål, jeg har arbejdet hen mod i flere år, som jeg er færdig med. Det skal lige sætte sig, og så skal jeg finde ud af, hvad der er op og ned på det hele, siger han.

Følelsesladet kvarter

Han fortæller, at turen det sidste stykke mod toppen var følelsesladet, men at tiden også var knap. Derfor var det svært at nå at tage det hele ind.

- Det starter et kvarter før, jeg når toppen. Der begynder jeg at forstå, at jeg kommer til at nå det. Der begynder jeg at arbejde på min plan for, hvad jeg skal gøre, når jeg kommer op. For jeg ved, jeg ikke har ret mange minutter der oppe. Jeg skal hurtigt ned igen af sikkerhedsmæssige årsager.

Også Dannebrog blev luftet på verdens højeste punkt. (Foto: Rasmus Kragh)

- Så jeg nyder øjeblikket, og bliver rørt, da jeg kan se, jeg kommer til at nå målet. Men da jeg først står på toppen, får jeg på fem-ti minutter taget de billeder og lavet de filmklip, jeg gerne vil lave, og så er jeg egentlig på vej ned igen, siger han.

Hvad er det mest spektakulære, man oplever på sådan en tur?

- Rent billedmæssigt er det solopgangen, som er fuldstændig fantastisk. Og så visheden om, at man er højere oppe end alt andet på jorden. Jeg prøver at suge det ind med al den energi, jeg har. Der mærker jeg, at jeg er så højt oppe, man overhovedet kan være, siger han.

Ti dødsfald på en uge

Det er ingen leg at bestige verdens højeste bjerg. Slet ikke uden iltmaske.

Bjerget har gennem tiden kostet hundredevis af mennesker livet, og alene den seneste uge har ti personer mistet livet i kampen for at nå toppen.

Men hvorfor overhovedet gøre det? Hvorfor træne i flere år, gå gennem to mislykkedes forsøg og risikere liv og lemmer på vej mod toppen af verdens højeste bjerg?

- Jeg tror, det er en slags søgen efter, hvor langt man egentlig kan presse sine fysiske og mentale grænser. For mig handler det om at gøre det uden kunstige hjælpemidler og møde bjerget i øjenhøjde.

- Du indånder luften på det højeste punkt på jorden. At kunne gøre det ved egen kraft er noget helt specielt, og det er den ultimative måde at udfordre mig selv på. Det er det, der driver mig, siger han.

Han mener dog ikke selv, at han er helt der ude, hvor han sætter sit eget liv på spil.

- Det er selvfølgelig en risikosport. Men jeg føler, at med min forberedelse og med mit team omkring mig, der sørger for, at jeg kan dedikere mig 100 procent til det, kan jeg gøre det i kontrol.

Undgik farlig kø

Han har blandt andet sørget for at planlægge sin tur, så han ikke ville ende i kø op ad bjerget. Det har særligt været et problem den seneste uge, hvor billeder har vist hundredevis af klatrere på linje op ad smalle passager på bjerget.

Bjergbestigeren Nirmal Purjas billede af køen på Mount Everest. Ventetiden fik tilsyneladende fatale konsekvenser for to personer. (Foto: handout © Scanpix)

- Jeg så billederne, da jeg kom ned, og det ser jo helt vildt ud.

- De ting, jeg ikke selv kan kontrollere, har jeg forsøgt at planlægge mig ud af. Der er altid ti procent af sådan en præstation, som man ikke selv kan kontrollere. Det har jeg prøvet at komme udenom, og det er jeg lykkedes med i år, lyder det fra den glade, men udmattede bjergbestiger.

Et skridt - ti vejrtrækninger

Det sidste stykke op mod toppen - når man når op over otte kilometers højde - kaldes populært for dødszonen. Det er her, kroppens funktion går stærkt ned ad bakke.

Rasmus Kragh havde følgeskab af en såkaldt sherpa, en lokal bjergguide, på turen. Sherpaen havde ilt nok med til sig selv - men ikke til Rasmus Kragh, der hellere ville vende om end bruge medbragt ilt.

Her er iltmængden i luften kun en tredjedel af, hvad den er normalt, har lektor på Institut for Idræt og Ernæring ved Københavns Universitet Nicolai Nordsborg forklaret til DR Nyheder.

- Det er så ekstremt, at ikke alle overlever. Og tog man dig eller mig og droppede os af deroppe, så ville vi ikke have mange minutter tilbage at leve i, siger han.

Livsvigtige funktioner begynder at sætte ud, og hjernen kan ikke fungere ordentligt, fordi den ikke får ilt nok, og hjertet pumper heller ikke tilstrækkeligt.

For Rasmus Kragh var det også en nærmest ubeskrivelig oplevelse at tvinge kroppen til at arbejde sig det sidste stykke op.

- Det kan mest af alt beskrives som en verden i slowmotion. Både mentalt og fysisk. Alting går 50 procent langsommere. For hvert skridt, jeg gik de sidste 50 meter mod toppen, der trak jeg måske vejret ti gange.

- Samtidig har man en følelse af tømmermænd i kroppen hele tiden, siger han og beskriver, at der skal findes ekstra motivation dybt nede i den mentale rygsæk, hvis det sidste stykke skal lykkes.

Facebook
Twitter