Redaktør om Schmeichel-program: Kvalmende propaganda for Rusland

Den legendariske målmand får hug for sin optræden på russisk statsmedie.

Peter Schmeichels arbejde for russiske RT har bragt den store dansker i strid modvind. Her ses han ankomme til VM-lodtrækningen i Moskva sidste år. (Foto: Sergei Karpukhin © Scanpix)

- Jeg synes, det er en kvalmende omgang, som Peter Schmeichel kaster sig ud i.

Så kontant lyder meldingen fra Troels Henriksen, sportsredaktør på Jyllands Posten, efter at have set Peter Schmeichel optræde som vært på russisk tv.

Den tidligere topmålmand er blevet vært på den russiske tv-kanal RT forud for sommerens VM-slutrunde i Rusland. Her laver den danske målmand indslag fra de forskellige værtsbyer.

Og det falder ikke i god jord hos blandt andet sportsredaktøren.

- Jeg synes, at det er en glimrende omgang propaganda for Rusland, som Peter Schmeichel deltager i, lyder det fra redaktøren over for TV Avisen.

Ikke en hvilken som helst kanal

Peter Schmeichels valg af arbejdsgiver har bragt EM-vinderen i strid modvind siden annonceringen af partnerskabet med den statskontrolleret tv-kanal i slutningen af sidste år.

RT er nemlig blevet beskyldt heftigt fra flere sider i den vestlige verden. Frankrigs præsident Emmanuel Macron beskyldte sidste år kanalen for at stå for propaganda og fake news, mens kanalen i USA er blevet presset til at lade sig registrere som 'en fremmed agent i landet'.

Det første af programmerne, hvor den danske målmand viser rundt i de russiske værtsbyer, blev sendt i går. Her guidede danskeren blandt andet seerne rundt på en bilfabrik og malede trædukker.

- Det er bemærkelsesværdigt, hvordan russerne formår at få Peter Schmeichel til at fremstå som en eller anden sær blanding af en pauseklovn og en reklamesøjle, lyder vurderingen fra Troels Henriksen.

- Der kan man jo sige, at det er den ultimative omfavnelse af, at han vil klemme alle de penge, han kan ud af sin person. Overhovedet uden tanke på, hvad det bliver brugt til, siger han.

Ifølge Peter Schmeichels manager, Mads Frederiksen, har den tidligere landsholdsmålmand ingen kommentarer.

Facebook
Twitter