Rederi trods frygt for savnede søfolk: Vi giver ikke op

Eftersøgningen efter otte savnede besætningsmedlemmer er genoptaget ud for Skotlands kyst, hvor et fragtskib er kæntret. Skibet var sejlet ud fra Aalborg.

Fragtskibet Cemfjord er kæntret ud for Skotlands kyst og eftersøgningen efter otte savnede besætningsmedlemmer er søndag morgen genoptaget. (© OpenStreetMap)

Eftersøgningen er søndag morgen fortsat ud for Skotlands kyst, hvor fragtskibet Cemfjord – der var på vej fra Aalborg til England – er kæntret.Otte besætningsmedlemmer er savnede, syv polakker og en filippiner.- Eftersøgnings- og redningsaktionen er blevet genoptaget klokken 8 her til morgen britisk tid (9.00 dansk tid, red.), siger Tony Redding, som er talsmand for det tyske rederi Brise, der ejer fragtskibet til DR nyheder.

Arbejdsmulighederne for de to helikoptere, fire redningsfartøjer og en enkelt slæbebåd er klart forbedrede søndag.- Vejret er klaret en smule op her til morgen. Det har været meget svært de seneste 48 timer, hvor der har raset en ret voldsom storm. Nu er det en kende bedre, hvilket er en fordel i den fortsatte eftersøgning, siger Tony Redding.Dystre udsigterDet er Shetlands kystvagt, der leder den omfattende eftersøgning efter de savnede besætningsmedlemmer. En talsmand siger her til morgen til avisen Scotland Herald:- Vi har fundet vragdele, men på nuværende tidspunkt har vi ikke lokaliseret overlevende i det nærliggende område. Det må på nuværende tidspunkt konstateres, at udsigterne til at finde dem ikke ser særlig opløftende ud.Trods de dystre udsigter, så håber rederiet stadig på det bedste, understreger Tony Redding.- Der er ingen, der har opgivet håbet for disse mænd. Eftersøgningen fortsætter. Det er klart, at omstændighederne er meget svære, men eftersøgningen fortsætter, siger han.Cemfjord er et tørlastskib, der sejlede med cement. Der var sidst kontakt til skibet fredag klokken 13.00 lokal tid. Lørdag klokken 14.30 slog den britiske færge Hrossey alarm, da de kunne se en del af det kæntrede skib stikke op af havet.Rederiet Brise oplyser, at Cemfjord ikke har udsendt et nødkald. Derfor er det på nuværende tidspunkt uvist, hvad der har ført til kæntringen.Cemfjord sejlede ud fra Aalborg havn den 30. december.

Facebook
Twitter