Rederier frygter for søfolks sikkerhed i Hormuz-strædet

Dagens formodede angreb giver anledning til bekymring blandt rederierne, der frygter en konflikt.

Et iransk fartøj forsøger at slukke flammerne ombord på skibet Front Altair. (Foto: - © Scanpix)

Tidligere i dag blev to tankskibe beskadiget ved formodede angreb i farvandet mellem Iran og Oman, da skibene blev ramt af eksplosioner.

Ifølge Ritzau blev det ene skib, 'Front Altair', ramt af i alt tre eksplosioner og stod siden i flammer. Det andet skib, 'Kokuka Courageous', fik skader på skroget.

Dagens begivenheder giver anledning til bekymring hos Jakob Paaske Larsen, der er chef for maritim sikkerhed hos brancheorganisationen Bimco, som er verdens største brancheorganisation inden for shipping.

- Vores største bekymring er selvfølgelig i forhold til søfolkene, som kan risikere at miste livet, hvis en væbnet konflikt bryder ud i lys lue, siger han.

Han peger på, at regionen i slutningen af 1980'erne oplevede, at civile skibe blev udsat for militære angreb, da Irak og Iran bekrigede hinanden.

Der er nu frygt for, at skibsfarten igen kan blive mål for forskellige parters angreb på hinanden i regionen, siger han.

Stadig ubesvarede spørgsmål

Årsagen til eksplosionerne er endnu uvis, men det menes at stå klart, at alle besætningsmedlemmer er blevet evakueret med hjælp fra blandt andet iranske og amerikanske skibe.

Ifølge blandt andre BBC afviser Iran at være involveret i de formodede angreb.

Iranerne kalder det særligt påfaldende, at det japanske skib Kokuka Courageous i dag blev angrebet, mens Japans premierminister, Shinzo Abe, var på besøg i Iran, beretter nyhedsbureauet AP.

Episoden i dag skærper en i forvejen anspændt situation med øget militær aktivitet i Den Persiske Golf, hvor fire andre tankskibe for en måned siden blev angrebet med miner i havnebyen Fujairah i De Forenede Arabiske Emirater.

Efterfølgende pegede Emiraterne på, at en udenlandsk stat "højst sandsynligt" stod bag, mens USA's nationale sikkerhedsrådgiver, John Bolton, har udtalt, at det blev udført med miner, der "næsten helt sikkert" kommer fra Iran.

Ifølge Jakob Paaske Larsen tyder efterfølgende undersøgelser af episoderne i maj på iransk involvering.

Han siger, at der foruden frygten for søfolkenes sikkerhed også er bekymring for, at en væbnet konflikt i området vil føre til en nedgang i verdenshandlen med store økonomiske konsekvenser til følge.

FN advarer mod eskalering

Nyheden om dagens formodede angreb har vakt reaktioner fra adskillige lande.

I Storbritannien lyder der fordømmelse over ethvert angreb på civile fartøjer. Ifølge en talsmand for premierminister Theresa May er landet klar til at assistere med efterforskningen af dagens episode, beretter Reuters.

En lignende melding kommer fra FN.

- Vi fordømmer stærkt ethvert angreb mod civile fartøjer. Vi skal have styr på kendsgerningerne og de ansvarlige, lyder det fra FN's generalsekretær, António Guterres, som advarer mod en eskalering.

- Hvis der er noget, som verden ikke har råd til, så er det en større konfrontation i Golf-regionen, lyder det fra FN-chefen, skriver Ritzau.

Her til aften fordømte den amerikanske udenrigsminister, Mike Pompeo, i stærke vendinger Iran, som han sagde stod bag angrebene på de to skibe.

Ved et pressemøde sagde Pompeo, at angrebene på skibene er en del af "stigende spændinger" hos Iran, som han sagde udgør en trussel mod international fred og sikkerhed.

Udenrigsministeren sagde, at USA vil forsvare sine styrker og interesser i området, men uddybede ikke, hvad det vil indbefatte.

Facebook
Twitter