Rederiforening efter kapring: Vores medlemmer vil stadig tage nødstedte migranter op

Et tyrkisk skib blev i nat kapret af migranter, som ikke ville tilbage til Libyen.

Maltesiske specialstyrker bordede tidligere i dag et tyrkisk skib, som var blevet kapret af migranter. (Foto: JONATHAN BORG © Scanpix)

Intet har ændret sig, fordi et tyrkisk fragtskib i aftes blev kapret af over 100 nødstedte migranter, det havde samlet op på åbent hav.

Migranterne tog kontrol med skibet, da kaptajnen gjorde klart, at han ville sejle dem tilbage til Libyen. I stedet tvang de skibet mod Europa, hvor maltesiske specialstyrker greb ind.

Men trods risikoen for, at noget sådant også kan ske for danske handelsskibe, som samler migranter op, vil de vedblive med at gøre det.

Det er nemlig en forpligtelse ifølge havets love at redde nødstedte og bringe dem til en sikker havn, lyder det fra Danmarks Rederier, tidligere Danmarks rederiforening.

- Vi vil bestemt anbefale vores medlemmer at agere efter international lovgivning og samle migranter op, siger konstitueret direktør for blandt andet sikkerhed, Asbjørn Overgaard Christiansen.

- Man skal selvfølgelig hjælpe de nødstedte, men også tage forholdsregler og sikre, at man har afspærret broen, så der ikke er adgang, og være i tæt dialog med lokale myndigheder. Oplever man noget, er der nødprocedurer, så man kan tilkalde hjælp, siger han.

En vurderingssag om Libyen er "sikker havn"

Asbjørn Overgaard Christiansen kan ikke udelukke, at også danske kaptajner kan beslutte at sejle til Libyen med migranter, der er reddet på åbent hav, i stedet for at bringe dem til Europa.

Kystvagten vil som udgangspunkt instruere kaptajnen om, hvor han skal sejle hen.

Men i sidste ende er det kaptajnens egen beslutning, hvad han vurderer udgør "en sikker havn".

Det mente eksempelvis den tyrkiske kaptajn, at Libyen er, også selv om der har været gentagne rapporter om alvorlige overgreb mod migranter. EU-handelsskibe er ikke stillet anderledes end tyrkiske.

Og Danmarks Rederier har ikke en anbefaling klar til medlemmerne om, hvad der er det rigtige at gøre.

- Det er en vurderingssag, og det er en rigtig svær situation. Typisk vil der være et samarbejde med den myndighed, man er i dialog med, siger Asbjørn Overgaard Christiansen.

Lokale myndigheders ansvar

Nattens begivenheder vil ikke lede til nye tiltag fra Danmarks Rederier. Heller ikke til forslag om eksempelvis at sejle med bevæbnede vagter.

Asbjørn Overgaard Christiansen vurderer heller ikke, at frygten for kapring vil få rederierne til at holde sig væk fra ruter, hvor de kan risikere at støde på migranter.

Sejlruter planlægges ud fra en samlet kommerciel vurdering, og Middelhavet er svært at komme udenom

Men situationen får rederiforeningen til at efterlyse handling, så det travle middelhav ikke forsøges krydset af overfyldte og usikre skibe fyldt med desperate migranter på jagt efter et bedre liv.

- Vores ønske er helt grundlæggende, at der ikke sejler migranter rundt i usikre skibe på Middelhavet. Når der er situationer med nødstedte, hjælper vi. Men det er klart, at det jo ikke er derfor, vi sejler rundt derude, siger Asbjørn Overgaard Christiansen.

- Det er de lokale myndigheders ansvar at sørge for sikkerheden på havet, og det er dem, der skal agere, siger han.

EU har for nylig offentliggjort, at den på italiensk opfordring vil afslutte sin "Operation Sophia", som patruljerer Middelhavet.

Samtidig er de fleste ngo-skibe holdt op med at sejle i området, hvormed handelsskibe i mange tilfælde er nødstedte migranters eneste håb.

Facebook
Twitter