Regeringen i aktion mod Trumps abortlov

Danmark modarbejder ny amerikansk lov, der sløjfer støtte til organisationer, der hjælper kvinder med abort.

Billedet af præsident Donald Trump, der underskriver abort-dekretet i Det Ovale Værelse sammen med flere mænd, blev delt flittigt på de sociale medier. (Foto: Saul LOEB © Scanpix)

Den danske regering går med udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) i spidsen nu i offensiven for at modarbejde den amerikanske præsident, Donald Trumps, abortlov, skriver Politiken.

Dekretet betyder, at internationale organisationer ikke længere kan få økonomisk støtte fra USA, hvis de enten tilbyder, informerer om eller henviser kvinder til abort.

Derfor sender otte EU-lande nu et brev stilet til EU’s udenrigschef, Federica Mogherini, og udviklingskommissær Neven Mimica, hvori de udtrykker bekymring over den førte amerikanske politik.

Ud over Tørnæs har ministre fra Sverige, Frankrig, Holland, Finland, Tyskland, Storbritannien og Belgien skrevet under, og med brevet følger et dansk bidrag på 75 millioner kroner til organisationer, som særligt forventes at blive ramt af det amerikanske forbud.

I Sverige mener udviklingsminister Isabella Lövin, at Trumps politik kan få direkte konsekvenser for 'sårbare kvinder og børn'.

/DR Nyheder/

Facebook
Twitter