Et helt nyt fokus.
Det er, hvad der er på vej i den danske udenrigs- og sikkerhedspolitik. For den skal i langt højere grad bygge på værdier som demokrati, menneskerettigheder og lighed i stedet for eksempelvis økonomiske interesser.
Sådan lyder meldingen i hvert fald fra udenrigsminister Jeppe Kofod (S).
Han siger, at socialdemokratiske værdier som samfundssind, forpligtende fælleskaber og klimakamp internationalt er under pres.
- Vi ser for eksempel, at Kina træder frem på verdensscenen, at USA træder delvist tilbage, og at Rusland træder på os alle, siger han.
- Vi er vidne til, at den verden og de værdier, som vi kender, er udfordret, og derfor skal vi have en markant, stærk og værdipolitisk udenrigspolitisk strategi.
Og i den strategi vil der være forskellige særlige fokusområder. Jeppe Kofod fortæller nærmere:
- Når jeg præsenterer regeringens retningslinjer i den her debat om en ny udenrigs- og sikkerhedspolitisk strategi, så er klimakampen for eksempel rigtig vigtig, men det er værdier som menneskerettigheder og demokrati også.
- Vi har ikke bare udfordringer uden for Europa, men også i Europa. Vi ser EU-lande, hvor retsstatsprincipperne er udfordret, og det skal vi tage meget alvorligt. Det er derfor, vi skal være lidt mere skarpe på, hvad vi skal, siger han.
Regeringen vil nu sætte gang i et arbejde, der skal munde ud i en egentlig ny strategi i begyndelsen af 2021.
En slags taktik for Danmark
Den nye strategi, som regeringen vil udarbejde, kan ses som en slags taktik, forklarer Jeppe Kofod.
- Strategien skal hvile på nogle værdier og mål for Danmark, og så har vi forskellige redskaber for at sikre, at vi når dertil. En taktik, kan vi også kalde det, siger ministeren.
Han mener, at Danmark såvel som resten af den vestlige verden skal spille en større rolle på den internationale scene.
- Vi skal frem igen, ellers er der andre, der kommer til at definere, hvilken verden vi kommer til at leve i i fremtiden, og det er i sidste ende noget, der udfordrer vores tryghed og vores sikkerhed, siger Jeppe Kofod.
Et andet af stederne, hvor der skal satses, omhandler klimadiplomati, lyder det fra udenrigsministeren.
- Hvis man ikke får taget hul på at få løst klimaproblemet og får levet op til Paris-aftalen, som jo var den mest vidtgående aftale mellem verdens lande, så svigter vi ikke bare en generation og klimaet, men også sådan set demokratiet, fordi man svigter folks tro på, at man kan vælge nogle, der tager ansvaret på sig, siger ministeren.
Satsningen på en grøn dagsorden kan også hjælpe danske virksomheder, der arbejder med blandt andet vedvarende energi, siger ministeren.
- Danmark skal igen være et grønt foregangsland, siger han.
Det er i øvrigt kun tredje gang, at Danmark får en udenrigs- og sikkerhedspolitisk strategi.
'Giver god mening at være helt klar i spyttet'
Det giver grundlæggende rigtig god mening at skifte udenrigspolitisk fokus lige nu. Det mener Lars Bangert Struwe, der er generalsekretær for tænketanken Atlantsammenslutningen.
Til at understrege den pointe peger Lars Bangert Struwe på, at danske universiteter har fået kritik, efter man har samarbejdet med Kina - selvom samarbejdet var i Danmarks interesse.
- Alligevel opdager vi i sådan en situation, at værdier trumfer interesser. Derfor tror jeg, at det giver rigtig god mening, at være helt klar i spyttet om, at det er værdier og demokrati, og det er forpligtende fællesskaber, der vægtes.
Men om ressourcerne er der til at føre en ny strategi ud i livet, er et andet spørgsmål.
- Det, som Jeppe Kofod har sat gang i, lyder meget ambitiøst. Særligt er der nok brug for, at der kommer flere danskere ud på repræsentationerne i verden - og nogle steder får vi nok brug for at genåbne eller opfinde nye ambassader, siger Lars Bangert Struwe.
Svær balancegang
Kristian Mouritzen, der er sikkerhedspolitisk korrespondent på Berlingske, mener, at det ligefrem er nødvendigt, at vi får en værdibaseret udenrigspolitik.
- Den værdikamp, som blev skudt i gang under den forrige valgkamp i USA, har på fuldstændige afgørende vis sat en række kedelige milepæle. Jeg synes, derfor det er nødvendigt, at vi får en værdibaseret debat om, hvad vi vil med vores udenrigs- og sikkerhedspolitik, siger han og uddyber:
- Jeg tror, at vi har en meget stor kreditværdighed rundt omkring til at kunne gennemføre socialdemokratiske eller andre former for visioner inden for værdiområdet.
Den sikkerhedspolitiske korrespondent kalder det fint at vægte værdikampen, men påpeger, at det samtidig giver udfordringer i forhold til lande som Saudi-Arabien og Kina, når man skal undgå at bringe den danske eksport til udlandet i fare.
- Jeg tror, at en af de store udfordringer her bliver 800.000 danske arbejdspladser (der er knyttet til eksport, -red.) samtidig med, at man fører en skarp værdikamp. Jeg tror bestemt på, at man kan finde den balance, men den bliver ikke let.
Bliv klogere på hele sagen og hør hele interviewet med Jeppe Kofod i Verden ifølge Gram på P1.