Reijo sidder i verdens venligste fængsel

Norges nyeste fængsel huser mordere, røvere og voldtægtsforbrydere. Alligevel er bygningerne og omgivelserne venlige.

Drabsmanden Reijo sammen med et 'sort får' som de indsatte laver i fængslets værksted. Reijo er endvidere aktiv på fængslets radiostation og lydstudie. (Foto: Claus Vittus © DR)

Inde i en norsk skov i den sydøstligste del af Norge ligger Norges nyeste fængsel, Halden fængsel.

De indsatte i Halden fængsel er nogle af Norges værste forbrydere. Mordere, røvere og voldtægtsforbrydere.

Når man kommer igennem skoven og ind til fængslet, mødes man af den karakteristiske massive beton-fængselsmur, vejspærringer i jern og sluser med elektronisk overvågning for at komme ind i fængslet.

Bygningen skal ikke være en straf

Men så snart muren ligger bag den nyankomne, så ser man skoven igen. Og fjeldet stikker også op igennem skovbunden.

"Worlds most humane prison", kaldte det amerikanske tidsskrift Times det i en reportage. Bag idéen om det humane fængsel står blandt andet danske arkitekter og kunstnere, og naturen har været et gennemgående tema.

- Fængslet er en straf. Bygningen skal ikke være en straf i sig selv, siger den danske arkitekt Rikke Hansen, der har været med til at tegne det ny fængsel, der blev færdigt i 2010.

- Derfor har vi skabt et sted der skaber rammer for de indsatte, som er menneskelige. Det er jo folk der skal ud i samfundet bagefter, og derfor skal vi jo tænke på hvad der er for en slags mennesker vi gerne vil have ud, fortæller Rikke Hansen om nogle af de overvejelser som de danske arkitekter på tegnestuen Erik Møller gjorde sig da de tegnede fængslet.

Ligner kollegieværelser

De almindelige celler ligner kollegieværelser med fladskærme, skriveborde, aflukket toilet og med udsigten til skoven. Uden tremmer for vinduerne.

- Arkitektoniskt ligner det et plejehjem eller et gymnasium, fortæller den danske dokumentarfilm-instruktør Michael Madsen, der har lavet en film om fængslet.

- Magten vil ikke gøre et væsen af sig, men magten er der jo stadig, og det fascinerer mig, siger Michael Madsen.

En anden dansker der er fascineret af fængslet er kunstneren Kenneth Balfelt, der i over to år har arbejdet med at lave en køkken- og terapihave for de indsatte i fængslet.

- Jeg har arbejdet tæt med de indsatte, og det er deres ønsker som jeg bare har ført ud i livet. Jeg har involveret folk, som ikke er vant til at blive spurgt, fortæller Kenneth Balfelt.

Parcelhus i fængslet med plads til børnebesøg

De indsatte i Halden fængsel har en køkkenhave, lydstudie, kan tage uddannelse og der er sågar et parcelhus med børneværelse, køkken og stue midt i fængslet, hvor man kan modtage sin familie under helt normale omstændigheder.

- Det var helt fantastisk at komme her med fin udsigt og ikke noget gitter på vinduerne, fortæller drabsmanden Reijo, der blev overført fra et af de gamle fængsler i Norge. Han er samtidig aktiv i Halden Fængsels radio-station, der sender et månedligt radioprogram på lokalradioen i Halden.

- De ansatte forsøger også at behandle os som normale mennesker. De forsøger, men de har jo stadig nøglerne, griner Reijo.

Facebook
Twitter