Rejseselskab lover at holde Egypten-kunder skadesløse

Danmarks største rejseselskab lover kunder, der har købt rejser til Sharm el Sheikh, pengene retur eller en ny rejse.

Alle rejser til Sharm ElSheik frarådes af Udenrigsministeriet (© Scanpix/Khaled Desouki)

Rejseselskabet Star Tour stopper alle rejser til det sydlige Sinai i Egypten, hvor den populære badeby Sharm el Sheikh ligger.

Det sker, efter Udenrigsministeriet mandag har ændret rejsevejledningen og nu fraråder alle ikke-nødvendige rejser til hele det sydlige Sinai.

Star Tour er nu i gang med at kontakte personer, der har købt rejser til området for at tilbyde dem en anden feriemulighed.

Samtidig vil selskabets gæster blive hentet hjem og senest torsdag være i Danmark.

- Vi vil tilbyde vores kunder at få deres penge tilbage eller få en ny ferie til et andet feriemål med rabat. Så vi holder vores gæster skadesløse, siger salgsdirektør i Startour, Stig Elling, til DR Nyheder.

Udenrigsministeriets fraråder at rejse til området på grund af risikoen for terrorangreb.

Følger Udenrigsministeriets vejledning

Stig Elling understreger, at selskabet som udgangspunkt altid følger Udenrigsministeriets rejsevejledninger.

- Vi efterkommer altid Udenrigsministeriets rejsevejledning. Når de siger, at alle unødvendig rejser frarådes, så stopper vi også vores rejser, siger Stig Elling.

Han understreger samtidig, at alle deres gæster på destinationen har det godt.

Rejser til andre dele af Egypten fortsætter

Selvom selskabet flyver alle sine gæster i Sharm el Sheikh hjem, forventer selskabet at fortsætte som normalt med deres rejser til andre egyptiske feriemål som badebyen Hurghada.

- Vi vil fortsætte med at sende gæster til Hurghada ved Rødehavet helt planmæssigt. Der er ikke nogen rejsevejledning mod den destination, siger Stig Elling.

Facebook
Twitter