Rekord: Sverige tog imod 163.000 asylansøgere i 2015

Antallet af asylansøgere i Sverige slog alle rekorder i 2015. Næsten dobbelt så mange søgte asyl i 2015 som i 1992 under Balkankrigene. 35.400 var uledsagede børn.

Det er væltet ind med asylansøgere i Skandinavien i 2015. Cirka dobbelt så mange søgte asyl i Sverige i 2015 som i 2014. Finland har oplevet en tidobling. (Foto: Simon Læssøe © Scanpix)

Knapt 163.000 personer har i 2015 indgivet en asylansøgning i Sverige.

Det er det højeste antal nogensinde for broderlandet, og næsten dobbelt så mange som i 1992, hvor 84.000 personer søgte asyl på flugt fra borgerkrigen i Jugoslavien.

- Det har været et meget hårdt efterår, hvor vores evne til at løse opgaven er blevet testet til det yderste. Men takket være indsatsen fra vores medarbejdere lykkedes det, siger Migrationsverkets generaldirektør, Anders Danielsson, på den svenske styrelses hjemmeside.

I årets begyndelse modtog Sverige omkring 5.000 månedligt. Men i sensommeren eksploderede tilstrømningen fra 6619 i juni til seks gange så mange i oktober, nemlig 39.195 asylansøgere.

Oktober blev dermed den måned, hvor Sverige tog det højeste antal asylansøgere nogensinde.

35.400 af asylansøgerne er uledsagede børn. En stigning fra 7.049 i 2014.

Også de øvrige skandinaviske lande har taget imod en stor del af de mange flygtninge, der har søgt beskyttelse i europæiske lande i år.

  • I Sverige søgte 163.000 asyl mod 81.300 i 2014. Næstflest var under Balkankrigen i 1992, hvor Sverige tog imod 84.000 asylansøgere.

  • I Norge søgte 30.101 asyl mod 10.702 i 2014.

  • I Finland søgte 30.625 asyl mod 3.247 i 2014.

  • I Danmark søgte 18.505 asyl mod 14.046 i 2014

  • Kun for Sverige er der tale om endelige tal - de øvrige tal er baseret på fremskrivninger i forhold til november-tallet.

Facebook
Twitter