Rekorderne fortsætter i USA: Højeste antal coronadøde siden foråret

Udviklingen får flere og flere delstater til at stramme coronareglerne.

Der er travlt på hospitalerne i USA på grund af de mange corona-indlæggelser. (Foto: Go Nakamura © Scanpix)

Coronapandemien fortsætter udviklingen med høj fart i USA - og det betyder nu, at man igen kan registrere en dyster rekord.

Denne gang er det dødstallene, der på en enkelt dag er tordnet i vejret.

Landet har nemlig det seneste døgn registreret 2.239 coronarelaterede dødsfald, og det er det højeste daglige antal siden maj måned.

Det viser tal fra Johns Hopkins University.

Der er lige nu 76,7 døde pr. 100.000 indbyggere i USA. Et tal, der er blandt de 10 højeste i verden. Lige nu er det dog højere i lande som Belgien og Spanien.

Det er ikke mere end et døgn siden, at USA passerede en kvart million coronadødsfald på landsplan.

Og både smitte- og dødstal er på det seneste steget kraftigt. I delstaten New York har man tidligere på måneden blandt andet set en smittestigning på over 100 procent målt i forhold til ugerne før.

Med til historien hører dog, at USA siden foråret har skruet gevaldigt op for antallet af coronatests, der bliver gennemført. Flere end 1 million mennesker bliver nu testet om dagen. I april blev der til sammenligning testet over 100.000 om dagen på landsplan. Det viser data fra Johns Hopkins University.

Alligevel vækker udviklingen bekymring mange steder.

Flere og flere restriktioner

Næsten halvdelen af alle delstatsregeringer i USA har denne måned indført nye restriktioner af en eller anden art i et forsøg på at få styr på situationen. Reglerne bliver primært bestemt og styret af delstaterne selv.

I går lukkede skolerne for fysisk fremmøde i storbyen New York.

En beslutning, der hurtigt fik både børn og voksne på gaden.

  • Børn var i går på gaden i New York i et forsøg på at få skolerne til at åbne igen. (Foto: KENA BETANCUR © Scanpix)
  • Børnene og deres forældre vil hellere have, at New York lukker for barer i stedet for skolerne. (Foto: KENA BETANCUR © Scanpix)
1 / 2

Indbyggerne i New York er i forvejen underlagt restriktioner om forbud mod forsamlinger på over 10 personer og lukning af restauranter og barer klokken 22.

Og nu er også USA's mest folkerige delstat Californien klar med nye stramme regler. Der har man indført et natligt udgangsforbud for at få pandemien under kontrol.

Det skriver guvernør Gavin Newsom på Twitter:

Om under to uger plejer amerikanerne at fejre den store højtid Thanksgiving, men i år vil højtiden mange steder tage sig ud noget anderledes, end den plejer på grund af restriktioner.

I New York er den årlige parade blandt andet aflyst til fordel for en digital en af slagsen.

Højeste antal indlagte med virusset

Udviklingen i USA presser hospitalerne mange steder, fordi antallet af covid-19 indlæggelser er mere end fordoblet siden september.

- Vi er deprimerede, modløse og trætte helt ind til benet, siger en leder af en intensivafdeling i Tennessee til nyhedsbureauet AP.

Og antallet af indlæggelser er over en bred kam højere nu end i foråret, da den første coronabølge skyllede ind over USA og kostede titusinder livet.

Torsdag var mere end 80.000 indlagt med virusset i USA, hvilket er flere end på noget andet tidspunkt. Det betyder, at flere hospitaler har været nødsaget til at omdanne kapeller, cafeterier og venteværelser til patienthåndtering, skriver AP.

Præsident Donald Trump har indtil videre afvist, at hans administration vil gennemføre flere nedlukninger af det amerikanske samfund. Trump holder også fast i, at en vaccine er lige på trapperne.

Demokraten Joe Biden bliver først indsat som præsident den 20. januar, men han har udråbt bekæmpelsen af covid-19 udråbt til den helt store udfordring. Og har allerede løftet sløret for en ekspertgruppe, der skal hjælpe med at tackle virusset under den kommende Biden-regering.

Facebook
Twitter