Rekordlang 'shutdown' i USA: Om to uger vil den have kostet mere end Trumps mur

Snart har nedlukningen kostet seks milliarder dollar. Trump vil have 5,7 milliarder til muren mod Mexico.

Det er en dyr fornøjelse for hundredetusindvis af amerikanere, som er ansat i USA’s offentlige sektor, at deres politikere ikke kan blive enige om et nyt statsbudget. 350.000 er tvunget på orlov, mens 450.000 arbejder uden løn. (Foto: LEAH MILLIS)

Ni ud af femten ministerier i USA’s statsapparat har nu været lukket i 23 dage.

Fortsætter nedlukningen to uger endnu, vil det koste den amerikanske økonomi mere end de 5,7 milliarder dollar, præsident Donald Trump vil have til at bygge den mur mod Mexico, som har startet det historisk lange 'shutdown'.

Det viser en udregning, som det amerikanske kreditratingsbureau Standard & Poor’s (S&P) har lavet.

I et interview med det amerikanske nyhedsmedie cnbc.com siger S&P's cheføkonom, Beth Ann Bovino, at deres udregning rundt regnet viser, at det koster 1,2 milliarder dollar om ugen at holde regeringen lukket.

'Shutdown' koster mere end en mur

Præsidenten vil kun godkende finansloven, hvis den inkluderer 5,7 milliarder dollar (over 37 milliarder kroner) til at finansiere muren mod Mexico. Det afviser Demokraterne, som har flertallet i Repræsentanternes Hus.

Med S&P's udregninger har den rekordlange ‘shutdown’ om to uger kostet seks milliarder dollar.

- Det kan lyde som småpenge for verdens største økonomi, men det betyder meget for de arbejdere, der forsøger at dække deres udgifter uden en lønseddel, siger Beth Ann Bovino og henviser til de hundredtusindvis af offentligt ansatte i USA, som fredag ikke fik udbetalt løn.

Nedlukningen har nu varet i 23 dage og overgår dermed den hidtil længste 'shutdown' i 1995-96 under daværende præsident Bill Clinton, hvor især sundhedspolitikken var skyld i, at Demokraterne og Republikanerne ikke kunne blive enige om en finanslov. (Foto: Natalie Behring © 2019 Getty Images)

800.000 er ramt af nedlukningen

Kreditratingsbureauet er kommet frem til tallene ved at se på omkostningerne ved nedlukningen – herunder tabt produktion, fordi en række arbejdere er tvunget på orlov, så længe der er ’shutdown’.

I alt er omkring 800.000 føderalt ansatte ramt af nedlukningen. 350.000 er tvunget på orlov, mens 450.000 arbejder uden løn.

Det kan i høj grad mærkes på forbruget, viser analyser fra den amerikanske finans- og bankvirksomhed Wells Fargo. Her vurderer man, at den delvise nedlukning koster mindst to milliarder dollar om ugen. De forudser også, at butikker i områder, hvor der bor mange offentligt ansatte, vil være ekstra hårdt ramt, siger de til cnbc.com.

Uenigheder omkring finansloven i 2013 endte med en 'shutdown', der varede 16 dage, og kostede dengang den amerikanske økonomi 24 milliarder dollar, skriver The Wastington Post.

Trump til Demokraterne: 'Afslut det på et kvarter'

Den nuværende nedlukning er en konsekvens af et slagsmål mellem præsident Donald Trump og Demokraterne, og ifølge en række amerikanske medier er der ikke nogen tegn på, at de når til enighed de kommende dage.

Fredag sagde formanden for Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi, at hun venter på et udspil fra præsidenten. På Twitter skriver præsident Donald Trump, at Demokraterne nemt kan afslutte nedlukningen på et kvarter.

En vej ud af nedlukningen kunne være at erklære landet i undtagelsestilstand, hvilket vil give Donald Trump adgang til hærens ingeniørtropper og deres nødfond, men den udvej afviser han som "den lette løsning"