Renate sang på Utøya et år efter kæresten blev dræbt

Hun så sin kæreste blive skudt på Utøya sidste år. På årsdagen åbnede hun mindehøjtideligheden med en sang til ham og de andre venner, hun mistede den dag.

Sidste år så Renate Tårnes sin kæreste og flere af sine venner blive dræbt på Utøya. På årsdagen åbnede hun mindehøjtideligheden med en sang, før hun skulle gå en tur på Kjærlighedsstien - den sti hun sidste år gik på sammen med sin kæreste og sine venner.

- Det er så utrolig godt at stå her igen, sagde pigen fra scenen, inden hun begyndte at synge.

Renate Tårnes spillede for omkring tusind mennesker, der var samlet på på græsplænen foran hende for at mindes de 69 mennesker, der sidste år blev dræbt af Anders Behring Breivik.

Findes du derude?

Renate Tårnes spillede sangen "Hjerteknuser" med Kaizars Orchestra, hvor et af versene lød:

- Lure på om du finst der ute nå. Sende eg mine tanker kjenne du de då?

- Det er en rigtig god sang med en fin og stærk tekst, som har betydet meget for mig i det år, der er gået, siger pigen.

- Kanskje du ikkje fins lenger kanskje det e håp. Kanskje du ikkje tenker på meg hellerMen eg venter på den dagen at me e ute og går. Du bøyer deg ner og eg står på tå, sang hun på den ø, hvor hendes kæreste mistede livet.

Den 22. juli sidste år udviklede sig til et mareridt for den unge kvinde.

- Jeg så folk komme op over bakken, og de skreg, at vi måtte løbe. Jeg sprang ind i Cafebygningen, fortalte pigen i retssalen for nogle uger siden.

Så ham falde sammen

Herfra så hun sin kæreste og en af sine venner blive skudt.

- Jeg så en skikkelse i buskene, og jeg så, at det var en politimand. Og så skete det - jeg så Christopher falde sammen, mens Snorre vender om og begynder at løbe. Men han faldt også sammen, fortalte Renate Tårnes.

- Æ vente på den dagen at vi e ute og går, du bøye dæ ned og æ står på tå. Og det går daga og det går år, men den som leve får sjå, sang hun, uden at stemmen knækkede en eneste gang, sang hun, mens mange af AUF'erne foran hende begyndte at synge med.

Blandt publikum måtte flere tørre tårer bort. Også Norges statsminister Jens Stoltenberg så meget berørt ud under sangen.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter