Reportage: I skyggen af krisen vokser køen af fattige i USA

USA har cirka 600.000 hjemløse, og tallet er stigende, selv om landet er på vej ud af finanskrisens skygge. Mød nogle af dem der kæmper på samfundets bund.

Selv om USA er på vej ud af krisen bliver de fattige bliver endnu fattigere. (Foto: Eduardo Munoz © Scanpix)

Nok er USA på vej ud af finanskrisens favntag, og økonomien viser spæde forårstegn, men middelklassen er presset, og uligheden er stigende. Det er nemlig ikke alle, der har del i opsvinget.

Faktisk bliver de rige endnu rigere, mens de fattige bliver endnu fattigere, fortæller økonom og fellow ved Brokings Institution, Richard Reeves.

Ramme også almindelige familier

- Normalt tænker vi på hjemløse som narkomaner eller psykisk syge. Men almindelige familier har svært ved at få pengene til at slå til. Selv familier, der ikke nødvendigvis er de fattigste. Vi oplever, at folk lever fra lønningsdag til lønningsdag. Den slags mennesker risikerer også at blive hjemløse, fortæller Richard Reeves.

På en bænk udenfor den frivillige organisation, Poverello, i byen Fresno i Californien møder vi Sue Hart. Hun er 53 år gammel og immigrerede fra Tyskland til USA sammen med sin eksmand for 20 år siden. I dag er hun hjemløs og uden arbejde. Men indtil for 2 år sidenhavde hun et normalt liv med bil og bolig.

Nok havde hun mistet sit arbejde som salgsansvarlig i varehuskæden K-Mart, men hun var gift, og mandens indkomst fra militæret var nok til at holde parret kørende. Men så ramte skilsmissen, og Sue flyttede ind hos sin mor.

Redningsplanken viste sig imidlertid at være kort. Moderen døde, og så var Sues ulykke komplet. Ingen indkomst, intet sted at bo, ingen familie der ville hjælpe hende. Derfor bor hun i dag i et lille skur på cirka 6 m2 i den frivillige organisation, Poverello. Den arbejder for at hjælpe hjemløse som Sue Hart, og dem er der et stigende antal af, fortæller Paul Stack, der er daglig leder af Poverello.

Mød Sue Hart i videoen:

Facebook
Twitter