Republikanere går i rette med Trump i Khashoggi-sag

Ledende republikanere lægger op til hårde sanktioner mod Saudi-Arabien efter drab.

Saudi-Arabiens kronprins Mohammed bin Salman har opbygget et nært forhold til Donald Trump. (Foto: JONATHAN ERNST © Scanpix)

"Måske gjorde han, måske gjorde han ikke."

Sådan affærdiger USA's præsident, Donald Trump, i en udtalelse spørgsmålet om, hvorvidt Saudi-Arabiens reelle leder, kronprins Mohammad bin Salman, kendte til planerne om at myrde journalisten Jamal Khashoggi.

Men det svar er ikke godt nok for politikere i den amerikanske Kongres - heller ikke Trumps egne partifæller.

Jamal Khashoggi blev myrdet på Saudi-Arabiens konsulat i Istanbul i Tyrkiet 2. oktober, da han skulle hente nogle dokumenter for at kunne gifte sig med sin forlovede.

Amerikanske medier skriver, at efterretningstjenesten CIA har konkluderet, at kronprinsen beordrede mordet, selvom man mangler det endegyldige bevis.

Alvorlige sanktioner

Den republikanske senator Lindsey Graham, som normalt er en nær allieret af præsidenten, forudser, at begge fløje i Kongressen vil bakke op om "alvorlige sanktioner" mod Saudi-Arabien - inklusiv mod "relevante medlemmer af kongehuset".

Samtidig har Senatets udenrigskomite bedt Trump om at lave en ny undersøgelse af drabet på Jamal Khashoggi.

Både Republikanere og Demokrater står som afsendere på anmodningen, der siger, at undersøgelsen specifikt skal handle om kronprinsen for at afgøre, om han er ansvarlig for "mord, tortur eller andre alvorlige krænkelser" af menneskerettighederne.

Anmodningen tager afsæt i den såkaldte Magnitsky-lov, som giver præsidenten 120 dage til at svare, skriver BBC.

Loven er opkaldt efter den russiske revisor Sergei Magnitsky, som døde, mens han var fængslet i Rusland i 2009. "The Magnitsky Act" giver USA's regering mulighed for at indføre sanktioner mod udenlandske regeringer overalt i verden, hvis de er involveret i krænkelser af menneskerettighederne.

Trump er forberedt

I sin seneste udtalelse gør Donald Trump klart, at han er forberedt på en reaktion fra Kongressen.

Præsidenten skriver: "Jeg kan forstå, at der er medlemmer af Kongressen, som, af politiske eller andre grunde, ønsker at gå i en anden retning - og det har de ret til."

Trump siger, at han vil lytte til alle indlæg i sagen, men han vil kun handle, hvis det er "i overensstemmelse med den absolutte sikkerhed for Amerika."

USA indførte i sidste uge økonomiske sanktioner mod 17 saudiarabere, der menes at være involveret i drabet på Jamal Khashoggi.

Flere af dem menes at være en del af kronprins Mohammed bin Salmans inderkreds, men kronprinsen selv blev ikke ramt.