Republikanere: Trumps toldskat rammer helt ved siden af

Ledende republikanere i Kongressen giver Trumps straftold en hård medfart.

Republikaneren Paul Ryan, der er formand for Repræsentanternes Hus, mener, at USA skal straffe Kina og ikke EU, Cananda og Mexico. (Foto: TOYA SARNO JORDAN © Scanpix)

Flere magtfulde republikanere i Kongressen i USA mener, at præsident Donald Trump rammer helt ved siden af med sin straftold på stål og aluminium fra nære handelspartnere som EU, Canada og Mexico.

Trump burde tværtimod søge støtte hos dem til at få lande som Kina til at følge de internationale handelsregler, mener Paul Ryan, formand for Repræsentanternes Hus.

Kevin Brady, som er formand for det udvalg i Repræsentanternes Hus, der har med toldsatser at gøre, er enig.

- Tolden rammer det forkerte mål. Europa, Mexico og Canada er ikke problemet - det er Kina, siger han.

Senator Marco Rubio mener, at selv om der er handelsmæssige ubalancer mellem USA og Europa, så er Kina den store skurk.

- I stedet for at åbne en ny front i handelsstridigheder, så burde vi gå sammen med Europa om at konfrontere Kina, siger Rubio.

Formanden for Senatets finansudvalg, Orrin Hatch, kalder toldsatserne en "skattestigning for amerikanerne".

Også EU-Kommissionen, Tyskland og Frankrig har reageret kraftigt på straftolden, der træder i kraft i dag.

Udmeldingen fra Trump resulterede også i, at de store indeks på Wall Street lukkede mellem 0,3 procent og 1,0 procent lavere.

/ritzau/

Facebook
Twitter