Republikansk topfigur ramt af sexanklager

En gammel sag om sexchikane fra 1990'erne rammer nu en håbefuld, republikansk præsidentkandidat i nakken.

(Foto: Phelan Ebenhack © Scanpix)

Republikaneren Herman Cain, som håber på at udfordre Barack Obama til præsidentvalget i 2012, ryger nu ud i en sag om sexchikane.

Mindst to kvindelige ansatte har klaget over "upassende" og "seksuelt vovet opførsel" fra forretningsmanden Cain, da han var chef for USA's nationale restaurantforbund i 1990'erne.

Kvinderne forlod angiveligt forbundet efter at have underskrevet aftaler, der gav dem penge i hånden, men samtidigt stillede krav om, at de ikke måtte røbe årsagen til deres farvel, rapporterer Politico, der har undersøgt sagen.

Kalder det udokumenterede personangreb

Herman Cain, som aldrig har været folkevalgt før, men alligevel er med i kapløbet om at blive republikansk præsidentkandidat, afviser via sin talsmand anklagerne som "udokumenterede personangreb".

Ikke desto mindre kan beskyldningerne om sexchikane skade hans muligheder alvorligt for at blive nomineret, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Cain gav ellers de to republikanske favoritter, Mitt Romney og Rick Perry, en slem overraskelse ved et republikansk prøvevalg for nylig, da den sorte forretningsmand slog dem stort.

Slog Perry og Romney

Den tidligere topchef for kæden Godfathers Pizza gjorde det med overbevisende 37 procent af stemmerne mod kun 15 procent til Perry og 14 procent til Romney.

Herman Cain var den eneste afroamerikanske deltager i afstemningen, som dog kun er en lokal popularitetstest, der ikke tæller med til udfaldet af nomineringskampen.

Prøvevalget indikerer, hvor stærkt kandidaterne står blandt republikanske partiaktivister her flere måneder før kapløbet begynder for alvor.

Facebook
Twitter