Retssag om tusinder af stjålne babyer tæt på dom

Under Francos diktatur blev flere tusinde børn stjålet og bortadopteret til fascistiske familier.

Historikere vurderer, at op mod 300.000 babyer kan være stjålet fra deres forældre og givet til Franco-støtter. (Foto: OSCAR DEL POZO © Scanpix)

Et grumt kapitel i Spaniens historie bliver nu udfoldet.

Det handler om de babyer, der under general Francisco Francos diktatur, blev stjålet fra deres forældre og bortadopteret til Franco-støtter.

Den første retssag om de stjålne babyer gik i dag ind i sin afsluttende fase. På anklagebænken sidder den 85-årige tidligere læge Eduardo Vela.

Han er anklaget for at have fjernet en spæd Inés Madrigal fra sin mor. Lægen er ligeledes anklaget for dokumentfalskneri, da han fabrikerede Inés Madrigas fødselsattest.

Bortadopteret til fascistisk opdragelse

Under Franco-regimet blev spædbørn efter sigende taget fra deres forældre og bortadopteret til Franco-støtter og fascister, skriver The Guardian.

Det var i særdeleshed venstreorienterede, der var imod Francos fascistiske styre, som fik stjålet deres babyer.

Sagerne om de stjålne babyer trækker spor helt tilbage til tiden efter den spanske borgerkrig, der tog sin afslutning i 1939. De nyfødte børn blev taget for at forhindre venstreorienterede i at videreføre deres holdninger til kommende generationer.

I 1950'erne udvide det sig til også at omfatte ugifte mødre og fattige forældre, der ikke ansås som egnede til at opdrage et barn.

I nogle tilfælde fik de nybagte forældre besked fra hospitalspersonalet om, at deres baby var død, og personalet havde taget sig af begravelsen.

I virkeligheden var børnene blevet bortadopteret til Francos støtter, hvor de skulle opdrages i henhold til den katolske tro og i overensstemmelse med Francos fascistiske idealer.

Læger, jordemødre og nonner, som støttede Franco, var med til at gennemføre den massive bortadoptering.

Op mod 300.000 stjålne børn

I 2008 estimerede dommer Baltasar Garzón at 30.000 børn kunne været stjålet efter borgerkrigens afslutning i 1939. Det tal er dog siden steget. Og i 2018 vurderer organisationen National Association for Irregular Adoption Victims, at tallet kan være så højt som 300.000.

Med den nuværende retssag håber man på at danne præcedens for lignende sager.

Den i dag 49-årige Inés Madriga udtalte i dag:

- I dag er en vigtig dag. Vi håber, at sagen i dag vil gå ind i domsfasen, sagde Inés Madrigal, før hun gik ind i retten.

Ifølge Inés Madrigas nu afdøde mor blev Inés givet som gave fra Eduardo Vela, beretter BBC.

Moderen blev af Eduardo Vela instrueret i at bruge en pude til at forfalske en graviditet forud for, at hun fik forældremyndigheden over Inés Madriga.

Op imod 2.000 lignende sager eksisterer i retssystemet i Spanien, men endnu er kun Inés Madrigal nået frem til retssalen, ifølge Time Magazine.

De grusomme hændelser fortsatte længe efter Francos død i 1975, og fortsatte helt frem til 1987, hvor en ny og strammere adoptionspolitik blev indført i Spanien.

Kilder: P1 Radioavisen, The Guardian, BBC og Time Magazine

Facebook
Twitter