Retten fælder dom i spektakulær fodboldfruesag: Det er... Rebekah Vardy

En britisk domstol har i dag afsagt dom i en prominent sag mellem to ægtefæller til to store fodboldstjerner.

I dag er retssagen mellem Coleen Rooney og Rebekah Vardy endelig blevet afgjort. (Foto: DANIEL LEAL © Ritzau Scanpix)

En britisk domstol har i dag afsagt dom i en sag, der har kørt siden 2019 mellem Rebekah Vardy, ægtefælle til fodboldspilleren Jamie Vardy, og hans holdkammerat Wayne Rooneys kone, Coleen Rooney.

De to kvinder har længe været hovedpersoner i en spektakulær sag om private oplysninger, der blev lækket til pressen. Sagen har været meget omtalt i både britiske og andre landes medier, fordi de to egentlig var veninder, ægtefæller af to store fodboldspillere og det hele startede med en anklage, som Coleen Rooney skrev på sin Twitter-profil i 2019.

I et længere opslag beskrev Rooney, hvordan hun gennem sin egen lille efterforskning på Instagram havde fundet ud af, hvem der lækkede private oplysninger om hende til mediet The Sun.

- Det er... Rebekah Vardy, afsluttede hun opslaget med.

Foto: Screendump fra Twitter.

Med dommen fik Coleen Rooney medhold i sagen mod sin tidligere veninde, og dermed er der sat et punktum i en af de mest omtalte retssager i England mellem de to "WAGs" – det engelske udtryk for fodboldsstjernernes koner og kærester.

- Jeg er utrolig ked af det og skuffet over det, som dommeren er nået frem til, siger Rebekah Vardy ifølge BBC efter dommen.

Men hun agter ikke at anke dommen. Og dermed er der altså tale om et endeligt punktum.

Rooney er glad for, at dommen faldt ud til hendes fordel.

En instagram-efterforskning

De to kom for første gang på kant med hinanden, da Coleen Rooney besluttede sig for at komme til bunds i, hvem der lækkede historier fra hendes private Instagram-profil til tabloidavisen The Sun.

Coleen Rooney havde en mistanke, og derfor blokerede hun alle fra at se hendes opslag på det sociale medie. Kun én person havde adgang: Nemlig Vardy.

Da flere af de private oplysninger, som Rooney havde postet i sin story, havde ramt forsiderne på The Sun, skrev hun et opslag på sin Twitter-profil, hvor hun anklagede Rebekah Vardy for at være den, der lækkede informationerne.

Ni måneder efter sagsøgte Vardy sin gamle veninde Rooney for æreskrænkelse. Men dommeren mener altså, at Rooney har haft ret i sine beskyldninger.

Der gik ikke lang tid, fra Coleen Rooney delte sit opslag på Twitter, til Rebekah Vardy svarede. Foto: Screendump fra Twitter.

Dommeren mener, Vardy var utroværdig

Ifølge dommeren i retssagen havde Rebekah Vardy problemer med sine beviser, der ikke var "troværdige", hvorimod Rooney var et "ærligt og troværdigt vidne".

Dommeren anerkendte, at det er en mulighed, at assistenten til Vardy varetog opgaven med at lække oplysningerne til The Sun, men at beviserne efter hendes opfattelse gjorde det tydeligt, at Vardy var klar over det og endda bidrog til det.

Desuden mener dommeren, at det er bevist, at Rebekah Vardy havde henvist sin assistent til Coleen Rooneys private Instagram, sendt assistenten screenshots af Rooneys opslag, skabt opmærksomhed omkring ting, der potentielt kunne have interesse for pressen og desuden besvarede opfølgende spørgsmål fra pressen gennem assistenten.

Jamie Vardy og Wayne Rooney har været vant til at spille på hold sammen på det engelske landshold. (Foto: Carl Recine © Scanpix Denmark)

Som om det ikke skulle være nok, mener dommeren også, at Vardy og assistenten har slettet bevismateriale, og at Vardys historie om at skulle have mistet sin telefon med flere beviser på ved et uheld, var "tynd".

Kvindernes mænd, Jamie Vardy og Wayne Rooney, har været vant til at spille på hold sammen på det engelske landshold.

Jamie Vardy spiller i øjeblikket for Premier League-klubben Leicester, mens Wayne Rooney nok mest er kendt for sin mangeårige aktive karriere i storklubben Manchester United.