Rifler og håndgranaterskoleskemaet i Rusland: 'En måde at normalisere krig på'

Der er kommet flere detaljer frem om den obligatoriske militærundervisning, som nogle skoler ifølge russiske myndigheder allerede har indført på forsøgsbasis i denne måned.

Skoleelever i rusland skal blandt andet kunne håndtere en AK47, som man kan se på billedet her. (Foto: © Pau Venteo, Europa Press 2022)

Træning med automatrifler og håndgranater bliver noget af det, som russiske skolelever vil blive mødt med fra det kommende skoleår.

Det skriver det britiske forsvarsministerium på baggrund af udmeldinger fra det russiske undervisningsministerium.

Detaljerne er nye, men tidligere har Rusland meldt ud, at der vil være militærtræning i skolerne fra september i år, og dengang meddelte udenrigsministeren, at det allerede vil blive testet af i russiske skoler fra denne måned.

For universitetsstuderende vil der også være en form for basisuddannelse, der efter planen vil blive indført til december.

Det britiske forsvarsministerium skriver, at undervisningen minder om Sovjetunionen, hvor lignende træning var obligatorisk på skoler frem til 1993.

Spørger man Flemming Splidsboel, der er seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), så ser skemaet også bekendt ud.

- Der har været militærtræning i den sovjetiske folkeskole og på uddannelsesinstitutioner, og inspirationen kommer sådan set derfra, siger han.

Allerede da Putin kom til magten ved årtusindskiftet, kom militærundervisning tilbage i skolesystemet, men hidtil har det været op til forældrene, om deres børn skulle modtage militærundervisning. Nu bliver det obligatorisk og udvidet.

- Man vil få en generation, der har fået våbentræning, har deltaget i taktiske øvelser og vil have en forståelse for den militære verden. En del af dem får måske også sympati for den militære verden, siger Flemming Splidsboel.

- Det er en måde at normalisere krig på.

Rusland i en 'hyperpatriotisk retning'

Undervisningen for skoleelever kommer foruden træning med rifler og håndgranater blandt andet til at omfatte militærøvelser og brug af beskyttelsesudstyr.

Flemming Splidsboel fortæller, det bliver de ældste elever, 10. og 11. klassetrin, der får undervisningen.

- Det vidner om et Rusland i udvikling og om en fortsat militarisme, der er i rusland. Og med militarisme taler vi om viljen til krig, siger han.

- Det her er så et meget håndgribeligt og synligt element i den militarisme. Man får simpelthen militariseret ungdommen.

Han vil ikke sige, der er tale om en optrapning af krigen, men han mener, at Rusland bevæger sig yderligere i en "hyperpatriotisk retning".

En ti-årig dreng hjælper en yngre dreng gennem en røgfyldt mark som en del af deres træning på en sommerlejr i 1993 i Rusland. Samme år som militærundervisning blev fjernet fra det normale skoleskema. (Foto: © -AFP/Ritzau Scanpix)

- Der er forsøg på at mobilisere befolkningen, samle befolkningen og fjerne modstand mod krigen ved at gøre forberedelse til krig til noget helt naturligt og helt instinktivt.

Han fortæller, at når det indføres i skolen, så er Rusland også med til at "udskamme folk, der er imod det".

I 1993 blev den obligatoriske militærundervisning fjernet, fordi sovjetunionen var brudt sammen og de politiske vinde var anderledes. Boris Jeltsin, der var præsident dengang, brød sig ikke om den slags undervisning, lyder det fra Flemming Splidsboel.

Men blandt befolkningen i dag har der ikke været mange højlydte kritiske røster.

- Der har ikke været meget. Det er jo rigtig svært at gå imod lige nu med den hyperpatriotisme, der er.