Risikerer 20 års fængsel for internet-mobning

En amerikansk kvinde riskerer 20 års fængsel for at have oprettet en falsk MySpace-profil for at genere en 13-årig pige så groft, at hun til sidst begik selvmord.

13-årige Megan Meier begik selvmord efter at være blevet mobbet på netværkssitet MySpace (Foto: Erik Freeland © Corbis)

En 47-årig kvinde fra staten Missouri er blevet sigtet for at have brugt en falsk internetprofil til at lokke personlige oplysninger ud af og mobbe en 13-årig pige, som til sidst begik selvmord. Hun risikerer 20 års fængsel

Opretter falsk internet-profil

Lori Drew er mor til en pige, som var veninde med den 13-årige Megan Meier. Efter et skænderi mellem de to piger opretter Lori Drew sammen med en pige, der arbejder for hende, en profil på netværkssiden MySpace.com. Hun vil finde ud af, hvad Megan siger om hendes datter.

På MySpace udgiver hun sig for at være en dreng, der netop er flyttet til byen. Drengen, som hun giver navnet Josh, indleder en online-romance med Megan, som er lykkelig over opmærksomheden fra den kønne, men altså i virkeligheden fiktive, unge mand.

Efter seks uger ændrer Josh dog pludseligt karakter. Han begynder at genere Megan groft og meget personligt. I den sidste besked, han skriver til hende, siger han, at "verden ville være et bedre sted uden hende." Det bliver for meget for den unge pige, der låser sig inde på sit værelse og hænger sig.

Afsløret af tilståelse

Efter at Megan har begået selvmord, sletter Lori Drew Joshs profil. Og det er kun fordi at pigen, som hjalp hende med at oprette profilen, er naget af dårlig samvittighed og vælger at tilstå over for Megans forældre, at Lori Drews rolle bliver opdaget.

Da sagen første gang kom frem, mente myndighederne i Missouri ikke, at Lori Drew kunne holdes juridisk ansvarlig, selv om hun angiveligt vidste, at Megan fik antidepressiv medicin.

Men efter at have gransket sagen har forbundspolitiet FBI besluttet at sigte hende alligevel.

Sagen kommer for retten i næste måned.

Facebook
Twitter