Risikoen for udvisning til Rwanda holder ikke migranter fra at søge mod Storbritannien

Storbritanniens planer om at udvise asylansøgere til Rwanda debatteres af de to premierministerkandidater i aften.

Flere migranter, som DR Nyheder møder her i Nordfrankrig, tror, at hele Storbritanniens projekt med udvisningerne til Rwanda, er afblæst. (Foto: Omid Jafi / DR Nyheder)

I grupper af telte langs den nordfranske kyst bor mennesker fra hele verden, som drømmer om at søge asyl i Storbritannien. De bor her, indtil menneskesmuglere sørger for plads til dem i en af de tvivlsomme gummibåde, der næsten dagligt sættes i Den Engelske Kanal.

Det er menneskene her, Storbritanniens regering vil stoppe med truslen om, at de bliver sendt direkte videre til Rwanda, efter de har sat fod på britisk jord. Og det er politik som udenrigsminister og tidligere finansminister, der begge er kandidater til formand for De Konservative og dermed også en mulig kommende premierminister, Liz Truss og Rishi Sunak, lover at videreføre.

Indtil videre er det dog kun en trussel.

Og det mærker man på de mange mennesker, der fortsat forsøger at nå den britiske kyst. I en lejr tæt på Dunkirke, der primært består af personer fra Irak, Iran og Afghanistan, tror mange, at briterne bluffer.

- Det eneste, vi taler om, er Rwanda. Sender de os til Rwanda eller ej? Bliver det til noget eller ej? Spørger irakiske Alnd, som kun ønsker at stå frem med fornavn.

Kendelse standsede første fly

Alnd bor i en lejr af små telte, han har lavet sammen med andre unge mænd fra Irak. De er mellem 25 og 35 år gamle og lige forvirrede og bekymrede over, at de risikerer udvisning til Rwanda, hvis de når den britiske kyst.

Forvirringen er opstået, efter det første fly med kurs mod Rwanda blev standset i sidste øjeblik af en kendelse fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

(Arkiv) Her er flyet, der blev bremset på startbanen, forud for, at det skulle flyve afviste asylansøgere til Rwanda. (Foto: HENRY NICHOLLS © Ritzau Scanpix)

Det har fået nogle til at tro, at udvisningerne til Rwanda ikke bliver til noget overhovedet.

- Jeg håber ikke, det bliver til noget. Det er en meget, meget dårlig beslutning for os, siger han.

Som de tusindvis andre migranter, der bor spredt rundt i området, vil han til Storbritannien, fordi han har hørt, livet er bedre der end i Frankrig, selvom der også er fred i Frankrig og mulighed for at søge asyl der.

- Der er stor sandsynlighed for, at jeg skal bo på gaden, hvis jeg bliver i Frankrig. Jeg føler mig ikke tryg her, og jeg kan ikke se, at jeg har en fremtid i Frankrig, siger han.

(Foto: Omid Jafi / DR Nyheder)

Hellere døden end Rwanda

Det er særligt enlige, unge mænd den britiske regering vil forsøge at standse i at krydse Den Engelske Kanal i gummibåd. I 2021 udgjorde mænd i aldersgruppen 18-35 år nemlig 75 procent af asylansøgerne, der ankom med gummibåd fra Frankrig ifølge det britiske indenrigsministerium.

Så Alnd og hans venner er en gruppe, der risikerer at blive udvist til Rwanda. Det ved de godt, men de vil alligevel forsøge at komme til Storbritannien, fordi de ser det som deres eneste mulighed.

(Foto: Omid Jafi / DR Nyheder)

De fleste har forsøgt at nå ombord i en gummibåd med kurs mod England nogle gange, men er blevet standset af fransk politi hver gang. Politiet punkterer bådene, men kan ikke tilbageholde dem, så det er bare at prøve igen, til det lykkes, forklarer de.

Hvis de bliver sendt til afrikanske land, vil de blot forsøge at komme til Storbritannien igen.

- Der er ikke noget liv i Afrika. Afrikanerne selv flygter derfra. Hvordan kan man sende flygtninge til Afrika? Det er en forkert beslutning. Hvis jeg bliver sendt til Afrika, så vil jeg flygte igen, selv hvis det koster mig mit liv, siger Alnd.

- Jeg vil hellere dø end at blive sendt til Rwanda, tilføjer han.

De andre i lejren stemmer i.

(Foto: Omid Jafi / DR Nyheder)

Løbesedler med telefonnumre

De potentielle asylansøgere er dybt afhængige af hjælp fra de nødhjælpsorganisationer, der arbejder langs den franske kyst. Hver dag kommer frivillige med mad og drikke til dem, men den britiske organisation Care4Calais er begyndt at tage løbesedler med.

På sedlerne står der et nummer, man kan ringe til, hvis de britiske myndigheder fortæller, at man bliver sendt til Rwanda, når man har søgt asyl.

- Der står, at man ikke skal gå i panik, men at de skal ringe til det her nummer for at få hjælp fra vores advokater, fortæller Annabelle Cox.

Hun er ved at dele mad ud til nogle unge afrikanske fra en rød varevogn. Men hun spørger hver og en, om de kender til risikoen for at blive sendt til Rwanda. En ung mand gør ikke – han tror, at den nye britiske praksis er afblæst.

- Det her nummer er virkelig vigtigt. Gem det eller skriv det på armen, så du ikke mister det. Udvisningerne til Rwanda er stadig i gang, siger hun til ham.

Juridisk kamp mod udvisninger

Organisationens stifter, Clare Moseley, er også i Frankrig for at minde de potentielle asylansøgere om, at Rwanda-flyvningerne ikke er afblæst. Men hjemme i Storbritannien kæmper hun en juridisk kamp for, at de bliver det.

- Vi er en del af en sag, hvor vi udfordrer politikken i sig selv, og så repræsenterer vi enkeltpersoner, der har fået besked om, at de er blevet udvist til Rwanda, siger hun.

Clare Moseley har arbejdet med migrationen fra Frankrig til Storbritannien i årevis og er forfærdet over, at den britiske regering vil udsende asylansøgere til et afrikansk land mange tusinde kilometer væk.

- Det er chokerende og forfærdeligt. Jeg har ikke ord for det. Vi vil gøre alt, vi kan (for at standse udvisningerne, red.) og håbe og bede for det. Det er alt, jeg kan sige, siger hun.

Ingen ændring i tilstrømning

Der har været migrantlejre i større og mindre grad i det nordlige Frankrig i årevis, men i løbet af de seneste år er den farlige rute i Den Engelske Kanal i gummibåd blevet meget populær. For to år siden kom 8.404 asylansøgere til England på den måde, og sidste år var det steget til 28.526 personer, viser tal fra de britiske myndigheder.

Der er ikke noget, der tyder på, at tilstrømningen bliver mindre i år. Det fortæller den franske grænsebetjent Guillaume Sarazin, der til daglig arbejder med at standse migranterne i Frankrig, inden de sætter livet på spil for at komme til Storbritannien.

- Jeg ser migranter hver dag. Når jeg er på arbejde, ser jeg migranter og illegale indvandrere hele dagen. Jeg har set nogle i dag, jeg så nogle i går, og jeg ser igen nogle i morgen, siger han.

Og Guillaume Sarazin har ikke set nogen ændring i antallet er personer, der vil søge asyl i Storbritannien, siden den britiske regering startede samarbejdet med Rwanda.

Hope Hostel i Kigali, som er et af de steder i Rwanda, hvor asylansøgere fra Storbritannien efter planen skal bo, mens de får deres ansøgninger behandlet, kan kun indlogere 200 personer. Aftalen var ellers, at Rwanda skulle modtage 1.000 asylansøgere fra Storbritannien, men nu kan det østafrikanske land kun modtage en femtedel af flygtningene.

Selvom der ikke længere er én stor lejr i Calais, så er der mindst ligeså migranter som før – omkring 10.000 – de er bare mere spredt, fortæller grænsebetjenten.

- Jeg har fulgt med i regelændringerne i England. De foreslår at sende disse mennesker til Rwanda. For øjeblikket har vi ikke rigtig mærket noget til det. Budskabet er endnu ikke trængt igennem til de dem, som de beslutninger kommer til at påvirke. Så vi ser tiden an, siger han.

(Foto: Omid Jafi / DR Nyheder)