Robert Mugabe holder stand som Zimbabwes præsident

Stik mod forventninger er Zimbabwes præsident gennem 37 år i dag ikke trådt tilbage.

Robert Mugabe (forrest) talte til Zimbabwes folk med repræsentater fra landets militær ved sin side.

Forventningen var, at Zimbabwes præsident, den 93-årige Robert Mugabe, her til aften ville annoncere sin aftræden i en live tv-transmitteret tale.

Men det gjorde han ikke. I den godt 20 minutter lange tale, hvor den aldrende præsident var flankeret af repræsentanter fra landets militær, fortalte han blandt andet, at han vil stå i spidsen for regeringspartiets kongres i december.

Regeringspartiet Zanu-PF fyrede ellers tidligere i dag Robert Mugabe som partiets leder og indsatte i stedet den tidligere vicepræsident, Emmerson Mnangagwa, som partiformand og præsidentkandidat.

Folket har brug for fred, sikkerhed, lov og ret, lød det fra præsident.

Uro siden fyring

Mugabe og hans hustru, Grace, har været i husarrest siden onsdag, hvor militæret satte kampvogne ind i hovedstaden Harare og overtog regeringsmagten, og de seneste dage har der fra flere sider lydt opfordringer til, at præsidenten skulle trække sig frivilligt, blandt andet fra landets kirker, der i en fælles udtalelse opfordrede til en fredelig løsning.

Også Mugabes eget parti har opfordret ham til at træde tilbage, og i går var tusindvis af zimbabweanere på gaden for at kræve præsidentens afgang. Præsidenten har til i morgen kl. 12 middag til at trække sig, ellers vil man indlede en rigsretssag mod ham.

Den politiske situation har været urolig i Zimbabwe siden sidste uge, hvor Robert Mugabe fyrede sin vicepræsident, Emmerson Mnangagwa, og muliggjorde dermed, at hans 52-årige hustru, Grace, kunne overtage posten som præsident.

Også Grace Mugabe blev i dag bortvist fra Zanu-PF.

Facebook
Twitter