Rod i Trumps velgørenhedsfond: Præsidenten skal af med to millioner dollar

Donald Trump skal betale to millioner dollar efter anklager om misbrug af midler fra velgørenhedsfond.

USA's præsident, Donald Trump, skal betale en bøde på hele to millioner dollar. (Foto: JONATHAN ERNST © Scanpix)

Den amerikanske præsident, Donald Trump, er af en dommer i New York blevet beordret til at betale to millioner dollar til en række nonprofit-organisationer.

Det sker som en del af et forlig efter anklager om gentagne overtrædelser af lovgivningen vedrørende velgørenhedsfonde.

Ifølge anklagerne blev Trumps velgørenhedsfond brugt som 'intet andet end et checkhæfte i Hr. Trumps forretninger og politiske interesser'. Donald Trump havde velgørenhedsfonden sammen med sine tre ældste børn, Donald Trump Jr., Ivanka Trump og Eric Trump.

Donald Trump opløste i december sidste år Donald J. Trump Foundation, der blev stiftet tilbage i 1988.

- For at undgå den mindste tvivl om min rolle som præsident har jeg besluttet, at jeg fortsætter min stærke interesse for velgørenhed på en anden måde, lød det dengang fra Trump.

Tavs Trump

Trumps advokater har argumenteret for, at alle pengene i fonden ene og alene er gået til velgørende formål rettet mod folk i nød, mens anklagerne er blevet beskrevet som politisk motiverede.

Præsidenten selv har via sin Twitter-profil tidligere annonceret, at han under ingen omstændigheder ville indgå forlig i sagen.

Ikke desto mindre er det endt med netop det.

I skrivende stund har Donald Trump endnu ikke kommenteret kendelsen.