Røde Kors: Stor by i Mozambique er svært beskadiget af orkan

Omfanget af skaderne i Beira er massive og forfærdende, lyder det fra hjælpeorganisation.

En af Mozambiques største byer, Beira, er blevet 90 procent beskadiget og ødelagt af en orkan ifølge Røde Kors.

Orkanen Idai har foreløbig kostet 138 mennesker livet i Mozambique og Zimbabwe.

- Omfanget af skaderne i Beira i Mozambique, der er påført af orkanen Idai, er massive og forfærdende, lyder det fra Røde Kors.

På Twitter skriver en talsmand for Røde Kors, at organisationens folk på stedet beretter, at 90 procent af byen er hårdt medtaget eller ødelagt. De menneskelige omkostninger for byens beboere er dog endnu ukendt, forlyder det.

Helikopterbilleder fra Røde Kors viser et stort område med masser af huse, der ligger helt eller delvist under vand.

Mange døde

Distriktet Chimanimani i Zimbabwe er blevet afskåret fra omverdenen af voldsomme tropiske regnskyl og vindhastigheder op til 170 kilometer i timen, skriver Reuters.

Veje, huse, og broer er blevet fejet væk, og strømforsyningen og kommunikationslinjer er afbrudt.

- Antallet af bekræftede døde ude over hele lande er nu 89, oplyser en repræsentant for informationsministeriet i Zimbabwes hovedstad, Harare.

Orkanen Idai gik i land i Mozambique allerede fredag.

/DR Nyheder/

Facebook
Twitter